Jeg er taknemmelig - også af etiske grunde

Søster Abraham, Kirsten Stoffregen Pedersen mener, at kristendommens etiske principper kan lære os noget. Foto: Arkiv

Kendskabet til kristendommens etiske principper giver os svar på de etiske spørgsmål, mener Kirsten Stoffregen Pedersen

Vi har stillet debatpanelet på religion.dk fire spørgsmål om deres personlige overvejelser om religiøs etik.Her er, hvad Søster Abraham, Kirsten Stoffregen Pedersen har svaret.

Jeg er taknemmelig også af etiske grunde, fordi det har været mig givet at få en kristen opdragelse både i hjem og skole fra en tidlig alder.

Hvis ingen havde lært mig at læse, skrive og regne, ville jeg ikke have kunnet det. Hvis ingen havde lært mig om kristendom, ville jeg ikke have kendt de etiske principper, kristendommen forsyner os med.

Det ville ganske vist ikke betyde, at jeg slet ikke ville kende noget til etiske principper.

Men kendskabet til den kristne religion gør det let for mig at finde svar - frem for alt i, hvad vi lærer i Bibelen, Det Gamle såvel som Det Nye Testamente - men først og fremmest i Jesu ord og eksempel.

Søster Abraham, Kirsten Stoffregen Pedersen.