Løgstrup forankrer næstekærlighed i det universelle menneskeliv

K.E. Løgstrup har skrevet bogen Den etiske fordring. Fordringen som, ifølge Løgstrup, er radikal, tavs, ensidig og uopfyldelig

Den danske teolog og religionsfilosof K. E. Løgstrup (1905-81) så sekulariseringen som den største udfordring for kristendommen. Derfor søgte han dybere til det helt universelle lag af den menneskelige erfaring, som ligger forud for evangeliets tale.

Han ville forankre evangeliet i noget, der er uforanderligt. Og her kommer talen om de suveræne livsytringerind i billedet.

Han prøver ved en fænomenologisk analyse at blotlægge nogle fænomener i menneskelivet, som er uafhængige af kultur og som derfor er til stede i alt samkvem mellem mennesker. Det er disse fænomener, som evangeliet forholder sig til i sin fortolkning.

Løgstrup og "Den etiske fordring"

Løgstrups etiske fordring er hans forsøg på at komme bag sekularisering og modernitet. Det er et forsøg på at vise, hvorledes man kan tro på Gud og samtidig være et oplyst menneske. Ren oplysning ender i tomhed og nøgenhed. Så overser man de elementer i tilværelsen, som er tilknytningspunkter for etikken og den evangeliske vision.

Løgstrup er blevet og bliver stadig læst af en bred kreds, hvilket hænger sammen med, at han var optaget af det elementære i livet. I 1956 udgav Løgstrup bogen Den etiske fordring.

Som læser møder man eksempler, som man kan kende fra hverdagen, og i bogen udfolder Løgstrup tanken om den etiske fordring, der konstant stilles det enkelte menneske.

Bogen var ment som en human afdækning af Jesu ord: ”Du skal elske din næste som dig selv” (Mattæus-evangeliet 22, 39). Løgstrup skriver som programerklæring til værket, at det skal ses som: ”Forsøget på rent humant at bestemme den holdning til det andet menneske, der er indeholdt i Jesus af Nazareths religiøse forkyndelse”.

Den etiske fordring stilles alle mennesker, også ikke-kristne. Alle er skabt, uanset om de kender til Jesu forkyndelse eller ej, eller om de vil kendes ved den.

Løgstrup om menneskets tilværelse

I bogen skriver han om, hvordan vi påvirker hinanden og har magt over hinanden. Vi er hinandens liv og skæbne, sagde Løgstrup:

"Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd."

"Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver."

"Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej."

Han beskriver også fordringen således i den gyldne regel:

"Alt, hvad du vil, at de andre skal gøre imod dig, det skal du gøre imod dem."

"Den er alt andet end en lunken regel om at gøre gengæld. Den forlanger, at vi skal fantasere os til, hvordan vi ville ønske, der blev handlet imod os, hvis vi var i den andens sted for så aktuelt at handle imod den anden på den måde."

Løgstrup hævder så, at vi i reglen godt ved, at den magt og indflydelse, vi har over et andet menneske, burde vi bruge til dets bedste.

Næstekærlighed er ikke først kommet ind i verden med Jesu forkyndelse. Den er givet med den skabte orden. Men Jesus formulerede fordringen med uhørt klarsyn. Og det gjorde han, fordi vi ikke lever op til den.

Løgstrup om fordringen

1) Løgstrups etiske fordring er radikal. Den går ud på at gøre, hvad der efter ens overbevisning tjener den anden bedst.

2) Fordringen er tavs, det vil sige, at den ikke udtales af den anden.

3) Fordringen er ensidig. Det vil sige, at den betyder en livsforståelse, hvor vi må tage vores liv som skænket os, som en gave. Vi kan ikke forvente, at den anden gengælder vore handlinger.

4) Og endelig er fordringen uopfyldelig, det vil sige, at mennesket i kraft af dets selviskhed gør fordringen uopfyldelig.