- Meditation er ikke et helle fra hverdagen

I kristen meditation må jeg være villig til at lade Gud gennemlyse min hverdag og hjælpe mig til sammenhæng i mit liv, skriver retræteleder Per Mollerup

Den religiøse dagsorden blev gennem mange år sat via samtalen med og modsætningsforholdet til den materialistiske ateisme.

Naturvidenskaben var i rivende udvikling, mange var overbeviste om, at der ikke fandtes noget hjørne af virkeligheden, som videnskaben ikke kunne udforske.

Men omkring 1980 begyndte en nyreligiøs bølge at skylle ind over os inspireret af den voksende kontakt med østens religioner, buddhisme og hinduisme, og som en reaktion mod den materialisme og rationalisme, der prægede årtierne forinden. Med nyreligiøsiteten fulgte en helt anderledes forståelse af mennesket.

Nyreligiøse afviser naturvidenskaben
Nyreligiøsitetens tilhængere forkaster den naturvidenskabelige forståelse af mennesket og taler om astrallegemer, energier og karma mv. Gud eller snarere det guddommelige opfattes som den spirituelle kerne i mennesket eller et stade, man kan nå frem til gennem spirituelle øvelser, typisk forskellige former for meditation.

For nyreligiøst orienterede er spirituelle øvelser blevet metoder til at udforske det åndelige univers, som de opfatter det. For andre er spirituelle øvelser som f.eks. meditation blevet redskaber til selvudvikling.

Intet særligt fællesskab mellem spirituelt interesserede
Kristne deler ikke den nyreligiøse opfattelse af Gud eller mennesket. For de fleste kristne går vores bibelsk funderede tro og spiritualitet og en naturvidenskabelig forståelse af virkeligheden fint hånd i hånd.

Den voksende interesse for spiritualitet udspringer således af en meget forskellig opfattelse af virkeligheden, og den praktiseres med tilsvarende forskellige hensigter. Derfor kan man ikke tale om et særligt fællesskab blandt spirituelt interesserede.

Kristen spiritualitet blomstrer
Kristne har altid haft en spirituel praksis, men den har oplevet en kraftig opblomstring i de sidste årtier. Gennem en spirituel praksis søger vi at være i kontakt med Gud. Jeg begyndte selv at meditere i 1978, og siden har kristen meditation været en grundpille i mit åndelige liv. Kristen meditation er en form for bøn.

Mit motiv til at begynde at meditere var en søgen efter kontakt og fællesskab med Gud. Jeg havde i nogen tid oplevet min tro til Gud som en tillid til Gud uden kontakt med Gud, en tro på afstand.

Jeg søgte efter en dybere åndelig praksis, som kunne blive et redskab til at fastholde opmærksomheden på Gud og være lyttende til stede i det fællesskab, som Han har skænket os gennem Jesus Kristus. Den har jeg fundet i mediterende bøn.

Det er min erfaring som retræteleder og åndelig vejleder, at mine medkristnes spirituelle praksis udspringer af et tilsvarende ønske om at være opmærksomt lyttende til stede i Guds nærvær og vokse i fællesskabet med ham.

Kristne har forskellige meditationsformer
Både den katolske kirke og den ortodokse kirke rige traditioner for mediterende bøn, og i de sidste årtier er der også i de protestantiske kirker kommet en voksende interesse for kristen meditation og anden spirituel praksis.

De klassiske kristne traditioner har mange udøvere i dag også blandt protestantiske kristne. Selv praktiserer og underviser jeg i den ignatianske tradition, men praktiserer også Jesusbønnen. Mange kristne lader i dag de forskellige klassiske kristne traditioner befrugte hinanden.

Andre kristne søger at hente inspiration fra østlige traditioner, især fra buddhismen. Det er jeg skeptisk overfor, idet de østlige teknikker er vokset ud af og integrerede i en teologi og tilværelsesforståelse, som ikke er kristen. Efter min erfaring kan de østlige teknikker ikke frigøres fra denne baggrund og omplantes i en kristen sammenhæng.

Spiritualitetens rolle i en kristen sammenhæng
Hvilke rolle spiller spiritualitet så i en kristen sammenhæng? Jeg vil sammenfatte det i fire punkter, som samtidig er fire kriterier til at profilere kristen spiritualitet i forhold til ikke-kristen spiritualitet.

1. At være nærværende hos Gud
En spirituel praksis som mediterende bøn gør mig nærværende hos Gud. Den hjælper mig til at samle min opmærksomhed om Gud og være lyttende og tilbedende til stede i fællesskabet med ham. Gennem den praktiserer jeg min tro i relation til Gud.

2. At erfare Guds kærlighed
Når vi gennem en spirituel praksis jævnligt samler vor opmærksomhed om Gud, så er vi mere åbne for indre åndelige erfaringer af Guds kærlighed. De er meget trosbekræftende og giver os en indsigt i Guds virkelighed, som ord ikke kan formidle.

Disse erfaringer af Guds kærlighed giver os også modstandskraft, når vi oplever modgang. Jeg frigøres fra at aflæse Guds kærlighed til mig i de ydre begivenheder i mit liv. Fra mine indre åndelige erfaringer ved jeg dybt i mit hjerte, at Gud elsker mig også midt i modgangen. Når jeg hviler i Gud mindskes også min afhængighed af succes i det ydre.

3. At se, hvordan Gud ser mig
Kontakten med Gud går gennem vort hjerte og ånd, gennem vort indre. Når vi i mediterende bøn vender vor opmærksomhed mod Gud, så får vi som tillægsgevinst en voksende føling med vort eget indre og en voksende føling med, hvordan Gud ser på os, dvs. en voksende selverkendelse.

Meditation med det formål at opnå større føling med sit eget indre og større selverkendelse kan let ende i mentalt navlepilleri. Meditation med det formål at opnå religiøse oplevelser kan føre alle mulige steder hen. For religiøse oplevelser bliver aldrig opfattet umiddelbart, de bliver altid tolket af de bevidste eller ubevidste religiøse forventninger, vi har.

Derfor er det afgørende for os kristne, at vi under meditationen hele tiden har opmærksomheden rettet mod Gud, og at vi styres ind i meditationen af det billede af Gud og de forventninger til Gud, som vi har fra Jesus Kristus.

Der er en dyb visdom i Jesu ord: "Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift."

Målet er samhørigheden med Gud, selverkendelsen er tilgiften.

4. At erkende Guds vej for mig
En spirituel praksis som mediterende bøn, hvor jeg er lyttende og tilbedende til stede i fællesskabet med Gud, giver mig en voksende erkendelse af, hvad der er Guds vej for mig, hvilken vej jeg skal følge gennem livet.

Det er for mig afgørende, at meditationen ikke bliver en oasespiritualitet, hvor jeg søger et helle fra hverdagens fortrædeligheder.

Men at den tværtimod bliver det samvær med Gud, hvor jeg lader Gud komme til orde og er villig til at lade ham gennemlyse min hverdag og hjælpe mig til sammenhæng i mit liv. For mig er kristen spiritualitet en integrerende spiritualitet, som skaber sammenhæng i vores liv.

Per Mollerup er retræteleder og tidligere sognepræst