Kærligheden er livets lidelse værd

DR2-programmet 'Skriftestolen' var et bevægende og ægte møde mellem mennesker ved den grænse, hvor vi alle må forblive spørgende, skriver Bent Falk.

Sorgen giver paradoksalt nok mening i betydningen, at det er meningsfyldt at have elsket nogen så højt, at det er sørgeligt, når de forsvinder, skriver cand.theol. Bent Falk i denne kommentar til programmet Skriftestolen på DR2

DR2 har modigt og kreativt lanceret en ny programserie med titlen Skriftestolen. Titlen skal ikke tages alt for bogstaveligt, for når folk skrifter, drejer det sig om at tilstå noget over for Gud og en præst som et menneskeligt vidne, der er så forkert, at der lige præcis ikke skal fjernsyn på. Det kan dreje sig om noget, der er ulovligt ifølge straffeloven, og selv i så fald gælder præstens tavshedspligt, der er ubrydelig med den ene indskrænkning, at der er risiko for alvorlig skade eller død for et andet menneske. Det kunne f.eks. dreje sig om, at en anden er uskyldigt dømt for en forbrydelse, den skriftende har begået, og selv i så fald skal præsten så vidt muligt hemmeligholde navnet på den skriftende.

I DR2s sammenhæng er der tale om sjælesorg, og kun rammen fra den gamle skriftestol er taget i anvendelse deraf navnet. Rammen er, at præsten og den hjælpsøgende konfidenten, dvs. den, der betror sig - ikke kan se hinanden og i princippet ikke kender noget til hinanden i forvejen. Sjælesorg har ikke specielt noget med sorg at gøre, selv om samtalen i udsendelsen handler om sorg. Ordet betyder omsorg for sjælen og er det traditionelle ord for den rådgivning, præster udøver over for mennesker, der er kommet i vanskeligheder med deres liv og/eller tro.

Sjælesorg er ikke uden videre det samme som terapi, og det tror jeg er vigtigt at holde fast ved, når man skal bedømme det, der foregik mellem de to mennesker i programmet. Konfidenten, der selv har valgt at opsøge en præst i stedet for eller til supplement af en terapeut, kommer ikke kun for at få en form for behandling af sit problem efter en eller anden mere eller mindre veldefineret og videnskabelig metode.

I dette valg ligger formentlig en vigtig erkendelse af, at man kan have det dårligt i sind og ånd uden at være syg. Konfidenten efterspørger et input af noget, som præsten formodes at have som en personlig tilegnet visdom, funderet på livserfaring og den bibelske fortælling, der gennem 2000 år har været bærende for vor kultur. Terapeuter lærer, at de skal være tilbageholdende med sådanne inputs. Præster lærer, at de er til for at levere dem til dem, der efterspørger det. Præsten skal give, hvad han/hun har, og det er så konfidentens ansvar, om han/hun kan bruge dette til noget, og i så fald hvordan.

Det falder ikke i de fleste danskeres smag, at præsten jagter folk og klemmer dem op i en krog for at stopfodre dem med deres budskab. Og jeg har hørt en kritik af pastor Koks indsats i udsendelsen som om det i for høj grad netop er det, han gør - at han ikke i tilstrækkelig grad lytter til, hvad den rådsøgende siger, men bare kommer med sit eget budskab. Her bliver det imidlertid, som antydet, vigtigt at holde fast ved, at det i dette tilfælde så at sige er konfidenten, der har jagtet præsten og ikke omvendt.

Og jeg synes, Kok i høj grad hører efter. Det mærkes på den langsomme rytme og eftertænksomheden, og det ses på de spontane reaktioner i hans minespil. Han har sin forståelsesramme med sig; det har i øvrigt også selv den mest hardcore psykologiske terapeut, selv om den kan være sværere at få øje på der.

Og: Kok lader efter min mening ikke denne forudforståelse komme i vejen for det usentimentalt deltagende møde med den anden.
Det lyder også til, at hans input undskyld ordet, kan i skrivende stund ikke finde noget bedre bliver modtaget hos den anden, og der får den ideelle virkning. Det er at sætte nye tanker i gang hos ham. Præsten driver altså ikke kopi-mission, men fører en dialog med et vist sokratisk præg, dvs. med spørgsmål og udsagn, der skaber opmærksomhed på det i grunden indlysende hos konfidenten uden at være kunstigt ledende. Og opmærksomheden lyder til at gøre en lindrende forskel hos den hjælpsøgende.

Opmærksomheden på hvad? På forskellen mellem reel skyld og indbildt skyld, som svarer til forskellen mellem reel magt (indflydelse) og indbildt magt, også kaldet magisk tænkning, og på at mening ikke nødvendigvis er en god ting. Konfidentens søgen efter mening forstår præsten klogt, synes jeg også som et forsøg på at få en form for magt over det, ingen kan magte. Om ikke over selve døden, så dog over sorgen og den tomhed, faderens forsvinden med nødvendighed må medføre.

Den mening drejer sig formodentlig om noget med årsag og virkning; det plejer at være der, folk søger i første omgang. Hvad har jeg gjort, at dette skal ramme mig? eller Hvad skal jeg lære af det? Præsten hjælper konfidenten med sine spørgsmål og udsagn, bl.a. nogle vigtige, ærlige jeg-udsagn af den slags, mange terapeuter lærer, de ikke må bruge, men som netop er med til at hæve samtalen over et teknisk til et menneskeligt plan.

Præsten hjælper konfidenten til at indse dennes (i grunden indlysende) afmagt over for liv, død og kærlighed og dermed sorg. Han formidler en indsigt i, at en søgen efter en kontrol-mening over for de store ting i tilværelsen er med til at skabe en yderligere tomhedsfornemmelse oven i den uundgåelige tomhed i forbindelse med, at faderen er væk. Denne ekstra tomhed skyldes, at den mening (desværre og heldigvis) slet ikke findes, som kan garantere os mod alle kærlighedstab og gøre det ligegyldigt, når de indtræffer. Og hvis den fandtes, ville den gøre kærligheden endnu tommere end tabet af den. Sorgen er og bliver kærlighedens pris eller hjemløs kærlighed, som Kok siger det. Noget andet er, at sorgen paradoksalt nok giver mening i betydningen, at det er meningsfyldt at have elsket nogen så højt, at det er sørgeligt, når de forsvinder.

Præsten hjælper altså den anden til at opgive en magt, han alligevel ikke har haft, og idet den hjælpsøgende opgiver denne intellektuelle kraftanstrengelse og hengiver sig til det, der er, får han plads til at opdage at sorgen er en fylde, ikke (kun) en tomhed. På det tidspunkt fik jeg indtryk af, at han begyndte at skimte, at den mening, der støtter til at leve livet, når det er svært, ikke er en plan, en retfærdighed eller en nyttevirkning, men den kærlighed, der binder os til både de levende og de døde. Det meningsfulde er det værdifulde.

På et enkelt punkt ville jeg have gjort noget andet i samtalen end pastor Kok. Eller hvad der er mere interessant i denne sammenhæng, på ét punkt synes jeg, han svigtede sin egen intention om at skelne mellem hvad et menneske kan og ikke kan. Det var ved spørgsmålet om, hvorvidt den anden kunne have gjort noget mere for sin far på det sidste, f.eks. at besøge ham oftere på hospitalet, og det kunne han uafviseligt have gjort.

For en af dem, der har kommenteret udsendelsen i Kristeligt Dagblad, nemlig psykoanalytiker Stig Dankert Hjort d. 28 januar, lader denne inkonsekvens til at overskygge hele samtalen, hvilket er en skam. For mig var det en biting, der i lyset af, hvad konfidenten allerede havde fået ud af samtalen, lød til at lande rigtigt, selv om den altså også efter min mening sagligt var forkert. Det lød ud fra konfidentens reaktion som han også her indså, at det er, som det er. Med det mener jeg, at jeg var så bange/rådløs, som jeg var, eller jeg burde have gjort det, OG jeg gjorde det ikke. Altså netop den skyld/ansvarserkendelse, som er forudsætningen for tilgivelsen, sådan som Dankert Hjort er inde på det. Sådan er som regel i sidste ende en samtales samlede proces vigtigere end detaljerne i indholdet.

Som konklusion synes jeg, der med udsendelsen var tale om et bevægende og ægte møde mellem mennesker ved den grænse, hvor vi alle må forblive spørgende, hvor trøst er en krænkelse, og hvor længslens uløselige problem er selve dette problems forløsning. Kærligheden er livets lidelse værd. Denne dybt kristelige indsigt og det håb fik præsten formidlet uden at skilte med sin kristelighed, som den hjælpsøgende ikke efterspurgte. Han gjorde det uden brug af teologiske og opbyggelige klicheer, men med afsæt i den andens genkendelige erfaring.

Og det var mit indtryk, at konfidenten kunne tage denne nye tankeramme til sig, så den gjorde en forskel. Alt under de nysgerrige kameraers snurren og hvad der ellers med nødvendighed måtte være kunstigt ved arrangementet. Det var godt gået, og jeg synes, forsøget er værd at gentage.

Bent Falk er cand.theol. og psykoterapeut MPF, tidligere sygehuspræst og nu privatpraktiserende psykoterapeut i Hellerup. Han driver en omfattende undervisnings- og foredragsvirksomhed i Danmark og udlandet, og han har udgivet bøgerne "At være dér, hvor du er" om samtale med kriseramte (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1996; 7. oplag 2006), "Kærlighedens pris I og II" med teologisk-psykologiske essays (Anis, 2. udgave 2005) og "I virkeligheden - Supervision i gestalt-terapeutisk sjælesorg" (Anis 2006).