"Mission har også skabt tryghed i Tanzania"

Herhjemme har det at missionere ofte en negativ klang. En gammel befaling fra Mattæusevangeliet som ikke passer ind i en moderne verden. Men i Tanzania er virkeligheden mere nuanceret, skriver freelancejournalist Svend Løbner, der blandt andet er tilknyttet Dansk Missionsråd og flere missions- og hjælpeorganisationer

Mission ødelægger kulturen – eller gør den? Danske missionærer har prædiket det kristne evangelium i Tanzania i over 100 år og sendt nyhedsbreve hjem om både voksende kirker og voksende behov. Samtidig er det en udbredt indstilling blandt intellektuelle og polikere, at missionsarbejdet ødelægger de lokale kulturer og traditioner. Men hvem spørger modtagerne?

Man kan mene så meget om mission, og missionærer har nok begået mange fejl undervejs og selvfølgelig ikke kunnet undgå at påvirke lokalbefolkningen med den vestlige kultur. Men min påstand er, at den diskussion bør ses i sammenhæng med den virkelighed, mennesker, der har været udsat for mission, lever i i dag. 

Hvordan ser tanzaniere på den kristne påvirkning, de i årevis har været genstand for? Føler de, at deres kultur og traditioner er blevet ødelagt?

Det rejste jeg til Tanzania for at undersøge i sommeren 2014. I løbet af fem uger tilbagelagde jeg 4.400 kilometer rundt i de områder, der har været genstand for dansk missionsarbejde. Jeg lavede 20 dybe interviews med kristne suppleret med over 30 korte interviews med imamer, sheiker, borgmestre, socialrådgivere, læger, projektledere og almindeligt godtfolk.

Jeg er selv vokset op i Tanzania og kan derfor interviewe direkte på kiswahili – uden fortolkende eller forsimplende mellemled.

Er mission så et overgreb på den lokale kultur? Nej, svarer respondenterne samstemmende. Tværtimod kan jeg destillere seks tendenser ud af de mange svar, jeg får: Missionærerne kom med svar, viden, sundhed, frihed, fred og menneskerettigheder. Eneste negative svar var, hvorfor tanzanierne dog ikke havde hørt evangeliet noget før!

Det kan næsten lyde for godt til at være sandt, men var ikke desto mindre, hvad de adspurgte svarede. Er de naive? Måske, men man kan nemt forestille sig, hvordan det må føles at få udvidet horisonten, få bedre sundhed og opleve kvinder og børn få rettigheder, de ikke havde i traditionel stammekultur. 

Min research bød dog på flere overraskelser – og her vil jeg blot nævne tre.

Kristendommen er at finde i naturreligionerne
Det mest overraskende var, at missionærernes budskab blev et svar på den længsel og de varsler, tanzanierne var fortrolige med i deres naturreligioner.

”Vi vidste, at Gud ville sende en profet, men ikke at han hed Jesus”, fortæller gamle Eliezer Mgoko fra Sanjaranda, hvor Pinsekirken arbejder. Han uddyber: 

”Vi wataturu’er har mange myter. I én af dem får vi at vide, at der en dag kommer et stort mørke over jorden. Da vil der fremstå et menneske, som vil udvælge folk. De gode bliver taget med. De onde bliver tilbage. Jeg holdt fast ved denne myte. Og da jeg hørte Guds ord, var det, som om en dør åbnede sig og jeg sagde: Ahhh! Er det ham?!”. 

Hans oplevelse svarer til virkeligheden over hele det afrikanske kontinent. Den afrikanske teolog, John Mbiti, dokumenterer, at de attributter, vi forbinder med Gud i kristen teologi, er at finde i de fleste afrikanske naturreligioner, hvor vi også finder mange Messiasprofetier. Sudanmissionens Niels Brønnum måtte konstatere det samme, da han påbegyndte missionsarbejdet i Nigeria.

Kristendommen viser en anden vej
En anden stor overraskelse var at mange havde alkoholproblemer, inden de blev kristne. Jeg er som nævnt vokset op i Tanzania og kan huske den kvalmende lugt af bananøllen ”pombe” som spredte sig i landsbyen ved høsttid. Men jeg vidste ikke, at så mange var plaget af den negative kultur, som alkoholafhængighed er. 

”Inden jeg blev kristen, opholdt jeg mig meget på gaden og drak. Det gik rigtig dårligt for mig, og mit liv gik i opløsning”, fortæller Aristo Edison fra Iringa, hvor Luthersk Mission arbejder. I dag studerer han jura og vil gerne være advokat. 

”Før drev jeg hid og did uden formål. Jeg plejede at drikke sammen med andre unge", fortæller Crispin Renade fra Kipili, hvor Brødremenigheden arbejder. Han lagde mærke til de kristnes livsførelse.

”De passede deres marker og byggede huse. De havde en god familie. De hjalp hinanden. Da indså jeg, at det var langt at foretrække at nærme sig Jesus frem for at drive hid og did uden formål. Nu er jeg gift og har fire børn", smiler Crispin Renade.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO drikker tanzaniere over 15 år 18,4 liter ren alkohol om året. Til sammenligning drikker danskere i samme aldersgruppe 12 liter alkohol årligt.

Et frugtbart samarbejde mellem kristne og muslimer
En tredje overraskelse var det gnidningsløse samarbejde mellem moskéer og myndigheder. I Singida samarbejder Pinsekirken med den lokale moské om at hjælpe storbyens 3000 gadebørn. På Zanzibar rejser sheiker og biskopper sammen øen rundt for at dæmpe gemytterne, når konflikter mellem kristne og muslimer er under opsejling.

Og I Sanjaranda har imam Abdullah Ramadan kun roser til overs for missionsarbejdet:

”Da missionærerne kom, vågnede befolkningen op og blev opmærksomme på at administrere deres ejendomme. Det begyndte med nogle få, men så spredte det sig til hele landsbyen", fortæller imamen og konkkuderer: 

”Missionen har virkelig bragt udvikling til hele området. Efter kirkerne kom skolerne, og det betyder, at mange nu har fået arbejde og gode stillinger hos myndighederne”. 

Borgmesteren i nabobyen Itigi bekræfter: ”Vi kan se, at de mennesker, der engagerer sig i kirken, får et godt liv", fortæller borgmester Mwingi Mwenjemvua Hassan Salomon, der også glæder sig over, at muslimer må være med i kirkernes udviklingsprojekter:

”Alle, der engagerer sig, får glæde af den ny viden og arbejder sammen side om side. Forskellen mellem kristne og muslimer kommer ind hvor vi tilbeder. Men i alle andre gøremål arbejder vi tæt og godt sammen.”

Men min research og mine samtaler med disse 20 mennesker peger på, at der også er stor glæde forbundet med at være en del af den globale verden med adgang til viden og sundhed.

Som Eliezer Mgoko udtrykker det: ”Fordi vi fik Guds ord, og missionærerne byggede skoler, lærte folk om livet og blev forandret. Det er udvikling. Til ånd og krop. Skulle jeg virkelig tage mit tøj af og gå nøgen rundt ligesom før?”

Svend Løbners reportagerejse til Tanzania blev støttet af bl.a. Danidas rejsestipendium og Dansk Missionsråd. De seks tendenser i tanzaniernes svar er blevet til seks artikler i serien ”Afrikanske stemmer” på hjemmesiden dmr.org hvor der også er en kort missionshistorie om det danske engagement i Tanzania gennem mere end 100 år.