Jøde: Ved shavuot fordyber vi os i Toraen

"Uden Bibelen ville hedningeguderne i Europa formentlig stadig den dag i dag kræve vores børns blod på deres grusomme altre. Det tror jeg, at jeg i mit stille sind vil skænke en tanke eller to, når jeg i familiens skød atter i år nyder et fredeligt mælkemåltid til shavuot," skriver Jonatan Cohn. På billedet fra Jerusalem den 15. maj 2013 ses jøder bede ved Grædemuren i anledning af shavuot. Foto: Xinhua Denmark

Shavuot er den jødiske pinse, hvor jøder fejrer, at Gud gav israelitterne Toraen. Toraen har haft afgørende betydning for den jødisk-kristne civilisations udvikling, mener jøde Jonatan Cohn, og shavuot er en anledning til at dykke ned i Toraens bøger

Inden for jødedommen findes der tre såkaldte valfartsfester: pesach, shavuot og sukkot. Man kalder dem for valfartsfester, fordi man ved disse højtider valfartede til templet i Jerusalem. Pesach er den jødiske påske. Her fejrer man, at israelitterne undslap faraos slaveri. Ved sukkot markerer man tiden, som israelitterne efter deres exodus fra Egypten tilbragte i ørkenen. Og endelig har vi shavuot, hvor det fejres, at Gud gav israelitterne Toraen.

Udover disse mere symbolske aspekter af helligdagene er de tre valfartsfester også kendetegnet ved at være forbundet med landbrugets cyklus. Shavuot er således også en høstfest.

Shavuot betyder ordret "uger" på hebræisk og oversættes til dansk med ordet ugefesten. Ved anden aften pesach, der i diasporaen og dermed Danmark varer otte aftener og dage, begynder man at tælle 49 dage. På den 50. dag er det shavuot. Med andre ord ligger shavuot altså 50 dage efter pesach og er derfor også kendt under det græske navn pentecost, som betyder 50. Pentecost er også det græske navn for pinse, men som det dog allerede burde fremgå, er der umiddelbart ikke det store overlap mellem den kristne og den jødiske pinse.

Til Shavuot spiser man mælkemad

Shavuot har man modsat pesach og sukkot ikke forbundet med de store traditioner. Til pesach spiser man matzah - usyret brød - og man holder seder, påskemåltid, der betydningsmæssigt kan sammenlignes med juleaften. Til sukkot ryster man lulavim, palmetræsbundter, og etrog, en citronlignende frugt, og man spiser sine måltider i sukkaher, såkaldte løvsalshytter.

Det, man imidlertid primært kommer til at tænke på, når man hører om shavuot, er, at man ved denne højtid har tradition for at spise mælkemad (i jødedommen blander man traditionelt ikke mælk og kød, og man skelner derfor mellem mælkemad og kødmad). Og det er jo ikke særligt enestående, da de fleste af os trods alt spiser mælkemad ret ofte.

Shavuot er en anledning til fordybelse

Der er dog stor forskel på, hvordan shavuot fejres i de forskellige jødiske samfund rundt omkring i verden. Det er nemlig også en tradition, at der på aftenen - hvor shavuot begynder - holdes en masse teologiske og religiøs-filosofiske foredrag. I et mikroskopisk jødisk samfund som det danske er det selvfølgelig begrænset, hvor omfangsrig en sådan tradition kan være.

For syv år siden var jeg imidlertid for første gang til shavuot i Jerusalem. Det var en meget spændende oplevelse. Overalt i byen var der arrangeret offentligt tilgængelige foredrag. Byen summede af liv og ikke på den måde, man normalt ser det i vestlige storbyer men på en videnshungrede måde, idet folk religiøse som ikke-religiøse strømmede til disse foredrag med stor entusiasme. Forestil jer kulturnatten i København, men hvor temaet i stedet var vidensnatten.

Bibelen gjorde op med hedenske praksisser

Men hvorfor overhovedet beskæftige sig med de fem Mosebøger som er den danske betegnelse for de bøger, som indholdsmæssigt kendetegner Toraen? Som jøde er spørgsmålet let at svare på. Selvfølgelig skal man beskæftige sig med (Moses') lære, som ordet Tora betyder, for den er netop fundamentet for hele den jødiske religion.

Men selvom man ikke er jøde, skal man ikke underkende Mosebøgernes og generelt Bibelens betydning for den udvikling, menneskeheden gennem historien har taget.

Ud fra et kulturhistorisk perspektiv er Bibelen på utroligt mange områder udtryk for et opgør med datidens hedenske og barbariske praksisser. Læs for eksempel tredje Mosebog, kapitel 18, vers 3 hvor israelitterne forbydes at følge egypternes og kanaanæernes skikke. Et klassisk eksempel på en sådan hedensk praksis var menneskeofringer.

Ikke nok med at sådanne riter forbydes; Mosebøgerne institutionaliserer netop dyreofringer, så man i stedet for at opleve et tomrum havde et reelt alternativ.

Bibelens og særligt Mosebøgernes betydning for den jødisk-kristne civilisations udvikling har altså været af afgørende betydning. Uden dette monumentale værk ville hedningeguderne i Europa formentlig stadig den dag i dag kræve vores børns blod på deres grusomme altre. Det tror jeg, at jeg i mit stille sind vil skænke en tanke eller to, når jeg i familiens skød atter i år nyder et fredeligt mælkemåltid til shavuot.

Jonatan Cohn er jøde, studerende og panelist på religion.dk Foto: Privatfoto