Kirker til kamp for kloden
En sten, der har ligget under is, en indtørret majskolbe fra Afrika og en koral fra Stillehavet er alle symboler på miljøødelæggelser, som skal med Kirkernes Klimastafet rundt, fortæller Ole Birch
Sten, koral og majskolbe
En sten der har ligget tusinder af år under en gletsjer i Grønland, der nu er smeltet. Et stykke koral fra et rev der går til grunde i Stillehavet. En indtørret majskolbe fra en mark der bliver til ørken i Afrika. Tre tegn på de ødelæggelser af miljøet som den globale opvarmning allerede forårsager på jorden. Disse tegn bliver til håndgribelige symboler i Kirkernes Klimastafet, der de kommende halvandet år vil besøge gudstjenester rundt om i hele Danmark.
Stenen, korallen og majskolben repræsenterer Guds skaberværk og minder mig om de forskellige negative konsekvenser, verden oplever på grund af vores udledning af CO2 og andre drivhusgasser. Men disse ting fortæller også om livsvilkår meget forskellige steder i verden, steder hvor den kristne kirke lever i befolkninger med anderledes og oftest fattigere forhold end vi gør i Danmark. Derfor peger stenen, korallen og majskolben også på at klimadebatten må sættes ind i et globalt perspektiv. Det er verdens fattige der kommer til at bære byrderne når klimaet ændre sig fordi den rige verdens umættelige energiforbrug driver jordens temperatur i vejret. Men hvorfor skulle danske kirker engagere sig i denne problematik?
Et opgør med minimalevangeliet
Gang på gang bliver vi i den danske debat om kristendom og politik præsenteret for påstanden om, at de to ting ikke må sammenblandes. At kirkerne skal holde sig til at forkynde og lade politikerne om at ordne alt det andet. Det bliver fremhævet, at kirkens opgave er, at forkynde evangeliet, underforstået, at fortælle folk at de er syndere, men at Gud elsker dem alligevel, bare de er døbt. Og så skal kirken i øvrigt ikke blande sig i noget som helst andet.
Det er vist ikke blevet sagt så tydeligt før, som det bør gøres, så her kommer det: Dette minimalevangelium er en klar forvanskning af den forkyndelse, som Jesus og Mattæus og Markus og Lukas og Johannes og Paulus og Peter og Jakob fremfører i Det Nye Testamente, for ikke at tale om den måde Det Gamle Testamentes forfattere fortæller om Gud og hans vilje med menneskene.
Gud tager parti
Det bibelske budskab handler om hele livet og er et kald til, på grundlag af Guds kærlige nåde, at engagere sig i verden og navnlig i overvindelsen af den nød, verdens fattige lever i. Gud er verdens håb og i sidste ende vil problemerne først blive løst, når Guds Søn vender tilbage. Men indtil da er vi forpligtet på forvaltningen af det, Gud har betroet os: Skabningen og vore rigdomme, samt på at elske vores næste.
Fra Sydafrika hørte vi for en del år siden de foruroligende men sande ord, at Gud tager parti. Han er ikke neutral og distanceret fra verdens liv. Han blev menneske i en familie af fattige i en landsby ude hvor kragerne vender. Han voksede op med beskidte knæ og hårdt arbejde. Og da Han trådte frem var det ifølge Lukas Evangeliet kap. 4 med disse ord fra profeten Esajas:
Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
og udråbe et nådeår fra Herren
Gud tager parti for de fattige og de undertrykte og kalder sine efterfølgere til at gøre det samme derfor skal kirkerne forkynde og handle med mange flere facetter end blot tilsigelse af syndernes forladelse. Derfor er fred, retfærdighed og skaberværkets forsvar ikke marginale spørgsmål for kirken, men naturlige konsekvenser af, at kirken søger at følger sin herre. Derfor arbejder jeg gennem Danske Kirkers Råds Klimagruppe for at sætte klimaet på kirkens dagsorden.
Ole Birch er metodistpræst og formand for Danske Kirkers Råds Klimagruppe