Jøde: Kristendommen har holdt fast på sit opgør med lovreligionen

Fra reformationen blev Nordeuropa rebelsk i forhold til centrale autoriteter. Hvert individ skulle nu tænke for sig selv i forhold til skrifterne. Det er noget, der virkelig har haft gennemslagskraft i Danmark, hvor enhver dansker nærmest former sin egen kultur-kristendom, skriver jødisk blogger og studerende Peter Kaltoft. Foto: Arkiv

Kristendommen bidrag til Vesten er nok især dens insisteren på at fokusere på troen og individets forhold til Gud, skriver jødiske Peter Kaltoft

Jeg er blevet spurgt om hvad, jeg mener, er kristendommens væsentligste bidrag til Vesten Et godt spørgsmål, som jeg ikke uden videre kan svare på, for det er trods alt en 2.000 år gammel religion, som fra starten har haft væsentlig indflydelse på Europas udformning.

Luther gjorde op med kirkefædre og pavesæde

Nogle ting, man umiddelbart kan pege på, uden at skulle bruge megen tid på at tænke over det, er naturligvis katolicismen og protestantismen eller måske rettere det mentale skel, der ligger mellem Syd- og Nordeuropa, et skel, der har haft indflydelse på, hvordan man forholder sig til tradition og autoritet.

Lad mig bare nævne sola scriptura som et eksempel, hvor Luther gjorde op med det autoritative forhold til kirkefædre og pavesæde.

Reformationen og danskernes kulturkristendom
Fra reformationen blev Nordeuropa rebelsk i forhold til centrale autoriteter, og hvert individ kunne/skulle fra nu af tænke for sig selv i hvert fald i forhold til skrifterne.

Dette har virkelig haft gennemslagskraft i Danmark, hvor enhver dansker nærmest former sin egen form for kulturkristendom.

Tag, hvad der kan tages og lad ligge, hvad der ikke er interessant; vi behøver ikke tænkere som Origenes eller Augustin til at fortælle os, hvad teksterne virkelig mener, det kan vi sagtens finde ud af selv.

LÆS OGSÅ:10 vigtigste ting om reformationen

Åndelig dovenskab i Nordeuropa
Jeg tager sikkert munden for fuld, når jeg forholder mig til en åndelig dovenskab i Nordeuropa i hvert fald i forhold til kristendommens præreformations udtryk som et resultat af kristendommen; en dovenskab, som jeg ser udtrykt i ligegyldighed overfor egne tænkere.

Her behøver vi ikke engang nævne allerede nævnte Origenes og Augustin, men kan også nævne protestantiske tænkere som Heinrich Bullinger eller Søren Kierkegaard, sidstnævnte kender de fleste sikkert af navn, men hans tanker er sikkert mindre kendte.

Videnskab frem for teologiske tænkere
Denne udvikling, mener jeg, er ikke kun skabt af reformationens oprør med centrale autoriteter.

Det er noget, der har udviklet sig over de følgende århundreder i takt med de videnskabelige opdagelser, hvor religiøse autoriteter mere og mere måtte vige pladsen for videnskabelige autoriteter, indtil kristendommen fandt sin plads i det sekulære miljø, en plads som kristendommen vist ikke helt har accepteret endnu.

LÆS OGSÅ:TEMA: Sekularisering

Kristendommen stod fast
Men alt dette er jo ikke kun noget, kristendommen har gjort, men også noget, der er gjort mod kristendommen. Den kristne tro er forsøgt opdæmmet, givet frit løb, banket på plads, inddæmmet og igen kick-startet med de karismatiske bevægelser.

Men igennem alt dette har kristendommen holdt fast på sit opgør med lovreligion uagtet, at man til tider selv kunne opfatte religionen som én af disse. Men her er spørgsmålet, om man skal opfatte en religion i forhold til den brede masse af udøvere, intellektuelle elite eller magthaverne.

Giv Cæsar, hvad Cæsars er
Kristendommen har fra starten af sin eksistens reageret mod loven, både den sekulære og den religiøse, det første i forhold til sin afstandtagen fra at ville blande sig i verdslige forhold.

Til at starte med var det ordene 'giv Cæsar, hvad Cæsars er' samt i forhold den rigide jødiske insisteren på detaljer, der skal styre alle adfærd af jødens liv.

LÆS OGSÅ:Kristendommen skiller sig ud

Kristendommens væsentligste bidrag
Troen skal være fri, forholdet til Gud skal være personligt, og mennesket skal kunne acceptere, at man ikke behøver at være perfekt for at blive frelst.

At være elsket og overgive sig til denne kærlighed bør være nok, når bare man erkender ens egen utilstrækkelighed. Og det er måske dette, jeg opfatter som en af de væsentligste indflydelser.

Jødedommen er også blevet influeret
Sandt er det, at jødedommen stadig er en rigid lovreligion, hvis man ser religionen udefra. Men jødedommen har ikke kunnet undgå indflydelse fra kristendommen, efter at have eksisteret underlagt kristne regenter og samfund i cirka 1700 år, med alt hvad det har medført af godt og skidt.

Nogle af de største jødiske kommentatorer til Bibelen opstod som reaktion på kristen trang til at udfolde sig intellektuelt og åndeligt.

Det ser vi i Frankrig i det ellevte århundrede, hvor den jødiske kommentator Rashi blev inspireret til at ændre den jødiske tilgang til studie og tekster, da kristne intellektuelle fandt nye måder at udtrykke sig gennem kommentarer og populære skuespil og udbredte generelle kristne forestillinger om bibelske historier og fortællinger.

LÆS OGSÅ:Forskellen mellem jødedom og kristendom

Tro og individets forhold til Gud
For mig at se, er kristendommens største bidrag dens insisteren på at fokusere på troen og på individets forhold til Gud, omend det bestemt også er muligt at finde disse forhold gengivet i andre religioner.

Selvom jeg som jøde ser det gengivet i jødedommen, så er der ingen andre religioner, der har det samme centrale fokus på disse forhold, og jeg vil endda vove at påstå, at uden kristendommens insisteren på disse forhold, ville de have været en del mindre udtalte i andre religioner, end tilfældet er i dag.

Peter Kaltoft er er jøde, blogger og kandidatstuderende i komparativ religion.