Jødisk blogger: Kirken bør frigøres fra staten

Når det kommer til borgerrettigheder, mener jeg ikke, at min religion hverken skal kræve mere eller mindre end andre overbevisninger bør gøre, skriver jødisk blogger Peter Kaltoft. Foto: Privatfoto

Adskillelsen af stat og kirke vil give kirken den frihed, den har brug for, for at definere sig selv i det senmoderne, danske samfund og aktivt tage del i samfundet som spirituel og intellektuel institution, skriver jødisk blogger Peter Kaltoft

For noget tid siden skrev jeg et indlæg på min engelske blog, A Jewish Voice, omkring stat og synagoge, hvor jeg argumenterede for, hvorfor jeg mener, at stat og religion skal være adskilt, uanset om vi taler kirken i Danmark eller synagogen i Israel.

LÆS OGSÅ: Hvad er en synagoge?

Det er jo ikke ligefrem en ny diskussion, snarere tværtimod, men den vedbliver med at være relevant, også i dag og ikke kun i Danmark eller Israel, men i det hele taget.

Jeg er sekularist, men meget troende
Jeg må tilstå, at mine egne holdninger til emnet har rykket sig. Før mente jeg, at enhver nation bør have en offentlig religiøs institution, der repræsenterer majoritetsreligionen i den pågældende nation eller stat, dog med demokratiske rettigheder for alle borgere. Nu er jeg nok 90 % sekularist.

At jeg er sekularist betyder dog ikke, at jeg ikke er troende. Jeg er troende, meget troende i nogle øjne, men jeg føler mere og mere, at min religion er en privatsag, noget jeg tager på mig selv, som andre ikke skal underlægges (undtagen hvis de selv vælger det, naturligvis).

Jeg forholder mig til min religions regler og love, i hvert fald så vidt det er muligt, men det er mit eget valg. Når det kommer til borgerrettigheder, mener jeg ikke, at min religion hverken skal kræve mere eller mindre end andre overbevisninger bør gøre.

Når jeg forholder mig til mig selv som dansk statsborger, så er det netop det, jeg forholder mig til, ikke om jeg er kristen eller ikke, eller hvad jeg nu end måtte bekende mig til, men udelukkende min status som dansk statsborger og de rettigheder, der gives mig i forhold til loven i et demokratisk samfund.

Y-Love udgør alle minoriteter

Udgangspunktet for, at jeg skriver alt dette er det evigt tilbagevendende spørgsmål om homoseksuelle vielser. Debatten er et varmt emne i USA, hvor det seneste nye er, at Y-Love er sprunget ud af skabet.

Der er sikkert ikke mange i Danmark, der kender denne jødisk-ortodokse rap/reggae-kunstner, der om nogen må siges at udgøre alle former for minoriteter i USA, da han er søn af en puertoricaner og en etiopier, er jødisk og, viser det sig nu, homoseksuel.

LÆS OGSÅ
: Jøde: Homoseksualitet er ikke en moralsk synd

Denne debat i USA bringer jo igen emnet op i Danmark, hvor homoseksuelle har kæmpet en hård kamp for at få lov til at blive viet i kirker, noget jeg er lidt ambivalent omkring, da jeg ikke helt forstår, at man vil giftes under en religion, som reelt afviser homoseksualitet som korrekt praksis, omend jeg fuldt ud forstår behovet for en officiel vielse i romantiske rammer.

Staten bør ikke diktere kirkens rammer
Jeg forstår dog også, at kirken afviser dette, ligesom jeg ville afvise, at jødisk religiøs lov pludselig skulle ændres i forhold, der reelt går imod grundlaget for selvsamme lov og dermed reelt ligegyldiggør loven selv.

Men problemet består, som bekendt, i, at vi har en officiel kirke, der er en institution i et samfund, der erklærer sig demokratisk og går ind for ligestilling.

Det er problematisk, at en af statens institutioner dermed går imod sine egne principper og reelt udfører diskrimination mod en gruppe danske statsborgere, alene baseret på konfessionelle uoverensstemmelser mellem hvad der er opfattet som korrekt og hensynet til borgerens ret til lige rettigheder.

Derfor kan jeg heller ikke se, at der er andet for end at adskille stat og kirke. Alt andet vil være udemokratisk. Kun i et sekulært samfund kan vi sikre, at alle borgere får samme rettigheder uden skelnen til køn, religiøs overbevisning (eller mangel på samme) og etnisk baggrund.

Løsrivelse vil give kirken frihed

Adskillelsen af stat og kirke vil også give kirken den frihed, den har brug for, for at definere sig selv i det senmoderne, danske samfund og aktivt tage del i samfundet som spirituel og intellektuel institution i debatten om diverse etiske emner, der måtte blive relevante i fremtiden. Så længe kirken skal domineres af politiske problemstillinger og tage hensyn til, hvad der er oppe i tiden, kan den ikke virke frit.

Norge har lige bestemt, at stat og kirke skal adskilles. Hvornår bliver det Danmarks tur?

Peter Kaltoft
Studerende, blogger, ortodoks jøde og panelist på www.religion.dk

Se Peter Kaltofts blog her