Jesus gjorde op med de borgerlige familieværdier

Der er ikke tvivl om, at Jesus i liv og lære satte spørgsmålstegn ved heteronormativiteten, skriver Karen Larsen. Foto: Arkivfoto

Her på www.religion.dk kan man læse et ganske interessant engelsksproget debatindlæg skrevet af en vis Filip van Laenen. (Den nordiske kirkes glidebane)

Han er tydeligvis overordentlig forarget over, at den norske pendant til Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske har foreslået, at den Norske Kirke skulle indføre en kvota for homoseksuelle præster.

Det specielle er ikke, at han kommer med mærkværdige påstande om, at der så også skulle indføres kvotaer for ateistiske eller muslimske præster indenfor de nordiske lutheranske kirker.

Sådanne glidebaneargumenter er vanlige blandt dem, der ser det som en kristen dyd at foragte homoseksuelle og afspejler blot deres forkvaklede teologi.

Filip van Laenen hævder ved sin absurde sammenligning, at accept af homoseksualitet er det samme som ateisme og muslimsk tro.

Hvis man altså ikke mener, at kristendommen er en lovreligion, hvor man skal følge en række bestemte regler for at opnå frelse, så er man ifølge ham ateist eller muslim. Og det burde enhver med indsigt i lutheransk kristendom jo nok kunne se er det rene ævl.

Nej, det interessante er, at Filip van Laenen mener, at kristendommen skal være for hvide heteroseksuelle mænd. Især mht. Jesu seksualitet har han et stort behov for at slå "kendsgerningerne" fast: "Two thousand years ago, Christianity was founded by a young, religious Jewish man. If He took his religion seriously (and if there is any truth in The Da Vinci Code) Jesus was a heterosexual."

Nu er det jo i sig selv bemærkelsesværdigt, at Filip van Laenen føler behov for at inddrage Da Vinci koden som et bevis for sine påstande, men det passer fint med en trend, som er ganske stærk i denne tid, og som kort fortalt går ud på at bringe Jesu liv og lære i overensstemmelse med den heteroseksuelle norm, der, indenfor den moderne kvinde-kønsforskning, går under betegnelsen "heteronormativiteten".

Heteronormativiteten går ud på, at den heteroseksuelle seksualitet og kønsidentitet er den eneste rigtige.

Det er heteroseksualiteten, og kun den, der er villet af Gud og/eller naturen og det er kun den, som skal kunne opnå anerkendelse i samfundet og/eller kirken. Heteronormativiteten afspejles i alle mulige og umulige sammenhænge, det være indenfor lovgivningen, reklamebranchen, vores måde at omgås hinanden på eller den opdragelse, som det antages, at børn skal modtage plus i utallige andre sammenhænge.

F.eks. sidder jeg med en lokaltelefonbog fra Lolland-Falster foran mig. Dens forside bliver prydet af et billede af et lykkeligt smilende heteroseksuelt par. Nu kan man jo undre sig over, hvad heteroseksualitet har med telefonbøger at gøre. Bliver man heteroseksuel af at telefonere, eller har heteroseksuelle måske et særligt behov for at telefonere?

Men svaret er nok at telefonbogens illustration hænger sammen med en hel anden problemstilling, nemlig den, at mange heteroseksuelle har et ekstremt behov for at udstille deres seksualitet i alle mulige sammenhænge og for at få den bekræftet hele tiden. Og det er i denne sammenhæng, man skal se påstanden om at Jesus var heteroseksuel.

Dem, der hævder, at Jesus i virkeligheden var gift med Maria Magdalena eller at han naturligvis kom til verden på naturlig vis prøver i virkeligheden at presse Jesus ned i den heteroseksuelle norm, der ikke kan tåle den udfordring at Jesus ikke levede efter den.

Nu er det i sig selv absurd at påstå, at Jesus var heteroseksuel al den stund, at de seksuelle identiteter "heteroseksuel" eller "homoseksuel" slet ikke fandtes på hans tid.

Men der kan ikke være nogen tvivl om at Jesus i liv og lære satte spørgsmålstegn ved heteronormativiteten.

Først og fremmest fravalgte han det, som vi i dag kunne kalde den heteroseksuelle livsstil. Han fravalgte allerede ved sin undfangelse den af den heteroseksuelle norm fastlagte vej, idet han fravalgte at lade sig undfange via et heteroseksuelt samleje indenfor et ægteskab mellem en mand og en kvinde og i stedet valgte at lade sig undfange via en guddommelig version af den kunstige befrugtning udført på en kvinde, der end ikke var lovformeligt gift med en mand på undfangelsestidspunktet.

Og som voksen fravalgte han at gifte sig med en kvinde og få børn og valgte i stedet at leve i cølibat. Dermed brød han med den jødiske religion, der hverken kender til jomfrufødsler eller accepterer cølibat, så der kan ikke være nogen tvivl om, at Jesus ville fortælle os noget væsentligt med sine livsvalg, nemlig det, at ægteskabet mellem mand og kvinde ikke er vejen til Gud eller den eneste rigtige måde, at leve på.

Det passer også fint med hvad han ellers sagde.

Jesus gjorde det f.eks. klart, at han ikke tillagde hans menneskelige familie nogen særstatus. (Mark. 3,33-35 mfl.) Familieværdier, det var ikke hans kop te. På samme måde så er hans omtale af ægteskabet i Matt. kap. 19 på ingen måde et udtryk for at han velsigner denne institution eller forbeholder den forskelligt kønnede par. Det, han siger her, er i stedet, at mænd ikke har lov til at behandle deres koner som et par sutsko, man kan smide væk når det passer en, sådan som Moseloven ellers gav dem lov til.

Dermed fratog han mændene deres magt over deres hustruer og undergraver dermed en af heteronormativitetens grundpiller, nemlig mændenes magt over kvinderne.

Derfor udbryder hans disciple da heller ikke i et "hvor er det godt at du bakker op om ægteskab og familie, disse samfundets støtter" men siger i stedet, rystede i deres grundvold, "hvis mandens forhold til kvinden er sådan, er det bedre ikke at gifte sig." (Matt. 19,10)

Jesu helhedssyn på ægteskabet fremgår tydeligt af Matt. 22,20: "I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen". Når Guds rige kommer i dets fylde, når Guds plan med hans skabning bliver virkeliggjort, ja da vil der ikke være noget ægteskab og heller ikke nogen heteronormativitet mere, idet seksualitet og køn vil være ophævet.

Da vil vi i stedet kunne leve efter vores sande potentiale som Guds elskede børn uafhængigt af så forgængelige og jordiske forhold som kønsmæssig og seksuel identitet.

Når Jesus fravalgte den heteroseksuelle livsstil og sætter spørgsmålstegn ved dens normer betyder det naturligvis ikke, at han ikke elsker de heteroseksuelle. Også de er hans børn og også de modtager hans nåde og velsignelse. Derfor er der heller ikke noget galt i at kirken velsigner forskelligt kønnede par, nej det er i stedet en rigtig god ide at sikre sig, at også de hører evangeliet.

Men de heteroseksuelle er på ingen måde Guds eneste børn og de har ingen privilegier i forhold til hans kærlighed.

Det er nemlig ikke vores kønsidentitet eller seksualitet, der frelser os, men i stedet troen på at Jesu har frelst os uafhængigt af hvilke identiteter og livsstile, vi har.

Karen M Larsen
Cand.mag og underviser i religion