Julekalender i nordlys
JULEKALENDER: I stedet for at begræde, at det ikke endnu en gang er Jesus og Josefine, der ruller over skærmen, bør man med Grundtvig overveje, om ikke Nordens mytologi kan bruges som afsæt for det sande juleevangelium
Jublen over, at TV 2 i 2003 sendte julekalenderen "Jesus og Josefine", ville nærmest ingen ende tage. Dog kølnedes min begejstring et par grader ved, at TV 2 i år vil benytte den nordiske mytologi som udgangspunkt for en julekalender, men ved nærmere eftertanke må jeg nok erkende, at skylden delvis er min egen.
Igennem mange år havde vi nemlig fra KLF, Kirke & Mediers side over for enten DR eller TV 2 ytret ønske om, at der måtte blive sendt en julekalender, som fortalte om, hvorfor vi fejrer kristen jul. Da de rette betingelser var for hånden, da de nødvendige personer var til stede, blev en sådan julekalender lavet effektivt, professionelt og fascinerende. Julekalender-genren blev løftet op over det banale julenisse-hyggeri. Det var helt fantastisk at se, hvordan meget vigtige, men ret så tunge, temaer som fristelse, synd, korsfæstelse, bøn, helbredelse og død blev indlejret i julekalenderen.
Netop derfor blev "Jesus og Josefine" TV 2's største julegave nogensinde til kirken og de kristne i Danmark.
Jesus var på alles læber. Vi skulle blot pakke gaven ud og række den videre: Vil du vide mere om Jesus, så kom i børneklub, søndagsskole, familieaften med mere. Jeg håber virkelig, at kirken fik fulgt op på den Johannes Døber-gerning, som TV 2 gjorde ved at række os knagen, hvorpå vi kunne hænge forkyndelsen af Jesus som verdens frelser: "Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!" I løbet af de 24 afsnit banede og jævnede TV 2 vejen ved at få fortalt store dele af de nytestamentlige beretninger garneret med humor, aktuelle kommentarer og almenmenneskelige fænomener.
Den nordiske mytologi rummer også en mængde godt fortællestof, som egner sig til at blive fortalt i tv; og TV 2 vil fortælle historier. Om det er om nisser, trolde, engle, Jesus eller de nordiske guder, er mediet ligegyldigt. Det skal så ses i sammenhæng med, at "Jul i Valhal" vil blive formidlet ind i en kultur, hvor tendensen er, at særdeles meget er lige gyldigt. Religion er oppe i tiden, men jo mere individuelt, det kan skrues sammen, des bedre. Den ene religion kan være lige så god som den anden, blot den giver en oplevelse. Så man snupper lidt her og napper lidt der i det religiøse supermarked.
Altså står den kristne menighed over for en stor udfordring, når familien Danmark ser "Jul i Valhal". Det bliver en knap så banet og jævnet vej, der skal følges, som i tilfældet "Jesus og Josefine". Nu kommer det nemlig ikke kun til at gælde om at bygge oven på et velkendt fundament af bibelhistorie, men om at pege videre fra nordisk mytologi til evangeliet om Gud, der blev menneske for at frelse sin faldne skabning.
Grundtvig tog også afsæt i den nordiske mytologi, som han kaldte "Nordens Gamle Testamente", for at forklare, hvad sand kristendom er. Han genfortalte, gendigtede og tolkede til oplivelse for at kunne forkynde til tro. Mange, mange tusinde danske børn vil givetvis se julekalenderen, så der vil være et oplagt tilknytningspunkt.
Ganske vist er det vanskeligt at forestille sig Odin, Thor og de andre fra det nordiske gudeparnas indgå i for eksempel juleafslutninger for børnehaver eller skoler, i juleaftensprædikenen eller i forbindelse med afholdelse af juletræsfester. Spørgsmålet er dog, om den forkyndelsesmæssige opgave er så meget anderledes, end når man tager afsæt i andet kendt stof – det være sig "Pyrus", "Bananer i pyjamas", "Kaj og Andrea" eller "Bamse og Kylling". Så derfor denne opfordring til kristenfolket: Se "Jul i Valhal" og vurder, om ikke den kan bruges som afsæt til at fortælle det sande juleevangelium.
Lars Peter Melchiorsen,
Landsformand i KLF, Kirke & Medier