Katolsk præst: Forelskelse fik mig næsten til at droppe præstegerningen

Efter nogle år som præst blev jeg forelsket, og ægteskabet blev en konkret og positiv mulighed, som ikke var der, dengang jeg havde lovet at leve i ugift stand resten af livet, fortæller præst Daniel Nørgaard

Den 28. oktober 2006 blev jeg i Laterankirken i Rom viet til diakon og lovede der, at jeg som tegn på min hengivenhed til Kristus ville forblive ugift for Himmerigets skyld i tjeneste for Gud og mennesker.

Jeg var 26 år og havde aldrig haft en kæreste, holdt i hånd eller kysset. Men jeg strålede af glæde, fordi jeg følte, at jeg nu på en helt særlig måde havde givet mig til Gud. Siden fulgte præstevielsen og en tjeneste for det eller rettere Den, jeg troede på.

Jeg tænker, at mange læsere allerede nu rynker på brynene og gør sig tanker om, hvor velovervejet det valg mon var. Og jeg må i dag blankt erkende, at jeg på mange områder manglede den fornødne modenhed.

Selvom jeg meget engageret havde forberedt mig på at blive præst og havde været under uddannelse til dette i seks år, var der mange vigtige menneskelige erfaringer, jeg ikke havde gjort mig.

I filmen Gran Torino kommer hovedpersonen, der spilles af Clint Eastwood, med en meget hård kritik til den unge præst, der har begravet Eastwoods kone, og nu vil tilbyde ham åndelig omsorg.

Jeg finder egentlig ordene meget rammende til at beskrive mig som nyudklækket præst: Du er bare en overuddannet 27-årig jomfru, der holder gamle, overtroiske damer i hånden for at love dem evigheden. Hvad ved du om liv og død?.

Vi erkender stykkevis
Hvad vidste jeg egentlig om livets store spørgsmål, og hvad vidste jeg om kærligheden, andet end at jeg mente, at mit liv skulle bruges på at elske Gud? I dag vil jeg nok sige, at svaret er, at jeg vidste meget lidt, men, at jeg vidste lige akkurat nok til at aflægge mine løfter.

LÆS OGSÅ: Hvad står der i Bibelen om cølibat?

Jeg gik ind til min tjeneste med det dertilhørende krav om cølibat med alt for lidt erfaring og modenhed til at kunne leve harmonisk og frugtbart med dette valg resten af livet. Men hvem har den fornødne modenhed til et kæmpe projekt med helt fra start?

Faktisk ville det være hovmodigt og urealistisk at forvente en større modenhed af mig dengang. Dengang havde jeg modenheden til at påbegynde mit valg, siden har jeg fået modenhed til at være trofast mod det, og måske vil jeg få modenheden til at holde ud i det indtil min død. Men aldrig har jeg befundet mig på helt sikker grund i mit valg. Vi erkender stykkevis, minder Paulus os om, og det har jeg på mange måder erfaret.

Jeg blev forelsket
Cølibatløftet er en ramme, der på mange måder har gjort livet enklere for mig. Det gør mig fri fra en masse forpligtelser i forhold til en familie, og jeg skal ikke hele tiden spørge mig selv, om det mon kunne blive til noget mellem mig og en tiltrækkende kvinde, jeg møder. Men det har også til tider føltes som nogle snærende bånd, for man kan jo ikke altid styre de følelser og længsler, der dukker op i en selv.

LÆS OGSÅ: Ny pave kan være nødt til at revurdere pligtcølibat

Efter nogle år som præst blev jeg forelsket, og det gjorde det ikke lettere, da jeg fandt ud af at forelskelsen var gengældt. Jeg stod på den ene side med en masse frustrationer i mit arbejde som præst, hvor ikke mindst mine egne forventninger til mig selv var enormt høje, og på den anden side dukkede så tanken op om et liv med en kvinde, der holdt af mig, for det jeg var, og ikke for det jeg gjorde.

Tanken om ægteskabet var med ét blevet helt anderledes konkret og positiv, end dengang jeg havde lovet at leve i ugift stand resten af livet.

I den krise jeg befandt mig i, var det ikke nok at gentage for mig selv, at jeg var forpligtet af mit løfte om cølibat, for det stod mig efterhånden klart, at løftet ikke var aflagt med tilstrækkelig modenhed. Der var vigtige ting, jeg ikke havde forholdt mig til, da jeg sagde ja til cølibatet, og nu trængte de sig på. Også hele min tanke om, at jeg som præst var kaldet til at give og give uden at tillade selv at modtage, var ved at spille fallit. Den havde efterladt mig tom og ulykkelig.

En pause fra præstegerningen bragte mig tilbage
Jeg kunne ikke tro på, at Gud ønskede, at jeg skulle være en ulykkelig præst, og da jeg ikke længere følte mig lykkelig som præst, begyndte jeg at tænke, at han nok ikke ønskede, at jeg skulle være præst. De nye erfaringer fik mit gamle valg til at føles kvælende. Jeg tror, det er som med den nye vin i de gamle sække. Havde jeg fortsat som før, havde jeg sprængtes!

Jeg tog orlov fra min præstegerning for at forholde mig kritisk til mit valg og give plads til de nye erfaringer. Det var på en måde at bryde med mit løfte om cølibat, selvom jeg hele tiden fortsatte med at leve cølibatært.

Det vigtige var at give mig frihed til at overveje at leve et andet liv end det hidtidige. På mange måder var det som at forlade den barmhjertige Faders hus i lignelsen om den fortabte søn. Så længe man står og er bange for, at man bliver snydt for noget ved at blive i den samme situation, så må man tage af sted og finde ud af, hvad der er på den anden side af hegnet.

LÆS OGSÅ: Hvordan klarer man sig uden sex?

Jeg opgav tanken om at fortsætte som præst og lyttede så til det ekko, som dette nej gav i mig. Og mærkeligt nok var det ved at give slip på tanken som præst, at det igen blev muligt for mig at se mig selv i tjeneste. Da jeg igen følte mig fri til at træffe et valg, blev det klart, at jeg havde lyst til at genoptage det valg, jeg allerede havde truffet. Det afsavn, jeg følte ved ikke at blive gift, var ikke længere så smerteligt, fordi jeg igen vidste, hvad det var jeg ville.

Jeg er gået glip af noget - men har også fået meget igen
Dermed ikke sagt, at alt i min præstetjeneste er blevet lettere siden, og at jeg slet ikke kan føle trang til familieliv. Jeg går glip af noget stort ved ikke at gifte mig, men det er stadig et offer jeg er villig til at betale, og som jeg føler, jeg får noget igen for. Og samtidig er det ikke kun et offer, men en pris, der skal betales.

På en måde jeg dårligt kan forklare, føler jeg mig forbundet med Gud på en ganske særlig vis. Måske man kan sige, at jeg er gift med Gud, måske det er mere rammende at sige, at jeg er gift med ensomheden. Nogle gange er det et ægteskab med højlydte skænderier; ensomheden kan såre mig dybt ind i sjælen og give mig indtryk af, at jeg ikke er værd at bruge tid sammen med. Men andre gange er ensomheden som en inderlig hvisken i øret, hvor ensomheden åbenbarer et nærvær i mig.

Jeg ved ikke, om jeg kan forklare og retfærdiggøre cølibatet, så almindelige folk kan forstå mit valg. Selv forstår jeg det jo heller ikke helt. Men jeg føler, at jeg og mit valg er i Guds hænder, og at han har styr på det. Og det er slet ikke så dårligt

Daniel Nørgaard er katolsk præst ved de katolske menigheder i indre København.