"Kristendommen kan godt forstås som en ateistisk religion"

Gud retfærdiggør det gudløse og gudsforladte menneske; den gudsforladte Gud er de gudsforladtes Gud, skriver cand.theol, ph.d og forfatter Lars Sandbeck. Foto: Peter Kristensen

I kristendommen er Gud ikke blot villig til at tolerere det gudløse menneskes tvivl og rådvildhed, han går skridtet videre og gør selv en erfaring med, hvad det vil sige at leve og dø uden Gud, skriver ph.d og forfatter Lars Sandbeck

Det glæder mig, at Per Bilde tager et emne som kristen ateisme op. Jeg arbejder nemlig for tiden på en større bog om blandt andet kristen ateisme eller ateismen i kristendommen, så den kan jeg hermed anbefale Bilde at læse og eventuelt anmelde, når den kommer en gang til efteråret.

LÆS OGSÅ: Bilde: Ateister kan ikke klassificeres som religiøse

Ateister bør tage religion alvorligt
Ved første øjekast forekommer det naturligvis paradoksalt at tale om en "kristen ateisme." For kan det overhovedet lade sig gøre at tænke kristendommen som en "religion," der selv er ateistisk, eller må religion altid og per definition være ateismens modsætning (og modstander)?

Thorkild Grosbølls kulturkristne humanisme har intet med sagen at gøre. Det har religion måske heller ikke, i hvert fald ikke, hvis religion skal defineres snævert som "myter om overnaturlige væsner," som Per Bilde skriver.

Bilde tror desværre, at jeg hader ateister. Det gør jeg ikke. Til gengæld har jeg et par gange kritiseret en bestemt type indskrænkede ateister, som baserer deres ateisme på de mest naive forestillinger om, hvad religion er.

Ved at gøre ens modstandere så dumme som muligt, bliver det dejligt let at føle sig klog. Men ved at definere sig selv i modsætning til religionen i dens mest primitive former, får man desværre også meget ofte en primitiv ateisme. For eksempel den slags, som triumferer over at have jordet en religiøs fundamentalist med en billig joke om julemanden.

Ateister af Per Bilde-typen tænker ud fra et simpelt skema: ægte religion er dum og fordummende, det vil sige, at ægte religion er fundamentalisme. Hævder man, at religion også kan være andet, forfalsker man med det samme fænomenet.

Bilde tilkendegiver, at han gerne vil deltage i en oprigtig samtale mellem ateister og religiøse/kristne, men hvis det er på de præmisser, samtalen skal foregå, gider jeg ikke rigtig være med.

Ikke al religion er værd at beskæftige sig med
Religiøse mennesker kan tro på hvad som helst: engle og dæmoner, kosmiske energier, krystalkugler, spøgelser, jomfrufødsler, guder, der flagrer rundt i det ydre rum og den slags.

Hvis dét er religion, er jeg ikke religiøs. Hvis religion ubetinget skal associeres med de mest absurde, naive og fornuftsstridige forestillinger og ikke må have lov til at bevæge sig bare en millimeter ud over barnetroens infantile grænser, så ophører religion efter min mening med at være værd at beskæftige sig seriøst med teologisk og filosofisk (om end måske ikke psykiatrisk).

Kristendommen kan udlægges i en ateistisk retning
Det er så min, og andres, opfattelse, at kristendommen meget let, faktisk forbløffende let hvis man ellers har øjne i hovedet lader sig udlægge i mindre naiv, men til gengæld i religionskritisk og ateistisk retning.

Et eksempel: På korset råber Sønnen til sin Fader: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Den situation kan naturligvis udlægges på mange forskellige måder. Jeg foretrækker en "ateistisk" udlægning, her i Chestertons udgave:

"Da verden rystede og solen med ét forsvandt fra himlen, skete det ikke med korsfæstelsen, men med råbet fra korset: det råb, som bekendtgjorde, at Gud var forladt af Gud [] Lad bare ateisterne selv forsøge at udpege en gud. De vil kun finde én guddom, som nogensinde har givet udtryk for deres egen isolation; kun én religion, i hvilken Gud syntes for en stund selv at være ateist."

En ateistisk Gud? Ja, nu forvirres alle begreber, men så revolutionerende er kristendommen altså. Den kristne "religion" kan udlægges sådan, at dens Gud ikke blot er villig til at tolerere det gudløse menneskes tvivl og rådvildhed, han går skridtet videre og gør samtidig tvivlen og rådvildheden til sig egen og gør således selv en erfaring med, hvad det vil sige at leve og dø uden Gud.

Gud retfærdiggør det gudløse og gudsforladte menneske; den gudsforladte Gud er de gudsforladtes Gud.

Det kræver som sagt en hel bog at redegøre for det synspunkt, men lad mig bare afsløre, at kristendommen i en bestemt forstand er en ateistisk religion.

Ikke fordi den tænker naturvidenskabeligt om verden og derfor må afvise hypotesen om et overnaturligt, almægtigt væsen, men fordi den forkynder en Gud, som er villig til at give afkald på at være Gud, så vi kan blive sat fri til at leve vores gudløse liv. Over indgangen til enhver kirke burde der være et skilt med skriften: "Religionsfrit område."

Lars Sandbeck er teolog, ph.d og forfatter