Luther og krig i næstekærlighedens navn

RETFÆRDIG KRIG: »Den, der angriber, har altid uret«, sagde Luther, og derfor bør folkekirken have sin egen Irak-høring

Er den af amerikanerne og deres koalition førte krig i Irak retfærdig?

Sammenkædningen af krig og retfærdighed forekommer nok mange sær. Hvis begrebet »retfærdig krig« overhovedet siger én noget, vil man nok tænke på den katolske lære, der rummer en række regulære principper, bl.a. om retfærdig årsag, ret hensigt og yderste udvej.

Sådan tænker lutherske kristne vel ikke. Vi holder jo kristendom og politik adskilt og overlader det til hver enkelt at mene om krig, hvad der nu passer ham eller hende, ikke?

Nej, opfattelsen af kristtroen, luthersk forstået, som fuldstændig neutral i forhold til den politiske virkelighed, er i direkte modstrid med de bekendelsesskrifter, der definerer, hvad en evangelisk-luthersk kirke er, også i den danske folkekirkes udgave.

Den Augsburgske Bekendelse har en meget vigtig artikel »Om politik og verdsligt regimente« (Art. 16). Her siges, at politisk styre og lovgivning er en god ordning, der er givet af skaberen. Derfor kan kristne udøve politisk magt, afsige retskendelser og straffe forbrydere, ligesom de i øvrigt kan virke i det verdslige liv.

Den lutherske adskillelse mellem åndeligt og verdsligt betyder således på ingen måde, at kristendommen er politisk uvedkommende. Tværtimod: Kristen næstekærlighed har også en politisk skikkelse.

Blandt de aktiviteter, som kristne ifølge bekendelsen kan udøve, er »at føre retmæssige krige og stride«. Det hører altså til den lutherske kristendomsforståelse, at næstekærlighed er forenelig med visse former for »retmæssig krigsførelse.«

Martin Luthers overvejelser om krig findes i en helt række skrifter, bl.a. »Kan krigsfolk være i den salige stand?«, men også hans skrifter om krigen mod tyrkerne og om bondeoprøret. Luthers opfattelse er ganske klar. Grundsynspunktet er, at opretholdelse af freden er det egentlige mål for politisk myndighedsudøvelse. Denne er jo indsat af Gud til at beskytte menneskelivet. At virke for freden er derfor også meningen med den kristnes politiske næstekærlighed.

Nu var Luther ikke utopiker. Han vidste, at freden er truet på grund af menneskers ondskab. Det rejser spørgsmålet, om en krig kan være berettiget for en kristen. Hertil siger Luther grundlæggende tre ting. (1) »Den, der angriber, har altid uret« (om krigsfolk). (2) Formålet med en forsvarskrig skal være at genoprette freden. (3) Der må ikke gribes til militær magtanvendelse, før alle muligheder for en fredelig løsning er afprøvet.

Denne grundopfattelse stemmer naturligvis vidtgående overens med den katolske lære.

Selv om der ikke er tale om en lære, er det naturligvis afgørende, at den retmæssige krig udtrykkeligt er nævnt i den lutherske bekendelse. Betoningen af retmæssig må betyde, at det ikke er krigsførelse som sådan, der står åben for kristne, men netop en krigsførelse, der kan forsvares som middel for næstekærlighed. Kan den lutherske tanke om retmæssig krig gøres gældende i vore dage, i en helt anden politisk virkelighed og med helt andre krigsmidler? Inden vi overbetoner forskellene, må vi gøre os klart, at krig dybest set betyder det samme i dag som på Luthers tid: bevidst drab af mennesker, kalkuleret tab af civile menneskeliv og ødelæggelse af den sociale orden.

Alt det kan vi se i Irak i dag; det vil formentlig ingen benægte. Er Irak-krigen så en retmæssig krig, luthersk forstået? Efter min mening taler de fleste argumenter for et nej. »Retmæssig« betyder også »i overensstemmelse med retsordenen«. De Forenede Nationers charter må siges at være den retsorden, som nutidens nationer har forpligtet sig på, også koalitionen af de villige. Denne retsordens øverste organ, FN's sikkerhedsråd, gav med resolution 1441 Irak en sidste mulighed for at leve op til kravet om at afskaffe masseødelæggelsesvåben.

Som middel til at sikre dette, blev der sendt våbeninspektører ind i landet ledet af Hans Blix. Sund fornuft må sige, at det måtte være Sikkerhedsrådet, der - byggende på våbeninspektørernes udsagn - alene kunne træffe den afgørelse, at Saddam Husseins sidste frist nu var udløbet. Inden det var kommet så langt, startede USA sit angreb. Det kan ikke siges at være en forsvarskrig startet, efter at alle fredelige muligheder var afprøvet.

Jeg har derfor svært ved at se, hvordan lutherske kristne, der tager deres bekendelse alvorligt, kan forsvare Irak-krigen, for slet ikke at tale om aktiv involvering i den politiske beslutning om krigsdeltagelse. Det siges i den aktuelle debat, at fjernelsen af masseødelæggelsesvåben kun var en ud af 13 begrundelser i den folketingsbeslutning, der dannede grundlag for Danmarks krigsførelse. Men teksten lader ingen i tvivl om, at FN's resolution 1441, der handler om fjernelse af masseødelæggelsesvåben - og ikke om Saddam Husseins umenneskeligheder - er hovedargumentet.

Krigsførelse er en alvorlig sag i en nations liv. Derfor er det vigtigt, at der føres en åben samtale om grundlaget for tilslutningen til militært angreb og besættelse. Samarbejdspolitik kan være mange ting. Det kan også være følgagtighed i forhold til en stormagt, der mener at kunne sætte sig ud over retten.

Lutherske kristne må i sidste ende træffe deres politiske afgørelser som ansvarlige individer. Men de skylder deres medkristne en redegørelse for, hvordan de ser en nutidig krigsførelse i lyset af bekendelsens tale om den retmæssige krig. Derfor må folkekirken have sin egen høring om Irak-krigen og den lutherske bekendelse.

Svend Andersen er dr.theol. og professor ved

Det Teologiske Institut

på Aarhus Universitet