Khader: Min grænse er nået, når man gør demonstrativt opmærksom på sin tro
Jeg kan ikke komme i tanke om et job, som man forsvarligt kan bestride iført en Niqab-burka, skriver mellemøstanalytiker i en kommentar til dommen ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om religiøse symboler på arbejdet, skriver mellemøstanalytiker og debattør Naser Khader
Jeg er principielt tilhænger af, at man lader sin religion blive hjemme, når man tager på arbejde eller hen på sit uddannelsessted. Gud kan godt acceptere, at man er nødt til at bruge tid på selvforsørgelse og ikke altid kan følge alle religiøse regler.
Man bliver ikke et dårligere menneske af ikke at bede fem gange i døgnet, og det er efter min mening at gøre demonstrativt opmærksom på sin tro, hvis man kræver særbehandling. Jeg mener for eksempel, det ikke er nødvendigt at indrette bedesteder på uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser.
LÆS OGSÅ:Menneskerettighedsdom får konsekvenser i Danmark
Når det er sagt, mener jeg samtidig, at der må være en bagatelgrænse for, hvad man skal forbyde af religiøse symboler i det offentlige rum. Nogle muslimske mænd kan for eksempel godt lide at gå med bedekranse, og det kunne ikke falde mig ind at lade mig genere af, at nogen sidder med dem i deres pause.
Jeg har heller ikke noget imod, at man finder sig et stille hjørne i sin frokostpause og beder. Lige så lidt som det generer mig, når folk går med kors, halvmåne eller kalot. Så længe man på en arbejdsplads er enige om, hvordan tingene skal foregå og ikke tvinger noget ned over hovedet på andre, er det også helt i orden at lade det religiøse få plads.
LÆS OGSÅ:Kan man bede og spise madpakker i samme rum?
Jeg besøgte for nogle år siden en fiskefabrik, hvor ni ud af ti ansatte havde muslimsk baggrund. Man var på den arbejdsplads enige om at holde muslimske helligdage til gengæld blev der arbejdet juleaften. Dette fungerede fint for alle parter, og hvorfor så ændre på det?
Niqab-burka er problematisk
Problemet opstår, når det religiøse bliver institutionaliseret, og hele samfundet så bliver tvunget til at indrette sig. Min grænse er nået, når man smider alt, hvad man har i hænderne og absolut skal bede på klokkeslæt, eller hvis kvinderne går med Niqab-burka, hvor ansigtet er dækket helt til.
Jeg kan ikke komme i tanke om et job, som man forsvarligt kan bestride iført en Niqab-burka her går min grænse. Og hvis nogen synes, det strider med menneskerettighederne, så må man tage en retssag om det.
LÆS OGSÅ:Menneskerettighedsdomstolen lægger en fornuftig linje
Jeg accepterer, at muslimske kvinder går med tørklæde, der dækker håret, men jeg bryder mig ikke om det, fordi det er kønsdiskriminerende.
Mange siger, at kvinderne bærer tørklædet frivilligt, men det gør ingen forskel for mig. Det er stadig et symbol på undertrykkelse af den kvindelige seksualitet.
Min pointe er, at religion ikke bør fylde for meget i det offentlige rum, men det bør heller ikke helt forvises. Ens religiøse tilhørsforhold behøver jo ikke være en hemmelighed, man skal bare ikke være demonstrativ.
Naser Khader er mellemøstanalytiker ved tænketanken Hudson Institute, og kommentarskribent ved religion.dk.