Islam og stening - et samlet svar af Fatih Alev

Stening står ikke i Koranen, men i haditherne, der hjælper de troende til at forstå Koranen

At straffen ikke er foreskrevet i Koranen ændrer ikke på, at det ifølge flertallet af de lærde (mudjtahider og muftîer) med speciale indenfor islamisk jura (fiqh) er et uomgængeligt faktum, at den står foreskrevet klart og tydeligt i overleveringerne om Profetens sædvane, altså i hadîth-samlingerne. Som sædvanligt er hadîtherne om denne straf, ligesom i alle andre sammenhænge, en supplerende kilde til forståelsen af Koranens bud om straffen for hor, da Gud i Koranen forpligter de troende til at adlyde Ham og Sit Sendebud.Efter at Kristeligt Dagblad valgte at gøre Abdul Wahid Pedersens indlæg på Religionsdebatten til forsidestof den 18. april 2002, er både han og jeg blevet kritiseret af politikere og debattører af både muslimsk og ikke-muslimsk observans for at forsvare stening som straf for hor begået af en gift mand eller gift kvinde.

Der har efterfølgende været et indlæg på Religionsdebatten, hvor det er blevet anført, at det er uhøfligt af mig, at jeg ikke besvarer forlængst stillede spørgsmål.

I det følgende vil jeg forsøge at råde bod på denne "uhøflighed" ved at forklare, hvad der forårsagede denne.

Desuden har enkelte muslimske debattører skrevet, at Koranen intet nævner om stening. Som følge deraf har ikke-muslimske brugere af Religionsdebatten stillet det meget logiske spørgsmål: Har Abdul Wahid Pedersen og Fatih Alev så ikke læst Koranen? Svar følger.

Der er også blevet fremført en kritik gående på, at Abdul Wahid Pedersen og jeg ikke er repræsentative for muslimerne i Danmark. Én af kritikerne, Hadi Hussain Khan, skriver: "Når disse imamer udtaler sig, som om de er repræsenterer for "det sande islam" og det lyder som om de nærmest har "monopol status" på et svar, som ingen kan eller tør anfægte." Kritikken vil blive besvaret i det følgende.

En forklaring på de udeblevne svar

Der er igennem længere tid blevet indsendt en byge af spørgsmål om de politiske aspekter af Islam. Jeg er som regel frisk på at besvare spørgsmål om alt mellem himmel og jord, der har relevans for debatten om Islam. Naturligvis med den begrænsning, at jeg ikke skriver ud fra, hvad jeg personligt mener, men ud fra hvad jeg kan finde af oplysninger i det islamiske kildemateriale. Jeg vil længere fremme præcisere, hvad jeg mener med "det islamiske kildemateriale".

Jeg vil gerne indrømme, at jeg på en måde bukkede under overfor omfanget og karakteren af spørgsmålene. Spørgsmålene hver for sig var ikke besværlige at svare på, men set som helhed begyndte det at blive for uoverskueligt for mig. Da jeg også har andre forpligtelser i mit daglige arbejde med oplysning om Islam, valgte jeg at prioritere andre platforme højere. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at det ville have været bedst, hvis dette forhold var blevet meddelt på Religionsdebatten, således at der ikke opstod misforståelser.

Én af Religionsdebattens brugere der henvendte sig til mig skrev følgende: "Fortæl mig hvorfor muslimer (du) aldrig svarer direkte på vore spørgsmål. - Igen i Kristeligt dagblad 8.2.2002 spørges der om Islams straffemetoder ud fra Sharia, og du kommer med et langt svar som siger alt og intet. I Bliver NØDT til at svare mere direkte og upolitisk når I bliver spurgt for at vi ikke skal blive unødigt nervøse for Islam i Danmark."

Som det fremgår, har brugeren på forhånd en opfattelse af, hvad svaret på spørgsmålene er, og når hans antagelser ikke bliver bekræftet, bliver vores svar stemplet som en politisk undvigelsesmanøvre. Hvad skal vi stille op med denne attitude?

Islamiske love i Danmark?

Som en dansk muslim tror jeg fuldt og fast på, at et samfund baseret på islamiske værdier, er et samfund der er værd at leve i. Det danske samfund hviler på mange områder på værdier, der er direkte sammenlignelige med islamiske værdier, på andre områder gør det ikke.

På den anden side er der mange muslimske lande, der på mange områder ikke er funderet på islamiske værdier, og derfor ikke kan siges at være islamiske. Hvor islamisk er det f.eks. at korruption/bestikkelse er udbredt i mange muslimske lande? Dette er et faktum.

Ligeså er det et faktum, at det danske velfærdssamfunds bærende principper, også er de bærende principper i Islam. De bliver dog ignoreret i de muslimske lande.

Derfor arbejder jeg og andre muslimer ikke for en islamisk stat i Danmark.

Da de fleste ikke-muslimske danskere har meget af det, som Islam bl.a. kan give dem - i hvert fald på den velfærdsmæssige plan - vil de ikke være modtagelige for de politiske argumenter for en islamisk samfundsorden. Det politiske er heller ikke det mest essentielle ved Islam. Det politiske er et delelement, som først giver mening, hvis man tror på og respekterer den Éneste, der kender os bedre end vi selv gør.

Over for muslimer, som er bosat i muslimske lande, vil jeg dog ihærdigt argumentere, at det er på tide, at de vågner op fra deres søvn, og indretter samfundet efter Guds vilje, for alle deres eksperimenter med sekulære og andre uislamiske samfundsmodeller har vist sig at være en kæmpe flop.

Der er ingen fornuft i at muslimer bliver splittet mellem to vidt forskellige livssyn: Det sekulære, der tager udgangspunkt i, at det ikke er Gud, men mennesket der ved bedst, og det islamiske, hvor Gud også har noget at skulle have sagt i forhold til samfundsindretningen.

Gud har i dag ikke meget at skulle have sagt, når det gælder samfundsindretningen i mange muslimske lande, og nogle af de påståede "islamiske lande" lader kun Gud bestemme, i det omfang, det passer i deres kram.

Jeg ved, at tanken om at Gud bør få indflydelse på samfundet og dets love, ligger mange almindelige danskere meget fjernt. Derfor er jeg villig til at deltage i en debat om fordele og ulemper ved sekulært og islamisk indrettede samfund.

Udfordringen for mig, som for mange andre muslimer, er dog at mine ikke-muslimske samtalepartnere oftest har aktuelle sager og begivenheder i dagens muslimske lande i baghovedet. Eller de bruger eksempler fra disse lande som modargument.

Der er naturligvis ikke andet for, end at jeg så må gentage igen og igen, hver eneste gang vrangeksempler inddrages i diskussionen, at pågældende lande af de fleste bevidste muslimer ikke bliver anset for at være islamiske.

Det islamiske kildemateriale

Ifølge flertallet af muslimer, der betegner sig selv som Ahl-us-Sunnah wal-Djamâ'ah (svarende til sunni-muslimer), er der to primærkilder til viden om Islam:

1) Koranen, som er Guds ord og

2) Profetens Sunnah (hans sædvane, dvs. hans handlinger og ytringer).

Sunnah'en har vi viden om igennem Hadîth-samlingerne. Hadîtherne er beretninger om, hvad profeten har sagt og gjort.

Hadîtherne er blevet overleveret af muslimer i Profetens omgangskreds til de næste generationer, indtil de er blevet samlet af lærde med speciale indenfor hadîthforskning. Der ligger en meget stram kildekritik til grund for klassifikationen af disse beretninger, og hvis en sådan hadîth klassificeres som sand, er det efter en filtrering efter meget strikse kriterier.

Nye problemstillinger kræver Idjtihâd (betyder anstrengelse: De lærdes anstrengelse i forsøget på at udvikle leveregler for den konkrete livsførelse). Dette er noget Profeten Muhammad (fvmh) selv har opfordret til i bl.a. tvistspørgsmål.

Det fremgår af følgende hadîth:

Hârith Ibn Amr Ibn Akhî'l-Mughîra Ibn Shu'ba har berettet fra Mu'âdh ibn Djabal:

Guds Sendebud (fvmh) spurgte Mu'âdh, umiddelbart før han blev sendt til Yemen:"Hvordan vil du dømme, når du står i den situation, at du skal dømme?"Mu'âdh svarede: "Jeg vil dømme ud fra Guds bog (Kitâbillâh)."

Profeten spurgte igen: "Og i fald du ikke finder noget relevant i Guds Bog?"

Mu'âdh svarede: "Så vil jeg dømme ud fra Guds Sendebuds Sunnah (Sunnati Rasûlillâh)."

Profeten spurgte så: "Og i fald du ikke finder noget, hverken i Guds Bog eller Guds Sendebuds Sunnah?"

Mu'âdh svarede: "Så vil jeg med min egen dømmekraft anstrenge mig [for at afsige en fair dom] (adj'tahidu bi ra'yî), og jeg vil ikke afholde mig fra at dømme."

Mu'âdh fortæller: Guds Sendebud klappede mig på brystet og sagde:

"Al tak til Gud, som har gjort Sit Sendebuds budbringer i stand til at gøre Sit Sendebud tilfreds." (Overleveret af Abû Dâwûd og at-Tirmidhiyy).

Kan man ikke nøjes med Koranen?

Koranen gør det klart på en utvetydig måde, at Profeten (fvmh) er den der tydeliggør og eksemplificerer budskabet over for de troende. Det er sådan muslimerne i Profetens tid efterlevede Islam.

Der var spørgsmål vedrørende mange forskellige aspekter af samfundslivet, hvilket Profeten kommenterede løbende. Hans vejledning og instrukser kompletterede det i Koranen gældende bestemmelser.

Visse tænkere med muslimske navne har de sidste årtier slået til lyd for, at beretningerne om Profetens sædvane ikke er kildekritisk troværdige, og at de derfor bør kasseres. Deres ønske er, at det kun må være Koranen, der vejleder muslimer.

Disse reformister, som i øvrigt ikke bliver betragtet som muslimer af flertallet af de muslimske lærde, begrænser altså Profetens vejledning til noget, som kun vedrørte muslimer i hans tid. Og de regner al den omhyggelige kildekritiske forskning og klassificering af svage og falske hadîther - siden det 7. århundrede op til i dag - for ingenting.

For de religiøse, praktiserende og bevidste muslimer er Profetens vejledning også aktuel for muslimer i vores moderne tid. Han var Guds Sendebud, ikke blot for at formidle Guds budskab i ord (Koranen), men også for at omsætte det til handling (Sunnah).

Hvis det var Koranen alene der kunne gøre det, kunne Gud blot have sendt den som bog - uden nogen mellemled. Profetens rolle i Islam skal ses i lyset af eksemplets magt, det bedste pædagogiske værktøj, ikke kun for datidens muslimer, også for nutidens.

Profeten vejledte nemlig i forståelsen af Guds budskab ved at vise, hvordan man i praksis efterlever Islam. Uden denne vejledning er idealerne og principperne, som Koranen lægger vægt på, umulige at sikre blandt mennesker.

For der er ikke tilstrækkeligt med praktiske oplysninger i Koranen, da den selv opfordrer til at "læse" resten af "historien" i Profetens praksis, hans Sunnah.

Afskriver man Sunnahen, er man afskåret fra denne vejledning, som Koranen selv henviser til. At hævde Koranen som den eneste legitime kilde til viden om Islam er således det samme som at sidde Koranens bud overhørig.

Nogle vers fra Koranen, der belyser Profetens rolle, er at finde i slutningen af dette indlæg.

Der er desuden vedlagt et uddrag fra "Source Methodology in Islamic Jurisprudence" af Tâhâ Jâbir Al 'Alwânî", der uddyber ovenstående oplysninger om Profeten som Vejleder og Vejviser.

Hvor i Koranen står der, at radjm (stening) er en gyldig strafform?

Det er vigtigt at være bekendt med, at Islams kildemateriale ikke består af Koranen alene, men også af hadîthsamlingerne og de lærdes udlægning af regler ud fra disse to kilder, før vi kan forholde os til spørgsmålet om, hvor denne straf står nævnt i Koranen.

Der har hos Religionsdebattens brugere været en usikkerhed om, hvorvidt Abdul Wahid Pedersen og jeg skulle have hævdet, at denne straf fremgår af Koranen. Det har hverken han eller jeg sagt eller antydet.

Abdul Wahid Pedersen har skrevet i sit indlæg den 15. april 2002:

"Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et islamisk lys, er blevet forordnet af Skaberen selv. Vi er derfor umiddelbart ikke bemyndigede til at ændre på samme."

"De ting, som er givet i Koranen eller af Profeten Muhammad i en utvetydig form, står for så vidt ikke til diskussion blandt muslimer. I samme øjeblik, vi ville sætte disse ting til diskussion, ville vi jo i bund og grund have erklæret os som ikke troende på Allah og Hans budbringer, og ville dermed have stillet os selv udenfor Islam."

"Når Allah har foreskrevet en så voldsom og uhyggelig straf, skal det forstås på rette måde. For det første er det meningen, at folk ikke skal begå hor, og Allah har derfor stillet en straf i udsigt, som kan få de fleste til at holde sig fra det."

Der er i ovenstående selvfølgelig ikke nogen eksplicit oplysning om, at straffen er forordnet i hadîtherne. Set i bakspejlet burde denne oplysning nok indgå i indlægget. Men til Abdul Wahid Pedersens forsvar vil jeg anføre, at så langt nåede debatten ikke at fortsætte, før den blev kvalt (eller stenet) ihjel af Kristeligt Dagblads forsidehistorie.

Fra Politikens Islamleksikon, af Jørgen Bæk Simonsen, 1995:"Stening: I islamisk ret er straffen for hor stening til døde. Koranen kræver i virkeligheden ikke dødsstraf for hor, men straf i form af piskning jf. Sura 24 vers 3. Dødsstraffen med stening til døden for hor kendes kun fra hadîth".

Først en mindre, men afgørende, korrektion til ovenstående: I islamisk ret er straffen for hor begået af en gift mand eller gift kvinde stening til døde. Men ellers er det korrekt, at "stening til døden for hor" begået af en gift mand eller gift kvinde "kun kendes fra hadîth".

At straffen ikke er foreskrevet i Koranen ændrer ikke på, at det ifølge flertallet af de lærde (mudjtahider og muftîer) med speciale indenfor islamisk jura (fiqh) er et uomgængeligt faktum, at den står foreskrevet klart og tydeligt i overleveringerne om Profetens sædvane, altså i hadîth-samlingerne. Som sædvanligt er hadîtherne om denne straf, ligesom i alle andre sammenhænge, en supplerende kilde til forståelsen af Koranens bud om straffen for hor, da Gud i Koranen forpligter de troende til at adlyde Ham og Sit Sendebud.

Hverken jeg eller Abdul Wahid Pedersen er selv lærde med speciale indenfor fiqh-området. Vi er to danske muslimer, der af og til leder fredagsbønnen og holder khutba (prædiken) på dansk i nogle københavnske moskéer. Vi kan kun referere til, hvordan holdningen til denne straf er blandt de lærde.

Straffen for hor begået af en gift mand eller gift kvinde vil jeg ikke drømme om at gøre til tema i én af mine khutbaer. Vi har som danske muslimer langt alvorligere bekymringer at bakse med, bl.a. de mangeartede sociale problemer, en del muslimske familier kæmper med.

Enkelte muslimske kritikere har hævdet, at Abdul Wahid Pedersen og jeg har taget fejl og at vi har misforstået Islam. Nu skal jeg være ydmyg og indrømme, at jeg muligvis godt kan tage fejl. Men så skal jeg også hurtigt tilføje, at det kan et flertal af muslimske lærde ikke.

Medmindre forfatterne af de kritiske indlæg imod os, selv er uddannede indenfor fiqh-disciplinen, så er det ret sandsynligt, at det er dem, der har taget fejl. For de har efter min bedste overbevisning ikke et flertal af mudjtahidîn (muslimske retslærde) bag sig. Det vil under alle omstændigheder være gavnligt for debatten, hvis kritikerne kan referere til specialister indenfor fiqh-disciplinen, der bekræfter deres reformistiske standpunkter.

Er muslimer med anti-hadîth holdninger konsekvente?

Samtlige indlæg, der er skrevet som kritik af Abdul Wahid Pedersen og min udmelding, har den grundholdning, at hadîtherne ikke er et supplement til Koranen i vores forståelse af den, da hadîtherne er utroværdige eller tvivlsomme efter forfatternes opfattelse. Det viser sig dog, at de selv gør brug af hadîther, når det er belejligt for dem at gøre det.

F.eks. refererer Aminah Tønnsen i sin bog "Islam i europæisk klædedragt" i adskillige tilfælde til hadîther, som er i overensstemmelse med hendes budskab. Men i selvsamme bog slår til hun til lyd for, at hadîtherne ikke bør danne grundlag for islamisk retspraksis.

De vil muligvis argumentere, at de ikke er afhængige af de hadîther, som de lejlighedsvis anvender, da disse hadîther kun fungerer som en slags supplement. Men det argument holder ikke.

De er i hvert fald i mindst ét tilfælde (Koranen, 4:34) afhængige af hadîthen, hvor Profeten (fvmh) præciserer hvordan "et slag" skal forstås. I hadîthen forklarer Profeten, at der er tale om en markering, som når man slår med en tandbørste.

Uden reference til denne hadîth, vil 4:34 simpelthen kunne fortolkes/opfattes på den værst tænkelige måde.

Hvem er repræsentative for alle danske muslimer?

Jeg må erkende, at Abdul Wahid Pedersen og jeg nok ikke er repræsentative for alle muslimer i Danmark.

- Det er endnu ikke alle muslimer, der er af den opfattelse, at Danmark er det sted, hvor de og deres børn skal og kan leve i fremtiden.

- Det er ikke alle muslimer, der finder det nødvendigt at khutbaen om fredagen i det mindste for den yngre generation bør være på dansk.

- Det er ikke alle muslimer, der forstår nødvendigheden af dialog med det omgivende samfund og med de kristne.

- Det er ikke alle muslimer, der ser det patriarkalske familiemønster, som noget der må vige for Islams retningslinier på familieområdet.

- Og sådan kunne jeg blive ved.

I den henseende er hverken jeg eller Abdul Wahid Pedersen heldigvis repræsentative for alle muslimer i Danmark.

Derudover repræsenterer vi heller ikke muslimer, der bevidst går på kompromis med Islam.

Men vi repræsenterer dog et vist antal muslimer, for hvem den islamiske tro er en vigtig del af deres liv.

I bund og grund er vores ønske ikke at repræsentere nogen som helst. Vi siger vores ærlige mening, tit med referencer til Koranen, Profetens Sunnah og kompetente muslimske lærde.

Referencer:

Koran-citater om vigtigheden af at adlyde Gud og Hans Sendebud:"Og det sømmer sig ikke for en troende mand og en troende kvinde, at der, når Allah og Hans Sendebud har afgjort en sag, skulle være noget valg for dem i deres (forhold til denne) sag. Og den, som er ulydig mod Allah og Hans Sendebud, er visselig faret vild i en åbenbar fejltagelse." (Koranen, 33:36)

"Den, der adlyder Sendebudet, adlyder i virkeligheden Allah, og den, der vender sig bort - nuvel, Vi har ikke sendt dig som vogter over dem." (Koranen, 4:80)

"O I som tror, adlyd Allah og adlyd Sendebudet og dem, der har myndighed blandt jer, og hvis I strides om nogen ting, så henvis den til Allah og Sendebudet, hvis I tror på Allah og den yderste dag. Dette er det bedste og sluttelig det skønneste." (Koranen, 4:59)

"Og Vi sendte ikke noget sendebud - undtagen for at han skulle adlydes efter Allahs vilje. Og hvis de var kommet til dig, da de havde handlet uret mod sig selv, og så bedt Allah om tilgivelse, og Sendebudet havde bedt om tilgivelse for dem, så ville de visselig have fundet Allah Tilgivende, Barmhjertig. Men nej, ved din Herre, de er ikke troende, førend de gør dig til dommer i (alt), hvad de strides om, og så ikke finde nogen uvilje i deres sjæle mod det, du afgør, men underkaster sig fuldstændigt." (Koranen, 4:64-65)

"... Og hvad Sendebudet giver jer, skal I tage imod. Og hvad han forbyder jer, det skal I afholde jer fra. Frygt Allah, thi Allah er hård til at øve gengældelse." (Koranen, 59:7)

Uddrag fra "Source Methodology in Islamic Jurisprudence" af Tâhâ Jâbir Al 'Alwânî", The International Institute of Islamic Thought, Hernton, Virginia, USA (Bogen kan læses online på http://www.usc.edu/dept/MSA/law/alalwani_usulalfiqh.

Svar på Hadi Khans påstand om at Abû Hanîfa ikke har gjort brug af hadîther kan læses i denne bog i afsnittet "RATIONALISTS AND TRADITIONISTS: AHL AL HADITH AND AHL AL RA'I "):

"The source-evidence upon which the whole Ummah fully agrees, and on the validity of which there is general consensus, comprises the two sources that formed the basis of legislation at the time of the Prophet (PBUH). These two sources of legislation are:

1. The Qur'an: This may be defined as the words revealed to the Prophet (PBUH) the recitation of which itself constitutes an act of worship, the shortest Surah of which is a challenge to mankind to produce anything the like thereof, every letter of which has been transmitted to us via an indisputably authentic chain of authority Tawatur; which is written between the two covers of the Holy Book Mushaf beginning with Surat al Fatihah "The Opening Chapter" and ending with the Surat al Nas.

2. The Sunnah: This includes everything, other than the Qur'an, which has been transmitted from the Prophet(PBUH); what he said, did, and agreed to.

Thus, every utterance of the Prophet (PBUH), apart from the Qur'an, and his every deed, from the beginning of his mission to the last moment of his life, constitute his Sunnah, in the general sense of the word, whether these establish a ruling which is generally applicable to all members of the Ummah, or a ruling which applies only to the Prophet himself or to some of his Sahabah.

Regardless of whether what the Prophet (PBUH) did was instinctive or otherwise, his every word, deed and approval may be taken as the basis for evidence in a legal ruling. This is so regardless of whether his utterances or actions related to matters of faith or practice, or whether they were concerned with commanding or recommending, prohibiting, disapproving, or allowing; and regardless of whether his word or action was based on a ruling previously revealed in the Qur'an, or whether it served independently to establish legislation.

During the lifetime of the Prophet (PBUH), all the legal rulings Ahkam of the Shari'ah, inclusive of all of its classifications, such as principal and derived rulings, teachings on the fundaments of the faith, and regulations regarding personal practice and legalities, were derived from these two sources, the Qur'an and the Sunnah.

3. Ijtihad was practiced by the Prophet (PBUH) and by those of his companions with legal proclivities Ahl al Nazar. The Prophet's Ijtihad was sometimes confirmed by the Qur'an and sometimes not; in which case it was explained that the better solution was other than that which he had adopted.

The Ijtihad made by the Companions was always in response to situations which actually occurred to them. Later, when they met the Prophet (PBUH), they would explain what happened and tell him what they had decided. Sometimes he (PBUH) approved of their Ijtihad, and such decisions of theirs (having gained the approval of the Prophet) became a part of the Sunnah. If he (PBUH) disapproved of their Ijtihad, his explanation of the correct procedure would become the Sunnah.

Thus, we can say that at that stage legislation depended on the two forms of Divine revelation Wahy:

Recited revelation Wahy Matlu; or the Qur'an with its absolute inimitability I'jaz
Non-recited revelation Wahy Ghayr Matlu; or the Sunnah of the Prophet (PBUH)
Indeed, the Ijtihad made by the Prophet (PBUH) set a precedent for his Sahabah and later Muslims, that clearly proved the legitimacy of Ijtihad, so that when they could not find an express legal ruling in the Qur'an or Sunnah, they were to make use of Ijtihad in order to arrive at a judgement on their own.

Moreover; probably to reinforce and establish this concept, the Prophet (PBUH) used to order certain of his Companions to make Ijtihad concerning certain matters in his presence. Then he would tell them who was correct and who was mistaken."

...

"The parts of the Sunnah which consist of the Prophet's words were in the Companions' own language, so they knew its meaning and understood its phrases and context.
As far as the Prophet's deeds were concerned, they used to witness them, then tell others exactly what they had seen. For example, hundreds of people saw the Prophet (PBUH) making ablutions Wudu' and then adopted his practice without asking him about details; like which of the various actions in Wudu' were obligatory and which were recommended, which were merely allowed and which were not. Likewise, they witnessed him (PBUH) performing Hajj and Salah, and the other acts of worship.

People were heard asking the Prophet (PBUH) to give Fatawa concerning various matters, and he did so. Cases were referred to him, and he would pronounce his judgement. Problems would arise amongst the Sahabah, and he would give a definite answer; whether the problems concerned mutual relations, personal conduct, or various political matters. They witnessed all these situations and they understood the context in which they took place, so that the wisdom and purposes of the Prophets judgements were not hidden from them.

People also saw how the Prophet (PBUH) used to notice the conduct of his Sahabah and others. Thus, if he (PBUH) praised anybody, they knew that the person's act had been a good one; and if he (PBUH) criticized anybody, they knew that there had been something wrong with what the person had done.

Moreover, all the reports concerning the Prophet's Fatawa, rulings, decisions and approval or disapproval of various matters indicate that they took place in the presence of many people. So, just as the colleagues of a doctor know, due to their long association and experience, the reasons for his prescribing certain medicines, so also the Sahabah of the Prophet (PBUH) knew exactly the reasoning behind his decisions."