"Ikke mere vold i islam end i andre religioner"

Hvis vi ikke holder tungen lige i munden, ender vi alle med at sætte lighedstegn mellem islam og vold, mener stifter af Abrahamic Council Jeppe Hedaa. Foto: KundeCo

I ytringsfrihedens navn har vi kastet alle hæmninger over bord og ser nu de fremmede og især muslimerne som behageligt mål for mobning. Det er lovlig voksenmobning, når det er bedst, mener stifter af The Abrahamic Council Jeppe Hedaa

Danske medier har den seneste tid bragt synspunkter om, at islam er lig med vold og undertrykkelse. Da Lars Hedegaard fra Trykkerifrihedsselskabet blev angrebet med skud, blev gerningsmanden hurtigt dømt af medier og debattører til at være muslim selv om ingen ved, hvem det var, der angreb Lars Hedegaard ved dennes hoveddør.

Forleden flød mit bæger over, da Søren Espersen (DF) tydeligt afslørede sin blinde vinkel i en kronik i Politiken. Her nedgjorde han islam med særligt fokus på muslimers hang til voldelige løsninger. Hvis han ikke bliver modsagt, risikerer han at gøre sig skyldig i endnu en karikaturtegning.

LÆS SØREN ESPERSENS KRONIK HER (Eksternt link)

Debatten om islam og vold er vanskelig og kræver nuancering. Vi bliver dagligt udsat for tv-klip om vold og krig i Mellemøsten. Hvis vi ikke holder tungen lige i munden, ender vi alle med at sætte lighedstegn mellem islam og vold. Men skal vi yde problemstillingen retfærdighed, må vi minimum dele debatten op i tre dele:

Først må vi have faktuelt baseret viden om historiske tabstal. Dernæst må vi have forståelse for, at nogle mennesker har en anderledes retorik. Og sidst men ikke mindst må vi have indsigt i, hvad der skaber voldelige individer og grupper.

Men først: Hvordan ser tabstallene ud, når vi sammenligner med andre religioner og ismer? Hvor mange magtsyge diktatorer har brugt religion og ideologi til med vold at undertrykke befolkninger for at forfølge deres egne egoistiske?

LÆS OGSÅ: Syv år efter Muhammedkrisen

Hvor mange dødsfald har islam reelt været skyld i?
Center for Ruslandsforskning ved Moskvas Universitet anslår, at Josef Stalin slog i alt 27 millioner mennesker ihjel i kommunismens navn. Det skønnes, at mindst 55 mio. mennesker mistede livet som følge af 2. Verdenskrig, der som bekendt blev påbegyndt af fascister som Adolf Hitler. Og en enkelt kolonialist som den belgiske kong Leopold har mindst 15 mio. mennesker fra Belgisk Congo på samvittigheden, fordi han udnyttede dem til slavelignende arbejdsforhold på store gummiplantager. Hvor mange menneskers død har vestlige, nordlige og østlige regimers imperialistiske drømme forårsaget? Det er svært at gøre op. Men i det lys må vi spørge: Hvor mange dødsfald har islam reelt været skyld i?

For det andet: Ja, befolkningerne i Mellemøsten er kendt for en truende retorik, når de bliver trådt over tæerne. Men vi skal ikke særligt meget syd på, før temperamenterne koger hurtige end her i det kolde Nord. Prøv at genere en italieners mor. Eller en spaniers hustru.

Man bliver nødt til at filtrere 80 procent fra, når man ser de ophidsede mængder i syd, hvis man skal sammenligne med et tilsvarende følelsesregister i nord. Og ja, det er da skræmmende for os, der bruger færre ord og fagter. Men hvilken fjende vil du helst stå over for: En ophidset beduin med en stenslynge eller en cool general fra USA?

LÆS OGSÅ: "Det er mangel på respekt at gøre grin med andres helligdomme"

Ballademagere går sjældent i moskéen
For det tredje er det min påstand, at ballademagerne i gademiljøet meget sjældent sætter deres ben i moskeen. Hvis de gjorde det, ville de høre om Koranens bud om tålmodighed og overbærenhed. Om ansvar. Om store konsekvenser af vores livsførelse på dommens dag. De ville være helt anderledes ydmyge, som de muslimer vi oplever i mainstream-islam.

Fællestrækket ved ballademagere og voldelige grupper skal findes i et helt andet mønster. Det er mennesker, som fungerer dårligt i skolesystemet og derfor bliver opdraget med en følelse af at være tabere. Det kan være mennesker, som tilhører en etnisk gruppe, som er ugleset og som derfor lever under et umenneskeligt pres.

Eller det kan blot være unge, som er rodløse, fordi deres familiemønster er smadret. Disse mennesker finder sammenhold, fællesskab og accept i en uheldig gruppering, hvor samfundet bliver dyrket som fjendebillede. Det har intet med islam eller muslimer at gøre.

Fremhæv ikke kristendommen som bedre end islam
Det får mig op i det røde felt, når Søren Espersen og ligesindede fremhæver kristendommen som helt anderledes bedre end islam. Jeg har læst både Koranen og Bibelen og kan finde skriftsteder i Bibelen som er mindst på niveau med de værste i Koranen. Jeg er også sikker på, at vi kan se tilbage på kristne, som for bare 75 år siden var mindst lige så snerpede og mærkelige, som Søren Espersen nu karakteriserer muslimer.

Måske de i islam lige skal have chancen for at reformere sig som kristendommen har gjort. Det har den allerede gjort mange steder. Sufimuslimer i Nordindien har en teologi, der til forveksling ligner den kristne. I Indonesien står mainstream-kristne og muslimer sammen om hjælpearbejde blandt ofre for oversvømmelser. De gør også fælles front mod al form for ekstremisme. I Øst- og Sydafrika finder vi en moderat og konsensussøgende form for islam, der gerne samarbejder med kristne.

Er det mærkeligt at respektere dem, man elsker?
Men herhjemme har vi danskere nu opdaget, at muslimer har en åben nerve, når det drejer sig om profeten Muhammed. Ifølge islam skal man respektere profeten, og herunder lade være med at afbillede ham og gætte på, hvordan han kunne have set ud. Her kan vi prikke i sårbarheden, så de hopper så unaturligt højt. Når vi rammer denne nerve, reagerer de fuldstændigt irrationelt. Hvor latterligt er det i vores øjne: at elske nogen så højt, at man vil forsvare ham med alle midler.

LÆS OGSÅ: At gøre grin med de hellige

Endelig noget, vi kan bore i med frydefuld danskhed. Men er det så mærkeligt at respektere dem, man elsker? Vi siger jo ikke hvad som helst til vores kæreste eller forældre eller børn. Men i ytringsfrihedens navn har vi kastet alle hæmninger over bord og ser nu de fremmede og især muslimerne som behageligt mål for mobning. Det er lovlig voksenmobning, når det er bedst i ytringsfrihedens navn. Se, hvor de spjætter!

Nej. Lad nu være med at sætte lighedstegn mellem islam og krig og vold. Det er simpelthen direkte falskt. Tag ikke muslimer og islam ud af historisk og geografisk sammenhæng. Og lad være med at lukrere som kulturkristen på ekstreme islamisters karikatur af islam. Så er vi med Søren Espersen i spidsen selv skyld i at karikere muslimerne.

Jeppe Hedaa er direktør i en IT-konsulentvirksomhed og stifter af The Abrahamic Council