Imam: Islam og religionsfrihed hænger sammen

Ahmadiyaa-imam i Nordens første moské mener, at muslimer i islam ikke skal gøre sig til vogtere over andres tro. Ahmadiyaa-muslimerne har også været gode til at tilpasse sig samfundet på grund af en stor fleksibilitet i deres fortolkning af islam

”Vi skal udbrede islam med dialog, ikke med sværd eller magt,” skrev Mirza Ghulam Ahmad, stifteren af den reformistiske retning inden for islam, ahmadiyya-bevægelsen, i 1800-tallet.

Han havde fået en åbenbaring om, at islam skulle udbredes fredeligt. Hans ord fik muslimske ahmadiyya-missionærer til at søge ud i verdens kroge, og det førte dem blandt andet til Danmark, hvor Nordens første moské blev bygget i Hvidovre for 50 år siden i dag.

Nordens første islamiske moské er åben for alle

Mir Masood Ahmad, imam ved ahmadiyya menigheden i Danmark, købte grunden i Hvidovre i 1964, hvorefter ahmadiyaa-menighederne stod for at samle penge ind til at få moskéen bygget. Det var især pakistanske kvinder fra organisationen Lajna Imaillah, der gjorde en stor indsats med indsamlingen. Det var svært at skaffe pengene, men det lykkedes til sidst. Moskéen blev bygget som den første i Norden.

I starten var der ikke noget stort kendskab til islam blandt danskerne. I 1958 kunne en dansk avis kun tælle 3 muslimer i Danmark. Men formålet for ahmadiyyaerne var ikke kun at bygge en moské for menighedens medlemmer. Det skulle være for alle muslimer.

Det har hele tiden været vores udgangspunkt som ahmadiyya-muslimer, at moskéen er åben for alle. Alle, der tror på den ene og sande Gud, både jøder, muslimer og kristne, er velkommen til at komme og bede i Nusrat Djahan moskéen. "Enhver uden hensyn til bekendelse eller tro, er velkommen her," pointerede kaliffen i sin indvielsestale.

Formålet er forkyndelse af islam

Vores formål har altid været det samme: At forkynde islam gennem dialog og at være åbne over for alle. I starten kom muslimer fra alle retninger, for eksempel sunni- og shiamuslimer, og bad i vores moské, især til fredagsbøn og højtiderne.

Men efterhånden spredtes muslimer i Danmark og fandt deres eget sted at bede. Selvom vi muslimer har den samme koran og tror på den samme profet, er der alligevel store skel. Enhver muslimsk retning mener jo, at de er på den rette vej og at andre er på vej i den forkerte retning.

Efter at der kom en lov i 1974 i Pakistan imod ahmadiyya-muslimer, blev tingene lidt sværere. I muslimske lande er det generelt stadig svært at være ahmadiyyamuslim, for der er ikke religionsfrihed for os.

Det er der til gengæld i Danmark. Vi er glade for at leve i Danmark, hvor man kan praktisere sin tro uden problemer. Islam og religionsfrihed hænger nemlig sammen. Ifølge vores fortolkning af islam er enhver fri til at finde sin egen tro. Derfor er der heller ikke nogen straf, hvis mennesker forlader islam. Koranen fortæller os, at vi ikke er vogtere over andres tro, og at man skal adlyde Gud, profeten og myndighederne. Det vil sige, at man skal adlyde myndighederne, der hvor man bor, og følge landets love.

Vi ahmadiyaa-muslimer har nok været gode til at tilpasse os det danske samfund, fordi der er stor fleksibilitet i vores fortolkning af islam. Man kan altid finde en fornuftig løsning, for eksempel omkring fredagsbøn eller ramadan. Hvis folk får muligheden for at tale med os, er jeg næsten sikker på, at de ikke vil være imod islam. Islam er ikke problemet. Det er folk, der laver problemer med islam.

Naimatullah Basharat
Imam ved ahmadiyaa menigheden i Nakskov. Tidligere imam ved Nusrat Djahan moskéen i Hvidovre