Jesus kæmpede ikke for at beskytte institutioner

Ricardt Riis bryder sig, hvad der fremgår af hans indlæg her på religion.dk, tydeligvis ikke om, at bibelske tekster kan bruges til at sætte spørgsmål ved heteronormativiteten, et begreb, som han i øvrigt tydeligvis synes er kunstigt og uden værdi.

Men lad mig først se på hans enkelte anker før jeg tager selve problematikken om heteronormativiteten op.

Ricardt Riis skriver, at "Det er kun Matthæus og Lukas, der beretter om jomfrufødslen. Og når man stilles overfor disse beretninger, må man naturligvis spørge: Hvad vil mon Matthæus og Lukas sige med det? Svaret er for mig at se, at de vil sige det samme, som legenderne om Buddhas undfangelse: I dette menneske har vi med noget at gøre, der er guddommeligt. Det samme siges andre steder i evangelierne, for eksempel ved Jesu dåb (Mark. 1,11 og paraleller) og ved forklarelsen på bjerget (Mark. 9,2-8 og paralleller)."

Nu er Buddha ifølge buddhismen ikke guddommelig, for guder er ikke noget, som buddhismen opfatter som interessante eller betydningsfulde, i stedet vil Buddhalegenden vise, at Buddha kunne vælge sine forældre frit, hvad vi andre, der er styret af vores karma, ikke kan.

Men er jomfrufødslen nu en nødvendig historie for at understrege Jesu guddommelighed? Næppe, for historien om Jesu dåb hos Markus, som Ricardt Riis selv henviser til, tolkes af mange bibelforskere som om at Jesus først her bliver guddommelig via en art guddommelig adoption. Og generelt havde Jesu vel også kunnet vælge en anden vej ind til verden end jomfrufødslen, hvis det var det, han ville?

Derfor bliver Ricardt Riis' følgende påstand også noget tynd: "Og det kan altså ikke på nogen måde sandsynliggøres, at hverken Matthæus eller Lukas har villet give udtryk for nogen negativ holdning til det heteroseksuelle samleje, endsige for, at jomfrufødslen er et udtryk for Guds fravalg". Se hvorfor kan det nu ikke det? Her savner jeg nogle argumenter!

Som jeg tidligere har været inde på, så kan vi hos både Matthæus og Lukas finde en ægteskabskritisk holdning (Matt. 22,23-30; Luk. 20,27-36; Matt. 19,12), en holdning, der er endnu mere tydelig hos Paulus, som de sandsynligvis har kendt. Kirkefædrenes kollektive kritiske holdning til ægteskab og seksualitet er faktisk ikke ubibelsk eller ulogisk i forhold til, hvad man kan finde om ægteskabet og det seksuelle begær i Det Nye Testamente, men lige præcist det glemmer de, der elsker at bruge et par citater fra Bibelen mod homoseksuelle, altid.

Ricardt Riis misforstår mig godt og grundigt, når han påstår, at jeg skulle påstå, at Matt. kap. 19 skulle være en begrundelse for det homoseksuelle ægteskab. Det er nemlig ikke det, jeg siger. Det, jeg siger, er, at teksten ikke handler om, at Jesus bekræfter og velsigner ægteskabet og gør det til et heteroseksuelt privilegium, sådan som det ganske ofte hævdes i debatten om et velsignelsesritual for homoseksuelle par.

For mig at se handler teksten tydeligvis om at Jesus vil beskytte hans samtids kvinder mod at lide overlast, og hans inddragelse af skabelsesberetningerne skal ses som et udtryk for, at han ser kønnene som lige og mener, at manden i hans samfund har et ansvar for den kvinde, han er gift med. Jeg tror ikke, at Jesus kæmper for at beskytte institutioner, hvilket fremgår tydeligt af hans lære om sabbatten, men at han kæmper for at beskytte mennesker.

Jesus har menneskeligt set ikke kendt til den moderne tids idé om homoseksuelle og heteroseksuelle. Ej heller ser vi ham tage eksplicit stilling til, hvorvidt seksuelle relationer mellem to af samme køn er acceptable eller ej.

Dog kunne man godt se historien om helbredelsen af den romerske officers tjener, eller nok bedre sagt slave, som vi finder i Matthæus 8,5-13 og Lukas 7,1-10, som en art accept af et homoseksuelt forhold mellem officeren og slaven. Det var nemlig meget almindeligt, at datidens romerske officerer (der ikke måtte være gift så længe de var udstationerede) havde et seksuelt forhold til deres mandlige husslave. I så tilfælde kunne man se Jesu helbredelse af slaven som et udtryk for at han ikke har noget problem med deres forhold, ja at han faktisk giver det sin velsignelse.

Med hensyn til heteronormativiteten er det vel sådan, at man, når man ikke lider under den, i sagens natur kan føle, at den slet ikke findes, på samme måde, som mænd jo også ofte mener, at alt det der om mænds undertrykkelse af kvinder er noget værre snak. Ja, man får det indtryk, at undertrykkelse i Ricardt Riis horisont kun er noget, som forekommer indenfor islam. Han mener tydeligvis, at homoseksuelle ikke bør beklage sig, når de tæskes, fratages rettigheder og omtales som syndere og syge. Herregud, synes han at sige, hvad er problemet med det? Hvis homoseksuelle forsøger at gennemskue det system, der muliggør forfølgelsen og undertrykkelsen af dem på samme måde, som når kvinder forsøger at gennemskue det system, der muliggør kvindeundertrykkelsen, ja så går de for vidt.

Endnu mere går de tydeligvis i Ricardt Riis optik for vidt, hvis de forsøger at se, om de kunne finde inspiration i Bibelen og i kristendommen generelt for deres kamp mod undertrykkelsen. At tro, at Gud skulle solidarisere sig i deres kamp for retfærdighed, er nemlig helt ude i skoven for en Ricardt Riis. Han mener jo, at Jesus, der levede i en tid, hvor det var gifte, rige, fromme og jødiske mænd, der sad på magten, ikke ville sige noget som helst med, at han levede som ugift, uden ejendom og at han rakte hånden ud til kvinder, offentlige syndere og ikke-jøder.

Karen M. Larsen,
cand.mag.