Lektor svarer igen: Blasfemiparagraf handler ikke om ærekrænkelse

Straffelovens § 140 handler ikke om ”ærekrænkelse af religioner”, og mit indlæg var ikke et forsvar for paragraffen, skriver lektor Sune Lægaard som svar på kritik af hans analyse af blasfemiparagraffen

Jacob Mchangama har på sin Berlingske.dk blog kritiseret min analyse af debatten her på religion.dk om Straffelovens § 140, den såkaldte blasfemiparagraf.

Mchangama anfægter min påstand om, at § 140 ikke handler om religiøse personers følelse af ”krænkelse” og ikke beskytter ”religiøse følelser”. Hans modargument er, at Straffelovrådet bruger ordet ”krænkelse” 76 gange.

Rådets skriver rigtigt nok, at § 140 umiddelbart beskytter religiøse følelser. Men de skriver også, at det overordnede formål er beskyttelsen af noget andet, nemlig den ”offentlige fred”.

Mere interessant end selve ordbrugen er dog, hvad ordene betyder. Juristernes brug af ordet ”krænkelse” er desværre ikke ret klar. Her er tre ting, som ”krænkelse” kan henvise til: 1) Personers følelse af fornærmelse, vrede eller lignende, 2) personers opfattelse af, at de er blevet behandlet forkert, og 3) det at en lov er blevet brudt. I hvilken forstand handler § 140 om krænkelse?

Hvis § 140 vitterlig handlede om beskyttelsen af personernes religiøse følelser, så burde § 140 sager handle om, hvad religiøse personer faktisk føler – hvor fornærmede og vrede de er. Men det gør de bare ikke.

I § 140 sager skal domstole vurdere, om en given ytring ”i almindelighed må antages at blive opfattet” som forhånende, og de krænkede personers følelser er her ikke afgørende. Så § 140 handler ikke om krænkelse i den første betydning.

Hvis § 140 i stedet handlede om krænkelse i betydningen, at personer mener at være behandlet forkert, f.eks. fordi de mener, at det er forkert at afbillede deres profet, så burde § 140 sager handle om, hvad der ifølge de troende er forkert. Men det gør de heller ikke. Domstolens vurdering i § 140 sager ”skal foretages uafhængigt af opfattelsen inden for det religionssamfund, hvis troslærdomme eller gudsdyrkelse nogen har ytret sig om.

Det er således principielt uden betydning, om et eller flere medlemmer af det pågældende religionssamfund har følt sig krænket.” (Straffelovrådet 3.2.5)

Så § 140 handler ikke om krænkelse af hverken religiøse følelser eller opfattelser, lige gyldigt hvor mange gange juristerne bruger ordet. § 140 handler selvfølgelig om krænkelse i den tredje betydning, hvor ordet betegner, at en lov er blevet brudt. Hvis nogen forhåner et trossamfunds troslærdomme, så krænker de § 140.

Men i denne betydning handler alle straffelovens bestemmelser om krænkelse, og det er der ikke noget galt i.

Mchangama anfægter også min påstand om, at § 140 ikke er ”særlovgivning”. Hans argument er en henvisning til, at Straffelovrådet beskriver § 140 som ”en særlig beskyttelse af religionssamfunds troslærdomme… som andre overbevisninger – eksempelvis af politisk, social eller etisk karakter – ikke nyder”.

Det har han helt ret i – men det var heller ikke det, jeg benægtede.

Jeg diskuterede kritikker, der afviser § 140, fordi den er en ”særlov”. En sådan kritik forudsætter, at det i sig selv er problematisk, at noget er en særlov. § 140 beskytter kun religiøse troslærdomme.

Men der er masser af love, der giver ”særlig beskyttelse” i samme forstand. Dyreværnsloven beskytter kun dyr. Serviceloven giver bestemte rettigheder, men kun til borgere med bestemte diagnoser. Ingen vil mene, at disse love er problematiske, fordi de giver særlig beskyttelse eller særlige rettigheder i denne forstand.

Derfor kan § 140 heller ikke være problematisk, bare fordi den giver særlig beskyttelse i denne forstand.

Mit indlæg handlede om, at diskussionen af § 140 ikke bør fokusere på denne slags indvendinger, da de simpelthen ikke indfanger, hvad der er i vejen med § 140, hvis der er noget i vejen med den. Jeg argumenterede ikke for at bevare § 140, kun for at få de rigtige kritikpunkter på bordet.

De virkelige spørgsmål er, om der overhovedet er brug for § 140, og om den begrænser ytringsfriheden på en problematisk måde.

Lad mig sige lidt om det første.

Man møder nogle gange argumentet, at § 140 er vigtig for at signalere, at religion er særlig. Nogle fortalere for § 140 begrunder det med, at afskaffelse vil være endnu et søm i ligkisten for den offentlige anerkendelse af religionens betydning og rolle.

Det er et dårligt argument af flere grunde. Dels nyder religion jo stadig offentlig anerkendelse i kraft af Folkekirkens status og anerkendelsen af trossamfund, dels er § 140 næppe den bedste måde at anerkende religion offentligt på, og endelig er spørgsmålet, om staten overhovedet bør anerkende religion offentligt.

En bedre begrundelse for § 140 fremgår af placeringen af bestemmelsen i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred.

Placeringen viser i sig selv, at § 140 ikke handler om ”ærekrænkelse af religioner”, som Mchangama citerer Straffelovrådet for, for den slags er placeret i 27. kapitel om Freds- og ærekrænkelser. Så man kan ikke kan tage juristerne i Straffelovrådets formuleringer for gode vare i karakteristikken af § 140.

Er det en god begrundelse for § 140, at den er et middel til at sikre den offentlige orden og fred?

Det kommer an på, hvad man mener med det. En oplagt læsning er, at ytringer, der forhåner troslærdomme, kan ophidse nogle troende, der så vil reagere på måder, der vil true den offentlige fred.

Men hvis § 140 forsvares på denne måde, så skulle domstolene jo dømme ytringer efter, om de faktisk ophidser folk. Men som sagt er det ikke det, domstolene gør i § 140 sager. Så dette er ikke en god begrundelse for paragraffen.

Straffelovrådet mener, at § 140 er nødvendig for at gribe ind over for offentlig afbrænding af Koraner. Om dette er en god begrundelse afhænger af to ting; dels om det faktisk er nødvendigt at kunne forhindre koranafbrændinger, dels om § 140 er den eneste måde at gøre det på.

Hvis der ikke er risiko for, at nogen vil afbrænde koraner, eller hvis det ikke vil være så slemt, hvis det sker, så er der ikke behov for et forbud. Og selv hvis der er behov for et forbud, så kunne man afskaffe § 140 og indføre et snævrere og mere præcist forbud mod afbrænding af hellige skrifter. Så begrundelsen er ikke tilstrækkelig.

Man kunne læse formålet om sikring af den offentlige orden og fred anderledes. I stedet for at handle om folks reaktioner på forhånende ytringer, kunne det handle om ytringerne selv, dvs. at det i sig selv er et angreb på offentlig orden og fred at forhåne troslærdomme.

Det passer bedre på den måde, domstolene faktisk behandler § 140 sager. Problemet er, at denne begrundelse er meget kontroversiel. Hvorfor skulle det i sig selv være dårligt, at troslærdomme forhånes, og hvorfor skal staten kriminalisere det?

Så begrundelserne for § 140 er ret svage. Så måske bør vi afskaffe den. Men det skyldes bare ikke, at den er en krænkelsesparagraf eller en særlov, for det er den ikke.

Sune Lægaard er lektor i praktisk filosofi ved Roskilde Universitet og fast skribent på religion.dk