Jøderne holder juleløs jul

Jødiske Bent Lexner fejrer ikke jul, det gør jøder ikke. Det betyder dog ikke, at han ikke kan komme i julestemning alligevel, fortæller han. Foto: Leif Tuxen.

Hvad laver jøderne juleaften? Overrabbiner Bent Lexner bliver nostalgisk, når han lytter til de gamle julesalmer i radioen, og fordi den jødiske fest hanukkah ofte også falder i december måned, bliver børnene heller ikke snydt for gaver

De fleste kender dette udtryk - "de juleløses jul" - men det er dog nok de færreste, der forestiller sig, at denne overskrift er skrevet af en jøde.

Ikke desto mindre er det jo faktisk sådan, en jøde har det med jul. Og lad mig slå fast med det samme, at jøder ikke fejrer jul. Ikke desto mindre kan man udmærket komme i julestemning alligevel.

Det sker helt naturligt. Mange af de jødiske børn følger julekalenderen i fjernsynet på samme måde som alle andre børn, og mange af de voksne deltager naturligvis i julefrokoster på arbejdspladsen.

Jeg selv bliver mægtigt nostalgisk, når jeg i radioen lytter til alle de gamle julesalmer og -sange.

Da jeg var dreng og gik på en ikke-jødisk skole, var det en del af skolegangen at lære disse salmer, og ud over at jeg altid sprang ordet Jesus over – det var bare sådan en lidt barnlig måde at tænke på – så fandt jeg, at det var helt naturligt at lære disse sange.

På trods af at jeg altså ikke holder jul, har jeg alligevel én gang været til julefest. Det var for mange år siden hos den danske ambassadør i Israel. Der blev rigtigt julet, der blev læst op af Peters Jul, som jeg selvfølgelig kendte, og der blev sunget.

Til min store glæde kunne jeg konstatere, at jeg nok var blandt dem, der kunne de fleste tekster!

Hvad laver jeg så juleaften? Først og fremmest kan vi jo alle føle en dejlig ro. Der er stort set ingen telefoner, der ringer, og der er ikke meget trafik, så de ydre omstændigheder gør, at vi hjemme hos mig også falder til ro. Det kan blive til lidt fjernsynskiggeri i løbet af aftenen, men ellers ikke andet.

I år er det nok noget anderledes. Kalenderen har villet det sådan, at vores hanukkah – altså vores lysfest – ligger lige omkring julen, således at jeg 1. Juledag om aftenen vil tænde det første lys i den otte-armede stage.

Hanukkah er en meget folkelig fest med ganske få religiøse forpligtelser. Én af dem er altså at tænde lys i stagen hver aften. Den første aften et lys, den anden to lys o.s.v. indtil stagen den ottende aften vil indeholde alle otte tændte lys.

Man hygger sig, spiser godt og i mange familier spilles der forskellige traditionelle spil. Børnene og måske også nogle af de voksne får gaver, og ingen jøde skal derfor føle sig snydt over at holde juleløs jul.