Synspunkt

Litteratur og teologi er vævet ind i hinanden

I Matthæusevangeliet lukkes det nysgerrige øje, idet de romerske soldater ved Jesu grav som de egentlige øjenvidner holder det sete for sig selv. Fordi de har ladet sig købe til tavshed af ypperstepræsterne, skriver sognepræst Anders Eyvind Nielsen.

Fortællingerne om Jesu opstandelse i Det Nye Testamente er alle holdt i en fortællende stil, der lukker af for det nysgerrige øje, skriver sognepræst Anders Eyvind Nielsen

”Kan man sige noget om Gud?” spørger nu afdøde biskop Jan Lindhardt i sin fine lille bog, ”Katekismus i Kristendom. Børnelærdom for voksne” (2000).

Svaret er nej, det kan vi faktisk ikke rigtig. Fordi sproget er bundet til tiden. Det ligger i ord og sætninger, at ytringer er henvist til at følge efter hinanden – ”i en tidsrækkefølge” – for at give mening. Alt kan ikke siges på en og samme tid. Selv om der tales længe om det høje, kommer vi alligevel til kort.

Lindhardt citerer Paulus: ”Nu kender jeg stykkevis (…) men da skal jeg kende fuldt ud”. Vi erkender og forstår altså på foreløbighedens betingelser.

Vi er dog ikke helt fortabte. Lindhardt nævner, at man med mystikkernes oplevelser i det mindste nok kan ane, ”hvorhen det bærer”. Han peger også på, man altid kan sige, hvad Gud ikke er. Hvis man for eksempel siger, Gud er en person, så er han ikke gjort af stof eller biologisk materiale.

Læs også: Kunsten kan vise os den opstandelse, vi ikke forstår 

Endelig og nok så interessant i vores sammenhæng nævner Lindhardt, at vi kan gå samme vej som Jesus: skabe billeder og fortællinger. For eksempel, ”Gud er ikke en sædemand, en konge, en vingårdsejer”. Til gengæld kan ”disse figurer (…) ved hjælp af fortællingen alle blive billeder på det, som kun kan udtrykkes i billeder, nemlig Gud selv”.

Lindhardt konkluderer: ”litteratur og teologi er derfor vævet tæt ind i hinanden”. Et godt eksempel på det, er fortællingerne om Jesu opstandelse i Det Nye Testamente. De er alle holdt i en fortællende stil, der lukker af for det nysgerrige øje.

Tag for eksempel Markusevangeliet, der regnes for det ældste evangelieskrift. Det slutter helt uventet med, at kvinderne, der kommer til graven for at salve Jesus og kun får øje på en ung mand klædt helt i hvidt, flygter bort i panik uden at sige noget til nogen.

I de senere tilføjelser har Jesu nærmeste svært ved at tro deres egne øre, at ”Jesus levede”. Til sidst må den opstandne selv træde til for at vende disciplenes skepsis til mission med tale, tegn og undere. 

Læs også: Selvfølgelig "kan" man ikke tro på opstandelsen

I Matthæusevangeliet lukkes det nysgerrige øje, idet de romerske soldater ved Jesu grav som de egentlige øjenvidner holder det sete for sig selv. Fordi de har ladet sig købe til tavshed af ypperstepræsterne.

Til gengæld giver den opstandne sig til kende over for sine egne, så det vækker glæde. Skønt nogle, der tilbad Jesus, tvivlede, bemyndiges de dog alle til at gå ud i verden og gøre ”alle folkeslagene til [Jesu] disciple”, idet det sker med løftet, ”og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.

Også i Johannesevangeliet er det ligeledes ikke det nysgerrige øje, men troens, bekendelsens og forkyndelsens ’øje’, det kommer an på. Som i fortællingen om den tvivlende Thomas, manden der ikke ville tro uden først at få syn for sagn. Det får han, men med følgende hilsen af den johannæiske Jesus: ”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror”; her med tydelig adresse til læserne, der ligesom alle vi andre må nøjes med at håbe på det, vi ikke har set.

Læs også: Thranholm: Dansk kristendom lider af lede ved det hellige

Lukasevangeliet, det yngste evangelieskrift, slutter med at lade påskedag og Kristi himmelfartsdag udgøre henholdsvis begyndelsen og slutningen på den dag, hvor den opstandne på eget initiativ bliver erkendt i Emmaus. Ikke ved hjælp af skriftstudier, men ved at takke Gud for brødet åbner Jesus apostlenes øjne. Altså i en gudstjenestelignende situation erkendes den opstandne for i næste øjeblik at åbenbare sig for de øvrige apostle i Jerusalem.

Også Paulus, der skriver sine breve nogenlunde midt mellem påskemorgen og det første evangelieskrift, henviser til lignende visionære oplevelser. De nytestamentlige skrifter har altså ikke meget til fælles med reportager i en avis. De er langt mere på linje med prædikener i en kirke.

Anders Eyvind Nielsen er sognepræst.