Imam: Afgørelse om halalkød bør tages af institutionsansatte

Vi må have tillid til, at vores institutioner - fra børnehaver til hospitaler - ønsker deres brugere det godt, mener imam Naveed Baig. Foto: Foto: Leif Tuxen.

Mine børn fik aldrig halalkød i børnehaven. Det var ikke noget problem, skriver imam Naveed Baig

Ikke igen! Har vi som et civiliseret videnssamfund ikke lært af årtiers diskussioner, der dækker over flere tusind meter af spalteplads i landets aviser og flere måneder - hvis ikke år - på de elektroniske mediers sendeflader igennem tiderne?

LÆS OGSÅ: Halalkød kommer på menuen på Hvidovre Hospital

Det er egentlig meget simpelt - alle skal have lov til at spise det, de vil og det, som er praktisk muligt. Det er både et økonomisk spørgsmål (for eksempel eksport til muslimske lande/to slags indkøb af kød til institutioner) og et spørgsmål om velvilje og positiv særbehandling.

Naturligvis skal alle ikke tvinges til at spise halalkød, ligesom der også må være mulighed for halalkød til dem, som ønsker det. Det er ikke så svært, for det sker allerede i flere af de lande, som vi sammenligner os med i Vesten. Der skal være flere valgmuligheder (udbredt menukort), så alle kan blive tilfredse.

Mine børn fik aldrig halalkød i deres kommunale børnehave (lidt over halvdelen af børnene var muslimer), men nøjedes med forskellig slags fisk, grøntsager og andet vegetarisk. Det var ikke noget problem. Så kunne de få kød til aftensmad lidt hyppigere derhjemme.

LÆS OGSÅ: At servere halal i børnehaven er den dovne løsning

Muslimer er også danske borgere
Det vigtigste er gennemsigtighed og åbenhed, så alle ved hvad de indtager. Institutioner skal være bedre til at kende deres brugeres behov og også til de forskellige skikke der findes i forbindelse med kost, ritualer, højtider, blufærdighed med videre.

Hvad gør man, hvis alle på en given institution for eksempel har muslimsk baggrund, og der købes halalmad til hverdagen. Skal de også tvinges til svinefrikadeller? Hvad hvis der er en eller to, som ikke er muslimer i en institution? Hvad er praktisk muligt?

Diskussionerne i medierne handler aldrig om løsningsforslag, men snarere en retorik om 'islamisering' og 'knæfald for muslimer'. Det er så lavt, som man kan komme. En forargelse over alt, hvad har med islam og muslimer at gøre.

Man tænker ikke på, at muslimer i Danmark er danske medborgere på lige fod med alle andre, og at deres skikke, kultur og religion er en integreret del af deres personlighed og selvforståelse. De er danske muslimer.

LÆS OGSÅ: Byrådspolitikere siger ja til religiøst baserede spiseregler i offentlige institutioner

Vi må have tillid til, at vores institutioner - fra børnehaver til hospitaler - ønsker deres brugere det godt! Denne slags afgørelser burde overlades til de ansvarlige ansatte, for de kender realiteterne på mikroplan - ikke politikerne og diverse medier, som vil score stemmer/sælge aviser ved at skabe en uhensigtsmæssig stemning i befolkningen.

Naveed Baig er imam og næstformand i Islamisk-kristent studiecenter (IKS). Læs hans blog her.