Koranen må læses i sammenhæng
DEBAT: Er der påbud om krig og drab i Koranen? Aminah Tønnsen svarer Tranholm-Mikkelsen om jihad på "Guds vej"
»Krig er foreskrevet Jer«
At Koranen påbyder krig »på Guds vej« for at udbrede islam, er utvivlsomt. Det er ingen uvenlig beskyldning, men noget, de fleste muslimer vedkender sig.
Af Verner Tranholm-Mikkelsen
I 43 år har jeg kendt og samarbejdet med muslimer og ofte taget dem i forsvar over for omtale som aggressive helligkrigere. Det er de sjældent. Som sådanne har jeg næsten aldrig mødt dem.
Generaliserende: Jeg kender muslimer, som er fredelige, gæstfri og venlige. Desværre vokser for tiden en aggression, som kristne (USA!) ikke er uden skyld i.
Men i sandhedens navn må jeg afvise Aminah Tønnsens (AT) påstand under »Religionsdebat« den 7. april.
Citatet fra sura 22 (kort efter hidjra 622) med »tilladelse« til forsvarskrig er rigtigt; men fordi muslimer oftest er fredelige og hader krig, ligesom vi gør, og da de dengang ikke var særlig ivrige efter at føre krig, kommer der snart efter befalinger om at bekæmpe de vantro, suppleret med løfter om martyrers umiddelbare indgang i paradiset.
Ordene »krig« og »bekrige« afledes af ordet drab og dræbe. Ofte henviser muslimer til, at ordet, vi gengiver som »hellig krig« (jihad), primært er en åndelig kamp.
Sandt nok! Men ordet for dræbe og drab, krige og bekrige, står dog i Koranen 185 gange, ofte i påbud. Jeg nøjes her med ovenstående citat fra sura 2, vers 216, samt henvisning til den sidste åbenbaring for Muhammeds død.
Den påbyder drab af afgudsdyrkere, der ikke omvender sig (sura 9,5 »sværdverset«), samt ydmygende undertvingelse af jøder og kristne (9,29).
Jeg kan jo ikke vide, om AT ikke kender de mange påbud om krig og drab, selvom det undrer mig, hvis hun læser Koranen så selektivt. Noget sådant forekommer dog ikke helt sjældent.
Jeg har bemærket, at den integration, vi ønsker og tilstræber, ofte sker gradvis ved, at muslimer tilegner sig vore værdier og normer og antager, at alt, hvad de anser for godt og rigtigt, selvfølgelig er fra Koranen!
Således identificerer de sig med vore gængse (muligvis kristne!) værdier, uden at det anfægter deres identitet som muslimer.
At også AT kan forholde sig sådan, har jeg før set; men det er uheldigt, at det sker i en brevkasse. Den bør være pinlig korrekt og saglig, også mht. forskelle mellem religionerne.
At koranen/islam påbyder krig »på Guds vej« for at udbrede islam, er utvivlsomt. Det er ingen uvenlig beskyldning, men noget, de allerfleste muslimer vedkender sig som den største selvfølgelighed.
Ud fra historien er AT´s redegørelse for Muhammeds holdning til vold og krig derfor absolut vildledende.
Verner Tranholm-Mikkelsen
Svar:
Kommentar til hr. Tranholm-Mikkelsen, der den 14. april forsøger at så tvivl om sagligheden af mine fremstillinger af Koranens budskab:
Som jeg ved andre lejligheder har gjort opmærksom på, er Koranen - nøjagtig ligesom Bibelen - fuld af billeder og lignelser, der forstås og implementeres i mange forskellige kulturer og tidsaldre.
At man har taget en tekst bogstaveligt på et givent tidspunkt i historien betyder ikke nødvendigvis, at den skal tages bogstaveligt til verdens ende.
Koranen advarer rent faktisk imod, at man blindt følger tidligere lærdes fortolkninger uden at tage dem op til fornyet overvejelse i lyset af de til enhver tid aktuelle omstændigheder.
Vendingen "det er foreskrevet jer at stræbe og kæmpe for Guds sag" forekommer flere steder i Koranen.
Man kan "stræbe og kæmpe for Guds sag" på mange forskellige måder, f.eks. ved at besvare usaglige angreb på islam i medierne, ved at skrive kronikker eller bøger, ved at uddanne sig, ved at bruge sine ressourcer til gavn for det fælles bedste, ved at give et medmenneske en hjælpende hånd eller trøst i en fortvivlet stund.
Kort sagt: Ved at handle uselvisk og ansvarligt "som Gud vil det", og som Han har kundgjort det for menneskene i Sine åbenbaringer.
At hr. Tranholm-Mikkelsen partout vil have denne kamp til at betyde "krig med våbenmagt" må stå helt for hans egen regning. Jeg vil dog for god ordens skyld minde om, at der for nogle år siden ifølge Politiken var både "blodbad på det Kongelige Teater" og "massakre i Socialdemokratiets top".
Og skal man tro Kristeligt Dagblad, har der for ganske nylig været et "nyt bispeangreb på kirkeministeren" og "krig om efterlønnen". Mig bekendt er disse hændelser foregået helt uden blodsudgydelser.
Når hr. Tranholm-Mikkelsen og ligesindede henviser til Koranen, "glemmer" de ofte at se på helheden i teksten og på de omstændigheder, der har ført til åbenbaring af en bestemt passage.
Det såkaldte sværdvers kan naturligvis ikke stå alene. Det indgår i en længere passage, hvori muslimerne opfordres til ikke at opsige pagter, de har indgået med hedninge, så længe som disse hverken bryder pagten eller konspirerer imod muslimerne. (9:4) Hvis hedningene derimod bryder en pagt indgået med muslimerne, skal disse give dem en frist på fire måneder til at ombestemme sig, hvorefter muslimerne må opsige pagten og forsvare sig imod deres tidligere pagtsfællers eventuelle angreb (9:1-3 og 9:5). Og hvis en (eller flere) af de kæmpende hedninge beder muslimerne om asyl, skal de naturligvis gives asyl (9:6).
Man skal have en særdeles livlig fantasi for at hævde, at dette vers "påbyder drab af afgudsdyrkere, der ikke omvender sig", som hr. Tranholm-Mikkelsen påstår.
Som jeg tidligere har gjort hr. Tranholm-Mikkelsen opmærksom på (Kristeligt Dagblad den 6. juni 2000), er der i 9:29 ikke tale om en "ydmygende undertvingelse af jøder og kristne".
Verset indeholder ganske enkelt en opfordring til at argumentere med jøder og kristne, der lever under muslimsk overherredømme, for at klargøre for dem, at de må betale beskyttelsesskat (djizya) til gengæld for at nyde statens beskyttelse - og som tegn på, at de vil indordne sig under de regler, der gælder i landet.
Jøder og kristne nyder både religionsfrihed og begrænset autonomi og er fritaget for at betale den for muslimer lovpligtige formueskat (zakat).
Beskyttelsesskatten er pålagt voksne og arbejdsduelige mænd (ikke-muslimer såvel som muslimer) til gengæld for fritagelse fra militærtjeneste.
Dette svarer nogenlunde til, at alle borgere i Danmark er underlagt gældende lov, og at alle raske mænd er pålagt militær- eller militærnægtertjeneste (med mindre de da trækker frinummer).
Man kan naturligvis ikke køre på frihjul, blot fordi man bekender sig til en anden tro end flertallets, men skal bidrage til fællesskabet som enhver anden borger.
Koranen påbyder ikke krig for at udbrede islam, som hr. Tranholm-Mikkelsen påstår. Gud siger tvært imod: Der kan ikke være tvang i trosanliggender (2:256). Alt andet ville være fuldstændig vanvittigt. Tro skal vokse fra hjertet.
Jeg læser ikke Koranen selektivt, som hr. Tranholm-Mikkelsen påstår. Jeg gør faktisk det stik modsatte, idet jeg - ligesom mange andre selvstændigt tænkende muslimer - følger de simple anvisninger, som Gud selv giver i Koranen:
Jeg ser Koranen som en helhed, som anvisninger, der indbyrdes supplerer og forklarer hinanden. Jeg bruger min sunde fornuft til at forstå de ordbilleder og lignelser, som Koranen indeholder.
Jeg ser mig omkring i verden og prøver at tage ved lære af andre folkeslags succeser og fejltrin. Derved bliver Koranens budskab så fleksibelt og rummeligt, at det er brugbart og meningsfuldt til alle tider og under alle omstændigheder.
Hvis man derimod river enkelte vers eller passager ud af deres rette sammenhæng og vrider dem som en klejne, kan man få næsten hvad som helst ud af det - også en krigerisk religion, hvis det er det, man ønsker.
Gud har i øvrigt indrettet det så viseligt, at man får, hvad man søger efter i Koranen. Hvis man blot søger at få sine fordomme bekræftet, er det det eneste, man vil opnå; men man vil aldrig komme til at forstå Koranens budskab.
Hr. Tranholm-Mikkelsen tolker det som en form for identitetsforvirring, at muslimer hylder værdier og normer, som er gængse her til lands.
Jeg hører til dem, der ser disse helt basale og åbenlyse fælles værdier som et bevis på, at vi alle er skabt af samme Gud, og blot følger forskellige veje til Ham.
Det giver mig håb for fremtiden, håb om, at flere og flere vil få øjnene op for, at vi er skabt i indbyrdes afhængighed og forpligtelse, skabt til at skabe forståelse, respekt og enhed på trods af indbyrdes forskelligheder.
Gud ved bedst!
Aminah Tønnsen