Jøder diskuterer ikke verdens indretning

Vi er skabt af Gud for at hjælpe ham med at gøre skaberværket færdigt, hævder Lene Andersen.

SKABELSE: Den enkelte er frit stillet til at forstå skabelsen og verdens tilblivelse efter bedste evne - bare man opfører sig ordentligt og ikke benægter Guds eksistens, skriver jødiske Lene Andersen

Er jorden blevet til ved en tilfældighed eller ved en skabelse? Religion.dk sætter fokus på skabelsestænkning i de forskellige religioner.

Spørgsmål:

Jeg vil gerne vide, hvilke skabelsestanker man har indenfor jødedommen. Hvilken betydning har de for menneskets tilværelsesforståelse? Hvilken betydning har de for det nutidige menneske? Hvordan bidrager man til børn og unges forståelse for den religiøse vinkel?

Annelise

Svar:

Kære Annelise

Du spørger om "hvilke skabelsestanker man har inden for jødedommen". Gudskelov stiller du spørgsmålet i flertal, for der er et temmeligt bredt spektrum af tanker vedrørende dét spørgsmål. Tidligere har alverdens jøder formentlig været overbeviste om, at himmel og jord, samt alt hvad der findes af liv, blev skabt på de seks dage, som står nævnt i Første Mosebog. Men allerede i "rabbinsk tid" dvs. begyndelsen af den moderne tidsregning, begyndte man at spekulere over beretningen og tolke skabelsesberetningen symbolsk eller poetisk - dog uden at gå alt for dybt i sine spekulationer, da det blev anset for at være "snagen i Guds privatliv".

I stedet har jødedommen altid set fremad og forstået skabelsesberetningen som en vejledning til, hvad tingene er til for. Den er blevet set som en nøgle til at give religiøs og etisk mening, ikke "naturvidenskabelige" forklaringer.

I takt med videnskabens resultater har vores opfattelse så ændret sig yderligere, og beretningen bliver i dag af det absolutte flertal forstået som en poetisk eller symbolsk skildring af et forløb, der har strakt sig over dét tidsrum, som videnskaben kan påvise, at verdens tilblivelse har taget, nemlig omkring 13-14 milliarder år. Dét, som står beskrevet som "dage", opfattes nu mere som "epoker" eller "forløb", og set i dét lys stemmer Biblens skabelsesberetning faktisk ganske godt overens med naturvidenskabens resultater.

Og ligesom videnskaben kan fortælle os, at verden endnu ikke er "færdig", men konstant befinder sig i en evolutionsproces, så er jødedommens opfattelse af skabelsen og menneskets tilblivelse, at vi er skabt af Gud for at hjælpe ham med at gøre skaberværket færdigt. Vi er som mennesker Guds hjælpere i processen, og målet er ikke nået endnu. Om nogensinde! Dét siger traditionen nemlig ikke noget om.

Accepterer man således naturvidenskabens resultater vedrørende verdens tilblivelse, accepterer man også teorien om The Big Bang, og spørgsmålet er så, om Gud eksisterede før Big Bang og dermed skabte verden af "intet", eller Gud er den skaber som i splitsekundet efter Big Bang gav udviklingen form. Dét er et trosspørgsmål, og svaret vil afhænge af, hvem du spørger. De færreste har formentlig gjort sig tanker om spørgsmålet. Vil jeg gætte på.

Svaret på dit første spørgsmål må derfor blive: Nogle (få) læser Biblens skabelsesberetning bogstaveligt, langt det største flertal forstår beretningen symbolsk og accepterer naturvidenskabens forklaring. Og inde imellem disse to yderpunkter findes så et spektrum af overbevisninger, hvor Gud i større eller mindre grad styrer udviklingen. Måske skabte Gud evolutionen og lod den passe sig selv? Måske skabte Gud evolutionen og styrede den i retning af mennesket? Det er et spørgsmål om personlig tro, og vi diskuterer det faktisk aldrig. Det er op til den enkelte, hvad man mener om den sag, og ingen forsøger at pådutte hinanden den ene eller den anden overbevisning.

Hvad skabelsestankerne har af betydning for menneskets tilværelsesforståelse afhænger naturligvis af, hvor man befinder sig overbevisningsmæssigt jf. det ovenstående. Fællesnævneren for al jødisk teologi, uanset om man tror på 6-dages-skabelsen eller Big Bang-skabelsen, er dog livets grundlæggende hellighed og ukrænkelighed samt menneskets unikke position i skabelsen/evolutionen. Vi er ikke guder, men vi indtager en særlig plads i verden. Vi er som det eneste dyr udstyret med en evne til at skelne mellem godt og ondt, og vi har en fri vilje, og deri ligger vores lighed med Gud. Vi er også både i stand til at adlyde og at være rebelske, og Gud forventer formentlig begge dele. Desuden har vi evnen til at få idéer og skabe, dét er der heller ikke nogen af de andre dyr, der kan.

Hvis Gud kan skabe ud af intet, så ligner vi ham ikke på dette område, hvis Gud også "kun" kan skabe ud af eksisterende materie, så ligner vi ham også her.

For vores tilværelseforståelse betyder det, at vi har et ansvar over for hinanden og over for verden. Dette kommer til udtryk i Toraens mange på- og forbud, og den jødiske teologi går hovedsagligt ud på at finde ud af, hvordan vi skal opføre os. Det er yderst sjældent, man støder på diskussioner omkring verdens indretning. (Som til gengæld er dét kristendommen typisk har brugt meget af sin energi på. F.eks. middelalderens skolastik. Et sådant fænomen eksisterer simpelthen ikke i jødedommen. Vi konstaterer bare at verden er skabt.)

Den enkelte er frit stillet til at forstå skabelsen og verdens tilblivelse efter bedste evne, bare man opfører sig ordentligt. Og ikke benægter Guds eksistens.

For det nutidige menneske giver det en kolossal trosmæssig frihed (og stort set ubegrænsede muligheder for at studere naturvidenskaben), samtidig med at den etiske forpligtelse er helt i forgrunden. Alle mennesker - uanset køn, alder, etnicitet, tro, sexuel tilbøjelighed eller politisk ståsted - er skabt i den samme Guds billede (dette er alle enige om, uanset hvilken gudsopfattelse man har), og alle mennesker skal derfor nyde samme respekt. Dette er ufravigeligt og fællesnævneren for al jødedom.

Som med al anden lærdom af værdi, bibringer man børn og unge den religiøse vinkel ved at foregå dem med et godt eksempel og inddrage dem i det religiøse liv. Religion kan ikke forklares. Den skal erfares.

Lene Andersen
Jødisk forfatter og foredragsholder

PS: Et gennemgående træk i jødedommen er, at vi lærer vores børn at stille gode spørgsmål. Ved en af vores største højtider, Pesach, hvor vi fejrer udgangen af Egypten, indgår det ligefrem i aftenens faste ritualer, at børnene skal undre sig og spørge de voksne om, hvorfor vi gør som vi gør. Derfor er vi heller ikke i jødedommen bange for spørgsmålet om, hvordan skabelsesberetningen forholder sig til naturvidenskaben. Gud har givet os vores intellekt og evnen til at undre os, og han forventer at vi bruger begge dele!