Kirkens fornyelse med inspiration fra den ældste menighed

Ved at holde fast i den ældste kirkes troselementer: bibellæsning, fællesskabet, nadveren og bønnen kan kirken i dag opleve en spirituel fornyelse, mener Ole Skjerbæk Madsen, missionspræst i Areopagos.

Hvordan skal livet i de kristne menigheder være, hvis der skal være en dynamik, der drager mennesker ind i et erfaret nyt liv i fællesskab med Gud? Hvordan bliver det kristne fællesskab autentisk? Hvordan får vore møder og gudstjenester en sådan kvalitet, at det formidler a sense of wonder, en oplevelse af at møde de underfulde og hellige?
 
At blive som et barn / dåben
 
Det er afgørende, at Jesus er menighedens centrum, at menighedens medlemmer samles om ham som vor mester. Livet i menigheden er livet som en discipel af Mesteren Jesus. Derfor bliver Mesteren vort forbillede, og menighedslivet bliver et liv, hvor disciplen deler sin Mesters forhold til Gud.

Disciplen har med Mesteren Jesus opdaget Guds Riges virkelighed, at fællesskab med Gud er en virkelighed her og nu. Guds Rige er et liv præget af Guds nærhed, hvor Guds vilje er lov og drivkraft. For at træde ind i denne virkelighed, må mennesket blive som et barn.

Mennesket må afstå fra sin egen vilje, fra at blive stor i egne og andres øjne, mennesket må turde lægge sit liv helt i Guds hænder, lukke hjertet op for Guds nærhed uden tanke på fortiden og uden at planlægge fremtiden. Når det sker, fødes vi på ny, oplever at få livet så at sige oppefra, fra Gud. Det rituelle fokus for denne nye fødsel er dåben; derfor taler Jesus om at den nye fødsel sker af vand og ånd:
 
Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden. (Johs. 3,5-8).
 
Fire karakteristika for autentisk kristen spiritualitet
 
I Apostlenes Gerninger fortælles om livet blandt de første af Jesu disciple, efter at Jesus var død og opstanden og vendt tilbage i Gud. Jesus havde udsendt Helligånden fra Gud, så at de med frimodighed delte deres tro med tilhørerne, hvor de før, lige efter Jesu død, havde holdt sig i skjul inden døre af frygt for at lide samme skæbne som Jesus. Deres vidnesbyrd gjorde indtryk på tilhørerne og mange kom til tro på Jesus og blev døbt. Hvad kom så til at kendetegne disciplenes liv, og er disse kendetegn stadig aktuelle? I Apostlenes Gerninger beskrives det således:
 
De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst. (Ap.Gern. 2,42-47).
 
 
Her ser vi i alt fald fire elementer, som er blevet en fast del af kristen spiritualitet, og som må karakterisere et menighedsliv, der svarer på de spørgsmål, jeg indledte med: 1) Apostlenes lære, 2) Fællesskabet, 3) Brødsbrydelsen og 4) Bønnerne.
 
1) Apostlenes lære
er apostlenes vidnesbyrd om, hvem Jesus er, og deres fortælling om hans liv og lære, sådan som vi kender det fra de fire evangelier (Matthæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangeliet). Apostlenes lære er deres undervisning af menighederne om kristen livsførelse, og den er deres udlægning af skrifterne (Det gamle Testamente). Hvad vil det sige, at kristne holder fast ved apostlenes lære?
 
Det betyder, at Bibelen er rettesnor for Jesu disciple i deres livsforståelse og livsførelse. Når vi læser om Guds handlen i historien og om Mesteren Jesus, giver det en oplevelse af at være under et kærligt forsyn, at livet ikke er tilfældigt, men tværtimod har et mål. Bibelen hjælper os, når vi skal finde ud af sandheden i vore egne og andres tanker. Derfor er det ikke nok for en discipel af Jesus, at godtage et budskab fra den åndelige verden - bare fordi det præsenteres som kanaliseret eller som en profeti, men vi vil undersøge om det er i samme ånd, som kendetegnede Jesu liv og undervisning. Her hjælper Bibelen os til at genkende Guds stemme og Guds vilje i vores hverdag.
 
Bibellæsning er derfor en fast del af kristen spirituel praksis. Ved vor daglige morgen- og/eller aftenbøn er læsningen og refleksionen over et afsnit af Bibelen helt central, og kristen meditation er ofte en meditation over ord fra Bibelen eller situationer i Jesu liv som beskrevet i evangelierne. Du kan selv prøve at læse en enkel beretning fra evangelierne, forestil dig dernæst som en af personerne eller som en tilskuer til begivenheden og læg mærke til, hvad det gør ved dig at være vidne til eller opleve underet eller høre Jesu ord. Sig så Gud tak, for hvad du har modtaget.
 
Bibellæsningen kan understøttes af læsning af anden åndelig litteratur, f.eks. fra den righoldige kristne andagtslitteratur eller kristen mystik.
 
Endelig indgår Bibelen i det kristne gudstjenesteliv - dels som oplæsning og udgangspunkt for prædikenen, dels som bønner og salmer.
 
2) Fællesskabet
handler om at ingen discipel er sig selv nok. Disciplenes fællesskab er Kristi legeme. Alle disciple er som legemsdele på den samme krop, hver med sin funktion og sådan at alle handler, lever og er til fælles gavn. Denne krop er den måde, hvorpå Mesteren ønsker at være til stede i verden. Fællesskabet er en frugt af Helligånden og en opfyldelse af Jesu ord:
 
Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden. (Johs. 13,34-35).
 
Fællesskabet var meget konkret. Det betød for de første disciple, at de rigeste af dem solgte deres ejendom for at give de fattige, hvad de havde brug for. Fællesskabet er med andre ord udtryk for et liv efter Jesu forbillede eller et liv i samme tjenende kærlighed, som vi ser hos Mesteren. Helligånden giver kraft til tjeneste. Denne kraft viser sig i de såkaldte nådegaver, som er manifestationer af Guds nåde, virket af Helligånden
 
3) Brødsbrydelsen
er det, vi i dag kender som nadveren. Brødsbrydelsen hentyder til den handling, som indledte måltidet, at husfaderen, værten eller Mesteren tog brødet i sine hænder, takkede Gud og brækkede det i flere stykker, så at alle deltagerne i måltidet hver fik et stykke. Brødsbrydelsen udtrykker på én gang fællesskabet mellem disciplene og dette fællesskabs centrum, Mesteren selv.

Samtidig rummer nadveren det aktive minde om Jesu påskemåltid med disciplene, hvor han sagde, at nu skulle han dø, og at brødet og vinen derfor er hans legeme og blod, men også mindet om Jesu måltider med disciplene efter opstandelsen. Disciplene har også tænkt på alle de måltider, de tidligere havde delt med ham, f.eks. når han spiste sammen med de foragtede og udstødte til forargelse for de fromme, eller da han ved et mirakel bespiste flere tusinde mennesker med kun nogle få brød og fisk.
 
Vi kender brødsbrydelsen som nadveren. Gudstjenestens højdepunkt er nadveren; her bliver Mesterens nærvær helt konkret på en måde, hvor vi oplever os samtidige med Jesus i hans kærligheds selvhengivelse for os. Vi oplever, at Jesus er der i Guds kærligheds virkelighed, den kærlighed, som uden forbehold giver sit liv til andre, og vi oplever, hans som døde er den opstandne og at han tager os med ind i sit evige liv. Nadveren er hele skaberværkets fuldendelse. Måske kan det bedst forstås, hvis vi ser på nadveren som en stadig udveksling af gaver.
 
Først er der Guds gaver til os: kornet på marken, druerne på vintræet. Derfor takkede Jesus Gud som enhver jødisk husfader ved brødsbrydelsen med disse ord. Velsignet være du, altets konge, som frembringer brød af jorden! Men vi har forarbejdet Guds gaver til os og bærer dem under taksigelse frem for Gud. Vi er som børn, der siger til deres far eller mor: Se, hvad jeg har lavet! Det er til dig! Det er som at give livet tilbage til Gud, os selv med alle vore evner og alt, hvad Gud har givet os.

Derfor takker vi Gud for skabelsen, for friheden og livet, Gud skænkede os i Kristus, og derfor beder vi for verden, vore medmennesker og meddisciple om enhed og fred. Men nu tager Gud imod vor gave, og gør noget ved dem, lægger sig selv ind i brødet og vinen, og siger med Jesus: Dette er mit legeme og Dette er mit blod. Gud rækker sig selv til os, giver sig selv på ny til os i det brød og vin, som vi først modtog som Guds skabelsesgave, som vi gav tilbage til Gud som vore hænders arbejde og som udtryk for hvem vi er.

Det spændende er nu, at vi kun modtager Gud ved at ligne Gud, som Gud møder os i Mesteren Jesus. Vi må bryde brødet og dele det med hinanden, vi må række hinanden bægeret med vin, og vi må modtage brød og vin fra hinanden - først da modtager vi Gud-i-Jesus. Nadveren bliver dermed også det stærkeste udtryk for, hvad disciplenes fællesskab handler, at tjene som Gud i Skabelsen og i Jesus Kristus tjente os.
 
4) Bønnen
er det fjerde karakteristiske træk ved disciplene liv. Bønnen udtrykker tillid til Gud. Bønnen er fri adgang til Gud, at leve i Jesu trosforhold til Gud, at vide at Gud er den, jeg kan komme til i fuld tryghed og fortrolighed, med alle mine spørgsmål og ønsker - fuldstændigt som et barn kan komme til sin far eller mor.

Bøn er en af den kristen spiritualitets grunddiscipliner, bøn er som åndedrættet og tilfører os Helligåndens energi i vort liv. Bønnen kan blive en stadig kommunikation med Gud, mere end tale til Gud; bøn er også at lytte til Gud og at være sammen med Gud. Bønnen er en livsrytme, og kan det lykkes for menigheden at leve med i kirkens gamle tidebønspraksis (altså bøn på faste tider af dagen, f.eks. morgen, middag og aften), vil det åbne kirkerne for erfaringen af Jesu nærvær gennem bønnens Ånd også med svar på, hvor vejen går for menigheden i dens sendelse til verden. Bønnen er afgørende ikke mindst i en krisesituation for kirken, fordi Gud vil svare på bøn med udgydelse af Helligånden og udrustning med Åndens gaver, f.eks. profeti og helbredelse.
 
Kirkens fornyelse
 
Afsnittet fra Apostlenes Gerninger sluttede med, at disciplene havde folkets yndest, og at der blev stadig flere disciple af Jesus. Livet som en discipel af Jesus er umuligt at holde for sig selv. Det hører med til disciples liv at dele med andre, hvad de selv har modtaget. Der føjes nok ikke dagligt nogen til Folkekirken i samme omfang som i den tidlige kirke; måske skyldes det, at kærligheden er blevet kold og tilliden til Gud begrænset. Men når Helligånden tænder ilden på ny, når Guds kærlighed i Jesus Kristus for alvor går op for disciplene, så lever taksigelse og bøn på ny, så inspirerer skrifterne på ny, så bliver fællesskabet til i indbyrdes opmærksomhed, omsorg og tjenende kærlighed, for Mesteren bryder brødet med os - og det betyder frihed fra gamle bånd, det bringer glæde og evigt liv.

Ole Skjerbæk Madsen er missionspræst i organisationen Areopagos og leder af I Mesterens Lys.

Følg med i Ole Skjerbæk Madsens blog: religion.dk/blogs.