Konsekvenserne af en islamisk vielse

DEBAT: "Den kvindelige part i et ægteskab har langt større rettigheder ifølge dansk lovgivning end ifølge islamisk sharia," skriver Jørgen Wahl

Debatindlæg:

Da jeg fortsat ikke har fået svar på mit indlæg af oktober 2003 til imam Fatih Alev og heller ikke på mit omformulerede spørgsmål 30. december 2003 vedrørende proceduren ved vielse foretaget af imamer, der har fået dansk autorisation hertil, må jeg gå ud fra, at Fatih Alev, der heller ikke har reageret på rykkere fra debatsidens redaktion, ikke har til hensigt at involvere sig i sagen.

Da spørgsmålet efter min opfattelse er af principiel interesse, tillader jeg mig herefter at fremlægge det som et almindeligt debatindlæg.
Imamen kan således stadig udtale sig, hvis han måtte have lyst, eller andre fra det islamiske panel, som måtte have kendskab til forholdene. Der kan jo evt. også være andre deltagere i debatten, som kan have praktiske erfaringer, måske fra egne oplevelser.

Jeg skal her fremstille, hvad sagen drejer sig om:

Som bekendt kan muslimer i Danmark gyldigt indgå ægteskab enten ved danske myndigheder, d.v.s. såkaldt borgerlig vielse, eller ved en muslimsk imam, der har fået dansk autorisation til at forrette vielse.

Muslimer kan også lade sig vie af imamer, der ikke har dansk autorisation, men i så fald er ægteskabet ikke lovformeligt indgået og derfor ikke gyldigt i Danmark med de retlige konsekvenser, dette måtte have. Et sådant ægteskab er for øvrigt i en del tilfælde heller ikke gyldigt i forskellige muslimske lande, hvilket i givet fald kan have den alvorlige konsekvens, at de pågældende vil blive betragtet som samlevende uden at være gift (jf. Aminah Tønnsens udredning herom).

Ved vielser i Danmark ved dansk borgerlig myndighed eller ved en imam med dansk autorisation vil dansk familie-, arve- og skilsmisselovgivning samt reglerne om formuefællesskab være gældende for ægtefællerne. Dansk lovgivning vil i mange tilfælde adskille sig væsentligt fra islamisk familielovgivning (Sharia lovregler), bl.a. derved, at den kvindelige part normalt vil være tillagt langt større rettigheder end islamisk lovgivning ville hjemle.

Ved skilsmisse og død vil bodelingen føre til en for kvinden langt fordelagtigere deling af værdierne, og kvinden (og for øvrigt også manden) vil have ret til at sidde i uskiftet bo. Kvindens ret til skilsmisse vil være den samme som mandens, og hvad angår børnene, vil der normalt være fælles forældremyndighed, og børnene vil i de allerfleste tilfælde af skilsmisse komme til at forblive hos moderen, mens faderen kun tillægges samkvemsret.

Jeg er ikke sikker på, om muslimske ægtefæller altid har fuld klarhed over deres retlige stilling efter dansk ret, og ikke mindst for kvindens vedkommende må det være særdeles vigtigt at vide fuldstændig besked.

Jeg håber derfor, at danske borgerlige myndigheder og muslimske imamer med dansk autorisation udtrykkelig gør parterne opmærksom på, at de ved vielsen vil være undergivet dansk lovgivning i familie-, arve- og formueretlig henseende, og at de derfor ikke kan påberåbe sig islamisk lovgivning.

Jeg går ud fra, at der må være almindelig enighed om, at det er vigtigt, at der foreligger fuld klarhed om dette forhold, og det kan undre mig såre, at en imam i Danmark ikke ønsker at udtale sig om den procedure, der anvendes.
Det burde dog også være i hans interesse, at deres trosfæller kender deres retlige stilling i Danmark.

Jørgen Wahl

Besøg også vores tema om ægteskab, hvor forskellige religioners repræsentanter skriver om ægteskabet og dets betydning og konsekvenser.