Jeg håber, vi må opleve en snarlig, varig fred

JERUSALEM: Vi oplevede vores første raketangreb i fredags, da sirenerne pludselig begyndte at skrige deres sjæleskærende skrig ud over Jerusalem og omegn. I et sekund stod alt stille, fortæller jødiske Peter Kaltoft

Så er volden endnu engang eskaleret mellem Israel og diverse islamistiske grupper i Gaza, ledet af Hamas. Det er som at se en gammel film, man har set alt for mange gange.

Denne gang dog med den forskel, at jeg selv sidder temmelig tæt på, og filmen pludselig bliver alt for virkelig.

LÆS OGSÅ:Nye angreb i Gaza: Dødstallet stiger til 85

Man kan diskutere langt og længe om hvem, der bærer ansvaret for denne udvikling, som det også gøres og det altid gøres. Siderne er hårdt trukket op, alle peger på den modsatte sides forbrydelser og undskylder (eller ignorerer) sine egne. Ethvert bevis, der kan understrege og påvise ens korrekte argumenter, bruges til fordel.

Vi glemmer skæbnerne på den anden side
Men alt for tit er dette en del af et perverst show, der mere virker til at tilfredsstille nogle personers retfærdighedsfølelse, få dem til at føle sig som en del af de gode, der kæmper mod de onde. Det er der vel i og for sig ikke noget underligt i, det er en del af den menneskelige natur. Vi har brug for klare fornemmelser af, hvem der er de onde, så vi kan stå op imod dem.

LÆS OGSÅ:Dansk-israelsk ægtepar fik raket i baghaven

Problemet med dette er, at det nemt meget nemt ender i forglemmelsen af de menneskelige skæbner på den anden side, som når man henvises til at de også lider anses som medskyldige i de forbrydelser, man ser ske mod sin side.

Almindelige mennesker ender som statister
Ofte er de højstråbende endda slet ikke personligt involveret i nogen af siderne, men føler sig pludselig så involveret alligevel, at de opnår en selvsuggestion i deres udbrud af retfærdig harme, der gør det umuligt at have en rolig anstændig dialog med dem.

På den måde har jeg oplevet en amerikaner med tyske rødder skrige mig ind i fjæset, at jeg havde stjålet hans land og slagtet hans familie. Det er en sær fornemmelse, underlig oplevelse, men af diverse årsager oplevede han sig selv så viklet ind i palæstinensernes sag, at han blev ét med dem.

På sin vis er indlevelse en god ting, sympati gør at vi bedre kan forstå, hvad den anden oplever.

Men når det bliver religiøst, som jeg føler, at det ofte gør, så glemmer vi de mennesker, der ikke har noget at sige, ikke har noget valg i forhold til, om de vil deltage i dette eller ikke; de almindelige skæbner, som ender som belejlige statister i et skuespil, der styres af en masse folk, der ikke personligt har noget involveret, selv når de tilhører den ene eller den anden gruppe.

Sirenerne skreg ud over Jerusalem
Jeg ved ikke om jeg vil sige, at jeg selv pludselig blev en af disse almindelige skæbner, men min kone og hendes børn er. Vi oplevede vores første raketangreb i fredags, da sirenerne pludselig begyndte at skrige deres sjæleskærende skrig ud over Jerusalem og omegn. I et sekund stod alt stille, mine øjne søgte min kones og erkendelsen af, at dette ikke bare var endnu en øvelse, men at dødens budbringere rent faktisk var på vej mod vores hjem.

For første gang var Jerusalem også inden for rækkevidde. Det er en oplevelse, jeg ikke vil komme til at glemme. Få fat i børnene, løbe ned mod beskyttelsesrummet, se naboernes ansigter, børn der skriger og græder, mest fordi de mærker forældrenes chok og frygt.

Som vi sad dér, krøbet sammen, ventende på nedslaget, følte jeg mig hjælpeløs. Der var intet, jeg kunne gøre, bare vente på, at raketten ramte og vi ville finde ud af, om vi havde overlevet. Denne gang, Gud ske tak og lov, blev ingen ramt. Og indtil videre i denne omgang - er det den eneste gang, vi har oplevet denne frygt.

LÆS OGSÅ: Gaza mellem våbenhvile og invasion

For Tel Aviv er det blevet en daglig begivenhed, for befolkningen i syd er det en oplevelse, der er permanent; de har sjældent mere end en times fred. For palæstinenserne i Gaza er det værre.

Vi brød sabbatten for at give børnene ro
Om aftenen havde vi rykket madrasserne ind i stuen, så vi kunne sove sammen og være klar til at løbe til beskyttelsesrummet så hurtigt som muligt, skulle der blive sendt flere raketter mod os. Vi brød for første gang sabbatten og tændte for fjernsynet, så børnene kunne få tankerne væk.

Da vi endelig gik til ro, havde vi svært ved at falde i søvn. Min kone, fordi hun var bange for at blive vækket af sirener, jeg fordi jeg var bange for, at vi ikke ville blive vækket af dem, skulle vi blive angrebet igen. Da min kone og børnene endelig faldt i søvn, lå jeg og betragtede dem. Tænkte. Funderede.

Hvordan ville jeg føle det, hvis vi havde været i Gaza i stedet? Hvis jeg havde ligget og betragtet min kone og børn i Gaza City, velvidende, at der intet var at gøre, hvis et missil ville ramme vores hjem?

I Gaza er al snak om 15 sekunder, 30 sekunder, 60 sekunder, 90 sekunder ligegyldig, der er ingen sirener til at advare. Du ved, at missilerne falder, i det øjeblik, de falder. Og selv hvis du vidste, hvor skulle du løbe hen? Der er ingen beskyttelsesrum, du kan bare sidde og vente, håbe, at du ikke er for tæt på målet for missilerne.

Hadsk retorik fra folk i sikkerhed
Dagen efter modtog vi opkald fra bekymrede venner i Norden. Både arabere og jøder. Min kone er bestyrelsesformand i en organisation kaldet Naim bShalom, Moving in Peace, der forsøger at bringe arabere og jøder sammen via stageart. Det er disse initiativer, vi har brug for, ikke eskaleringer af vold. Ikke diskussioner om, hvem der er de onde.

Vi oplever i disse dage en modbydelig udvikling af hadsk retorik på internettet, en retorik, der alt for sjældent bliver reageret imod af de, der ellers er af den samme gruppe. Af folk der er ansvarlige for, hvordan vi udtrykker os. Det er trist og det smerter at se, når man bliver fortalt af folk, der ellers ikke har noget forhold til konflikten, udover en selvbestemt involvering, at man fortjener, hvad der rammer.

Folk der intet ønske har om at styrke forhold, intet ønske har om at handle konstruktivt. Folk der absolut ingen fornemmelse har af, hvad du oplever disse dage. Folk der sidder trygt og sikkert sidder fjernt fra krigen, men alligevel gør alt, hvad de kan, for at optrappe konflikten. Senest har vi set visse toneangivende personer ligefrem opfordre deres tilhængere til at udtrykke deres had så stærkt som muligt.

Vi har brug for ægte dialog-skabende initiativer
Men vi har også oplevet udbrud af reaktioner mod hadet mellem os, især på Facebook, der virker som et forum for de, der ikke længere vil krig, de der vil leve i fred. De, der føler sig ét med den anden side, netop på grund af den smerte, vi begge føler. Palestine-Loves-Israel og Israel-Loves-Palestine er kun to af den slags initiativer, men det er initiativer, der virker, der giver taletid til folk der er trætte af dette, men som ikke bebrejder den anden side.

Nu og da er der folk, der kun bebrejder den anden side, men de mødes med reaktioner af folk, der påpeger at vores side og deres side, i bund og grund er én og samme side.

Jeg ville ønske vi også så den slags initiativer i Danmark og andre europæiske lande, hvor man kunne mødes konstruktivt og arbejde for gensidig forståelse. Der er initiativer af den art, men alt for ofte ender de alligevel med at være initiativer, hvor det forventes at man fokuserer kritisk, og ofte kun med den ene side.

Det er ikke ægte dialog-skabende initiativer, vi har brug for initiativer, hvor man insisterer på, at der er folk der lider på begge sider, at dette ikke er en kamp mellem de gode og de onde, men en kamp mellem de, der vil skabe en bedre fremtid og de, der lader fortiden definere fremtiden.

Vi har brug for initiativer, hvor en palæstinenser kan tale blandt jøder og en jøde blandt palæstinensere uden at skulle frygte fordømmelse eller aggressive reaktioner, selv når det, de siger, ikke falder i god jord hos modtagerne. Den fulde anerkendelse af den anden er udgangspunktet.

Jeg håber, vi må opleve en snarlig varig fred, hvor ledere på begge sider tager deres ansvar alvorligt og insisterer på sammen at arbejde for en bedre fremtid for deres folk.

Peter Kaltoft er studerende, bosat i Jerusalem og panelist ved religion.dk.