Klosterliv i falsk og forloren indpakning

TV-projektet "40 dage i kloster", der vises på DR2, er en falsk, forloren og inderlig ligegyldig produktion, skriver præst i den ortodokse kirke Poul Sebbelov

DR2 kører for tiden en serie med titlen 40 dage i kloster. Det er en prætentiøs, temmelig kedsommelig, engelsk produktion, som foregiver at være åndeligt orienteret, men som faktisk blot er et underholdningsprodukt, baseret på nyfigenhed, tilsat en anelse sensationsjournalistik.

Fem personer præsenteres omhyggeligt som udvalgt af BBC blandt hundredvis af ansøgere.

De skal tilbringe 40 dage i et munkekloster, tæt fulgte af et TV-produktionshold. I programmets afvikling ledsages deltagerne endvidere af en kommentatorstemme, som med højstemt alvor tegner og fortæller om deres påståede indre tilstand, mentale kampe og trosmæssige kvababbelser.

Det skal gå galt; og det gør det også! For hele oplægget er falsk, forlorent og derfor inderligt ligegyldigt. Hvorfor? Jo, for det hele projekt er i sagens natur overfladisk og tomt.

Det er klart fra første blik, at det, som udgiver sig for at være en slags journalistisk reportage fra det åndelige liv, blot er et stykke TV-drama, et fantasiprodukt med lånte kulisser fra et virkeligt kloster til at underbygge illusionen og fremme underholdningsværdien.

Virkelighedens klosterliv er defineret ved en række karakteristika, som helt bevidst unddrager sig ydre beskrivelse, og som slet ikke er egnede til at fungere som underholdning.

Klostre er beboede af mænd og kvinder, munke og nonner, som har gjort det valg, at bønnen og samværet med Gud skal være dét, der strukturerer deres hverdag og hele deres liv.

Til den ende har de i det daglige trukket sig tilbage fra deltagelse i verdens liv for så meget des bedre at kunne samle sig om bønnen og være i stilheden.

I klosteret er der som regel ingenting at se. De, der kommer på klosterbesøg af ren og skær nyfigenhed og dragning mod det eksotiske, bliver oftest svært skuffede. For der er langt fra allehånde forestillinger om klosterlivets excesser til virkelighedens alvor, stilhed og inderlighed.

Det er en stor velsignelse i Den Ortodokse Kirke, at der findes klostre, som virker som åndelige kraftværker, hvor der er munke og nonner, som gør alvor af Paulus ord om at bede uden ophør, ikke blot for sig selv, men for os, for Kirken og for hele verden. Og det er en velsignelse, at vi andre, som lever i verden, har mulighed for at tilbringe kortere eller længere tid i disse bønnens og fordybelsens miljøer.

Mange ortodokse troende har stor glæde af denne side af Kirkens liv og har tilknytning til et kloster, hvor de kommer på kortere eller længerevarende besøg, deltager i den stedlige gudstjenesterytme og måske på det personlige plan har en munk eller nonne som deres åndelige vejleder.

Klostrenes bøn, den åndelige vejledning og den enkeltes vækst i Kristus er i sagens natur af personlig og inderlig karakter og ikke noget, som lader sig udstille eller redegøre for i medierne.

De klostre og de enkelte munke og nonner, som har åndelig indsigt og vægt, stræber oftest efter at leve ubemærkede.

Kendskabet til dem breder sig ad indre, åndelige og kirkelige kanaler og ikke via avisannoncer eller fjernsynsprogrammer.

De fem i DR2-serien, udvalgte blandt hundredvis af ansøgere har måske reageret på BBCs annonce ud fra gode og ærlige motiver og med et virkeligt ønske om at stifte bekendtskab med livet i et kristent kloster. I så fald er de blevet fangede og misbrugte af de medier, som anser mennesker for ikke at være andet end råstof til underholdningsprogrammer.

Ligesom klosterlivet i og for sig er defineret ved diskretion, sådan tager det menneske, som stræber efter åndelig indsigt og vækst på klosterophold i stilhed og ubemærkethed og ikke for efterfølgende at lade sit åndelige liv og sine fortrolige samtaler udstille på markedspladsen eller i medierne.

TV-programmet 40 dage i kloster fremviser en så voldsom konflikt mellem stof og projekt, at det får serien til at virke postuleret, hul og kedsommelig. Dens falske, konstruerede tone gør det desværre umuligt at fatte nogen virkelig interesse for de medvirkende personer.

Poul Sebbelov, ortodoks præst