"Lad os leve med i amerikanernes glæde"

Jeg kunne ikke drømme om at løfte en etisk pegefinger eller lufte min forargelse, hvis nogen tillader sig at juble over denne superterrorists død, skriver teolog Ricardt Riis

Osama bin Laden er blevet erklæret død. Det har skabt jubelscener i USA og i den vestlige verden. Men må man juble over et andet menneskes død - også selvom det er en terrorist? Vi har spurgt panelet på religion.dk.

Teolog Ricardt Riis svarer:

Må man juble over et andet menneskes død?

Ærlig talt, spørgsmålet lyder muslimsk. Det lyder, som kom det fra én, hvis store bekymring var, om han nu holdt sig på den rette side af den gode moral. Det gør det nok ikke, men tonen i det, kære venner, tonen!

Fri os for moralsk trældom
Det lægger jo så tydeligt op til, at man skal komme med én eller anden etisk betænkelighed, for, ikke sandt, ethvert menneske er da noget værd i Guds øjne. Eller det lægger måske endda op til, at man skal løfte en etisk pegefinger mod dem, der jubler altfor højt over bin Ladens død.

Men ikke, om jeg hopper på den galej! Ikke, om jeg kunne drømme om at løfte en etisk pegefinger eller lufte min forargelse, hvis nogen tillader sig at juble over denne superterrorists død.

Og jeg må gøre opmærksom på, at det er muslimerne, ikke os kristne, der har regler for hver eneste foreteelse i dagligdagen. Vi kristne, derimod, er fri for loven. Så lad os dog for alt i verden ikke igen spænde i trældoms åg!

Bare dette 'man' i sætningen: 'Må 'man' juble over et andet menneskes død'. Som om der fandtes en etisk regel, der med lige stor relevans kunne lægges ned over alle og enhver. Det er jo netop det, der ikke gør. Ja, måske for muslimer og jøder, men da ikke for os kristne.

Lad os juble sammen med amerikanerne
Spørg i stedet, om vi kan forstå de mennesker, der jubler over Osama bin Ladens død. Spørg, om vi kan forstå det ægtepar, hvis søn døde som brandmand den 11. september 2001.

Spørg, om vi forstår den hustru, der først nu synes, at hun kan komme videre efter sin mands død ved terrorangrebet, fordi hun nu kan se en form for retfærdighed. Må vi så ikke indrømme, at vi langt hen ad vejen har de samme følelser i os som disse amerikanere?

Det ville jo være så let som ingenting for mig at udsende en etisk bandbulle mod de jublende amerikanere. For jeg kan sagtens, jeg har jo ingenting i klemme, måske en meget vag terrorfrygt de første år efter angrebet, men efterhånden, som den klingede ud, intet.

Nej, lad os i stedet lytte til jubelen, leve med i amerikanernes glæde. Så kan vi måske analysere os frem til, hvordan amerikanerne føler.

Indrømmet, jeg var noget gal på amerikanerne, da de angreb Afghanistan efter angrebet den 11. september. Og det var med nogen betænkelighed, jeg konstaterede, at en sådan æresfølelse har altså amerikanerne, at de kun kunne tænke: nogen har gjort nar af en stormagt som os; det skal de ikke slippe godt fra! og så invaderede de Afghanistan.

Men jeg må også indrømme, at når jeg nu ser jubelscenerne foran Det Hvide Hus, kan jeg godt se, at det måske bliver gavnligt for hele verden, når amerikanerne nu får deres selvfølelse tilbage. Eller, bedre sagt: Jeg var ikke klar over, at deres selvfølelse havde lidt et sådant knæk ved 11. september, men det giver jubelscenerne jo udtryk for.

Jeg under dem det af et godt hjerte. For når amerikanerne igen tør være stolte over sig selv, så kan der ske meget både på verdensscenen og på deres hjemlige scene. Og begge steder er det tiltrængt.