Vinterklassiker

Julen er en hedensk fest

Oprindeligt var julen i Danmark en solhvervsfest.Og flere elementer i julen i dag er heller ikke kristne - f.eks. har den gamle gårdnisse overlevet. Her ses nissen i en svens udformning. Foto: Scanpix

Formanden for asatro-samfundet i Danmark fejrer julen som en solfest med samvær, solhjul-småkager og mjød. Hun ærgrer sig over, at skolebørn skal slæbes med i kirke

Sidste år udsendte jeg på vegne af Forn Sidr en pressemeddelelse med titlen Julen er en hedensk fest. Det er naturligvis en sandhed med modifikationer, for julen er i virkeligheden et sammensurium af mange forskellige elementer og traditioner.

Når vi alligevel tænker på julen som en hedensk fest først og fremmest, skyldes det ud over vores egen overbevisning, at vi i hvert fald har lidt svært ved at se, hvorfor den ofte kaldes en kristen fest.

Dels er den kristne fejring i december lagt oven på langt ældre traditioner, dels er det vores oplevelse, at den almindelige dansker foretrækker nisser og madorgier frem for salmer og krybbespil.

Mærker årets gang

Jeg mener uden overhovedet at inddrage historiske betragtninger eller kilder, at en folke- og familiefest i den mørke tid og således i trit med årets gang er hedensk i selve essensen.

Som asatro lever jeg selv som bymenneske i 2008 i konstant føling med naturens gang, årstiderne, månen og solen. Og netop solen går min største hyldest til, når det er mørkest og koldest. For det moderne bymenneske er der ikke i samme grad som for selvforsynende nordboer for hundreder af år siden tale om en præsent nødvendig opretholdelse af livet i kraft af soldyrkelsen. Men kom solen og varmen ikke igen, var vi i seriøse problemer.

Derfor fejrer vi solen, derfor holder vi i december fest med guder og mennesker.

To julefejringer

For mit eget vedkommende har jeg to julefejringer. Den første som asatro, soldyrker og religiøst menneske, den anden som borger i Danmark og familiemenneske.

Med mine asatro frænder koncentrerer fejringen sig omkring vintersolhverv d. 21. eller 22. december. Vi mødes typisk i naturen og holder et blót (vores ritual, hvor vi som oftest står i en cirkel, ofrer mad eller personlige genstande, drikker mjød eller andet af et horn, der passerer fra deltager til deltager og taler, synger og mærker verden sammen), hvorefter vi sammen holder en julefest, hvor vi spiser og drikker godt og nyder hinandens samvær.

Med familie og venner holder jeg derudover en jul, man kunne kalde en sekulariseret jul. Der er mange gode grunde til at mødes med de nære og kære, når man alligevel har fri og alle de andre gør det.

Den 24. december betyder ikke noget

Den store forskel på mig og de fleste andre er nok, at lige præcist datoen d. 24. december ikke har nogen særlig betydning for mig. Jeg kommer gerne, når jeg bliver inviteret til familiemiddag denne dag, og jeg giver min søn gaver både til solhverv og juleaften og lader en ekstra del hygge falde på denne dag, så han kan glæde sig til det sammen med sine kammerater, men personligt ser jeg julen som en periode med kulmination ved solhverv, ikke som en juleaften, man bygger op til, eller som er særligt hellig.

Jeg nyder at bage småkager formet som for eksempel solhjul eller thorshamre, at tænde lys og at hygge lidt ekstra fra engang i november og et par måneder frem. Jeg kan lide, at der er glögg og pebernødder, hvor man kommer frem, og at folk tænker på hinanden og giver gaver til nær og fjern, selv om jeg personligt synes, at denne side af den moderne jul let bliver overfladisk og kommercialiseret, hvis man ikke husker at have sig selv med i det, og at det er tanken og ikke prisen, der tæller.

Jeg holder altså meget af juletiden, selv om min personlige smag og religiøsitet gør, at jeg navigerer uden om engle, jesusbørn og adventskranse. Det er en kilde til frustration, at kristne elementer presses ned over også ikke-religiøse eller folk med andre religioner, som for eksempel når skolebørn slæbes med i kirke eller skal synge kristne julesange.

Men de hedenske eller i hvert fald ikke-kristne dele af julen fylder heldigvis langt mere. Mange af vores traditioner er jo ganske nye, såsom juletræet og julemanden, men de bliver i mine øjne ikke dårligere af den grund, lige som de røde nisser også er meget søde, selv om de i mine øjne ikke ligner deres vætte-oprindelse særlig meget.

Traditioners snærende bånd

Jeg tror, at mange danskere anno 2008 er jule-eklektikere: de tager det, de kan bruge, og fravælger det, de ikke kan om de så er meget bevidste om det eller ej, og det er et vigtigt skridt på vejen mod at smide alle de kristne bånd, som stadig ligger over julen fra mange sider.

Generelt kunne jeg altså ønske mig, at flere mennesker blev sat fri af det kommercielle juleræs og af snærende traditioner. Det er mit indtryk, at mange familier holder krampagtigt fast i traditioner, de ikke kan forklare, hvorfor de holder fast i, og at mange kunne ønske sig en mere afslappet og fri julefejring, men ikke tør foreslå ændringer af frygt for familiens reaktion.

Mange ville blive lykkeligere af at turde droppe behagesyge og vanetænkning i julen såvel som i hverdagen, og jeg kunne også ønske for andre, at de mærkede solens og årets gang så intenst og lykkeligt som jeg, for det får jeg i hvert fald personligt en grounding og en styrke ud af, som jeg ikke ville være foruden.

Linda Nørgaard er formand for Forn Sidr, asa-og vanetrosamfundet i Danmark.