Julen er en huskefest

Vi bør ikke bare have heltene til at stå på vore torve, skriver Poul Joachim Stender i sin juleprædiken.

JULEPRÆDIKEN: Sognepræst Poul Joachim Stender mener, at vi i højere grad bør udstille ondskabens talsmænd som for eksempel Saddam Hussein, Hitler eller den lede kong Herodes

JULEPRÆDIKEN

Jeg kunne godt tænke mig at få stillet en statue op i Kirke Saaby af en ulækker djævel. Og ude i min have kunne der sagtens blive plads til en statue af Hitler. Og hvis jeg havde været smart, kunne jeg for nylig have købt den statue, som amerikanerne rev ned af Saddam Hussein.

Min biskop Jan Lindhardt har været på en rejse i USA. Og for nylig skrev han i Roskilde Stiftsavis, at han havde besøgt en meget rig amerikaner, der havde sin park fuld af statuer af verdens diktatorer. Da Lindhardt meget forundret spurgte om, hvorfor han havde det, svarede millionæren, at det var en måde at huske sig selv og andre på verdens ondskab.

Manden har ret! Vi har en tendens til – og i høj grad i julen – udelukkende at afbilde det gode. Det vrimler med plastikhyrder og engle og det lille Jesus-barn og Maria og Josef og de hellige tre konger. Men vi glemmer at udstille ondskaben. F.eks. den lede kong Herodes der, kort tid efter Maria havde født, forsøgte at få dræbt Guds søn.

Der er altid noget, der truer kærligheden. Vi må ikke glemme det ved at slette ondskabens figurer og bare have heltene til at stå på vore torve. Derfor er det fint, at man har bevaret koncentrationslejrene som museum, så man kan huske, hvor onde vi mennesker kan være mod hinanden.

Og derfor rammer det lige i plet, at der mellem de to juletræer ved alteret hænger et menneske på et kors og lider. Det er Jesus, 33 år efter han blev født i stalden i Betlehem. Vi ser på ham og husker på, hvor sart og truet kærligheden er, og hvor lidt der skal til, før vi opfører os som dumme svin.

Jeg vil ikke juleaften ødelægge en god stemning i kirken. Vi skal først og fremmest fejre, at Jesus er kommet til verden. Men det er også uhæderligt, at vi i kirken juleaften lukker øjnene for ondskaben, fordi vi ikke vil miste appetitten til den brune sovs, der om lidt vil fosse ned af vore mundvige.

Se nu vort gaveorgie i aften. I Fanefjord kirke på Møn er der et kalkmaleri, hvor man ser Maria holde om sit nyfødte barn. Ved siden af er Josef. Han ligger ikke på knæ og beder til Gud eller farer rundt og snakker med englene. Han er i gang med at koge suppe. For han ved, at det er lige præcis det, Maria ønsker sig efter en lang rejse fra Nazareth til Betlehem og efter en hård fødsel. Suppe.

I Kirke Saaby kirke er der også et kalkmaleri af Jesu fødsel. På det billede sidder Maria med det lille barn på skødet, og foran hende står de tre vismænd. De er kommet med gaver til hende. Guld, røgelse, myrra. Men helt ærligt. Hvad skulle hun bruge det til? Det hun havde brug for var Josefs suppe eller bleer eller en barnevogn eller en amme-bh eller tjære-salve til røde barnenumser.

Nogle gange har jeg købt alle mine julegaver til mine børn på Statoil-tanken i Hvalsø. Det er den eneste butik, der juleaften er åben efter den sidste gudstjeneste. Men i år har jeg været i god tid, fordi ungerne ikke længere gider have kølervæske og vinduesviskere til biler, som de først får råd til at anskaffe sig om mange år. Så jeg har købt en masse andet skidt, som jeg ved, de heller ikke har brug for. Problemet er, at de har alt undtagen plads på deres værelse til flere ting.

I aften vil vi alle sammen opleve at få en masse unyttige ting, som vi slet ikke har ønsket os. Måske en elektrisk is-shaver der kan barbere små fikse stykker af store isklumper. Jamen, er det ikke præcis det, man har brug for? Eller hvad med et fodbadekar med indbygget massage og Hawai-musik, der spiller nede i det boblende vand. For slet ikke tale om en lille praktisk pincet med gummisugekopper til at fjerne slimede næsehår under en forkølelse.

Det er selvfølgelig, fordi vi vil glæde hinanden, at vi køber alle disse unyttige gaver. Vor lyst til at give er stor i julen. Men tillad mig at spørge om følgende: Hvem er de første iblandt os, der næste år til jul vover et oprør over for vore børn, ægtefæller og vor samtid og tør praktisere, at julen godt kan blive vidunderlig uden de overdrevne bunker af gaver som vi overhoved ikke har brug for?

Julen er ikke en gavefest. Det er en huskefest. Gud huskede os mennesker og blev menneske i Jesus Kristus. Hver gang vi kommer her i kirken, minder han os om, at vi skal huske ham og hinanden for at få et smukt og godt liv. Og det er ikke bare de nærmeste, vi skal huske. Men også de fjerneste. Flygtningene, de sultende og de tørstende, som vi kunne have hjulpet i aften ved at have droppet næsehårsudriveren til 240 kr. eller fodmassageapparatet til 580 kr. eller is-shaveren til 400 kr. og have sendt penge til vore fjerneste medmennesker gennem Folkekirkens Nødhjælp. Vor fantastiske givelyst må nemlig gerne række længere end til familien og vennerne.

Når folk beskylder kirken for at være et museum, ved jeg godt, at de ikke mener det positivt. Men jeg synes, at kirken er et vidunderligt museum. Museum betyder nemlig et sted, hvor man husker. Her i dette rum skal vi på denne aften feste over, at Gud huskede os ved at blive menneske i Jesus. Derfor skal vi også huske hinanden. Både de nærmeste og fjerneste. Og samtidig kan vi kigge op på alterbilledet, hvor den lidende Kristus hænger 33 år efter sin fødsel og huske, hvor lidt der skal til, før vi håner den kærlighed, der kom til os den første jul.

Glædelig jul!

Poul Joachim Stender er sognepræst i Kirke Saaby Kirke