Jesus bar vores skyld og Guds straf
"Langfredag er både en sorgens og en glædens dag", skriver Pastor Magnus Nørgaard Sørensen
At opleve et barn komme til verden er umiddelbart mere livsbekræftende end at se et menneske dø under store smerter. Derfor er det også mere glædeligt at være til fødselsdag end til begravelse. Måske er det derfor, julen betyder mere end langfredag for mange mennesker. Julen er en glædesfest, hvor vi fejrer, at Gud blev menneske. Og i et afkristnet samfund er den blevet en forbrugsfest, hvor man fejrer sig selv og sine behov.
Men i evangelisk-luthersk kristendom er julen ikke den vigtigste højtid i kirkeåret. For Gud blev menneske med et ganske bestemt formål: at opfylde Guds krav til os samt lide og dø som vores stedfortræder under Guds dom og vrede. Kun et menneske kunne betale for mennesker. Og kun Gud kunne betale for alle mennesker til alle tider og forsone Gud. Det var derfor, Gud måtte blive menneske.
Paulus skriver i 1. Korinthebrev kapitel 2 vers 2: '...for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.' Hele den kristne tro kan ifølge Paulus sammenfattes i dét, der skete på korset.
Langfredag minder os altså om to ting: For det første minder den os om vores synd og Guds straf over synden. Døden er nemlig ikke en fremmed magt, som Gud måtte overvinde eller snyde. Nej, Gud er hellig og almægtig og menneskehedens dommer. Døden og helvede er Guds straf over menneskeheden, som har gjort oprør mod ham.
Langfredag fortæller os, at vi er ansvarlige og skyldige overfor Gud. Men den fortæller os også, at vi ikke er i stand til at betale. For vi kan hverken gøre vores synd god igen eller bære dens straf. Det er den negative side af Langfredag.
For det andet minder langfredag os om, at Jesus har båret vores skyld og Guds straf. I den Augsburgske Bekendelse, som er det vigtigste lutherske bekendelsesskrift, står der i den artikel 3 om Jesus: ... i sandhed pint, korsfæstet, død og begravet for at forsone Faderen med os og for at være offer ikke blot for arveskylden, men også for alle menneskets gerningssynder.
Ham, der skulle dømme os, har påtaget sig at bære den straf, han har idømt os, som der står i en salme: Ej mer du gruer for dommedag / du ved din dommer har ført din sag / og fra sig selv den vundet. På den måde forenes Guds hellighed og Guds kærlighed til os mennesker.
Ved at tage vores straf skaffede Jesus tilgivelse for vores overtrædelser, som profeten Esajas forudsagde: Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. (Esajas' bog kapitel 53, vers 5).
Jesus mærkede langfredag Guds vrede svarende til, hvad alle mennesker ellers ville mærke i helvede til evig tid. På samme tid overgav Gud ham til menneskers mishandling, tortur og henrettelse, så han også bar dødens straf som vores stedfortræder. Og da Jesus havde lidt råbte han det er fuldbragt, fordi han nu havde betalt, hvad mennesker skylder Gud. Påskemorgen kvitterede Gud ved at rejse Jesus fra de døde og dermed benåde verden.
Ved sin lidelse og død har Jesus forsonet Gud med os og vundet tilgivelse og evigt liv for alle mennesker. Dermed har han banet vej for at vi kan blive Guds børn, når vi tror på, at Gud tilgiver os vores synder, fordi Jesus har betalt straffen for dem. Den, der tror dette, bliver frelst fra evig fortabelse.
I den Augsburgske Bekendelse artikel 4 står der om dem, der bliver frelst ved troen, at de frelses når de tror, at de bliver taget til nåde, og at synderne forlades for Kristi skyld, for hans skyld, som ved sin død gjorde fyldest for vore synder.
På den måde er Langfredag måske den vigtigste dag i det evangelisk-lutherske kirkeår. Det er en sorgens dag, hvor vi tænker på vores synder, som førte til, at Guds søn måtte lide og dø. Derfor er den liturgiske farve sort på denne dag. Men det er er også en glædens dag, fordi Jesus betalte alt, hvad vi skylder. Og påskemorgen fejrer vi derfor, at alt er betalt og at Gud har benådet os ved at oprejse Jesus fra de døde.
Magnus Nørgaard Sørensen,
Pastor i Augustanakirken