LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Synspunkt

Menneske først – jøde, kristen eller muslim så

Hændelserne har ikke fået mig til at gå i panik. Jeg har for mange år siden erkendt, at ingen kan beskytte hverken mig eller andre imod galninge og ensomme ulve. Jeg lægger trygt min skæbne i Guds hånd, skriver Aminah Tønnsen.

Frugtbar dialog kræver, at vi taler ordentligt til hinanden. Hån og spot skaber mistillid, marginaliserer de svage og deler befolkninger op i dem og os. , skriver muslim og debattør Aminah Tønnsen

Lørdag aften den 14. februar ringer min telefon ved 19-tiden. Min gode veninde Charlotte siger: ”Hej søde. Jeg ved, du har travlt med din bog; men du skal lige høre, hvad der er sket …” – og så bliver jeg briefet om eftermiddagens hændelse.
 
Tilbage foran computeren forsøger jeg at koncentrere mig om mit manuskript, som skal sendes til forlaget om en uges tid. Bliver færdig med revision at kapitlet om håndsafhugning og stening. Får mig en kop kaffe, inden jeg går videre i teksten.

Emner som blasfemi og jihad er pludselig rykket meget tæt på. Forhåbentlig vil min gennemgang og fortolkning af teksterne være med til at skaffe klarhed over, hvad der egentlig står – og hvad der ikke står. Teologien er en del af løsningen for at imødegå radikalisering.

Lidt senere ringer telefonen igen. Denne gang er det min svoger i Paris, der vil forvisse sig om, at familien er uskadt. Han og hans kone har for nogle uger siden været ude at demonstrere for fred i Paris’ gader sammen med deres teenagebørn.

I løbet af søndag aften fyldes min mailboks med hilsener fra mit europæiske netværk, GERFEC, der fortrinsvis består af katolikker rundt omkring i Europa. Vi har knap fordøjet hændelserne i Paris, men er enige om, at vi ikke er Charlie. Frugtbar dialog kræver, at vi taler ordentligt til hinanden. Hån og spot skaber mistillid, marginaliserer de svage og deler befolkninger op i dem og os.

Som Erling Tiedemann skrev i sin kronik i Kristeligt Dagblad den 13. januar: ”Uden selvcensur vil vi få et uciviliseret samfund og risikere at bidrage til at mobilisere netop dem, hvis terror vi frygter.” Hver eneste gang bekymrede borgere i de seneste år har påtalt tonen i debatten, er de hånligt blevet affejet som enfoldige tåber.

Politikere og islammodstandere efterspørger igen og igen, at islam ”moderniseres” og underkastes ”serviceeftersyn”; men hver gang en muslim fremfører en alternativ, nutidig fortolkning af teksten, bliver vedkommende fluks affejet som fuld af løgn … Det kan jeg personlig ikke tolke anderledes, end at de i virkeligheden ønsker at fastholde islam og muslimer som fjendebillede og prygelknabe. De ligger, som de har redt.

Mandag morgen er jeg på gæstelærerbesøg i en 3. klasse sammen med en jødisk og en kristen kollega. Vi er en del af projektet Din Tro – Min Tro og skal fortælle eleverne om det, vi tror på, og om ligheder og forskelle i vores tro og daglige praksis. Vi aftaler at bruge lidt mere tid end sædvanlig på, at vi skal passe godt på alt det, Gud har skabt – mennesker, dyr og natur.

At man ikke skal mobbe andre og gøre dem kede af det, så de føler sig udenfor. At man ikke skal gøre mod andre, hvad man ikke ønsker, at andre skal gøre mod en selv - og at vi sagtens kan være venner og arbejde sammen, selvom vi tilhører forskellige religioner.

Hændelserne har ikke fået mig til at gå i panik. Jeg har for mange år siden erkendt, at ingen kan beskytte hverken mig eller andre imod galninge og ensomme ulve. Jeg lægger trygt min skæbne i Guds hånd.

Om et par timer mødes vi i vort Jødisk-Muslimske Netværk for at nyde en skål rygende varm grønsagssuppe, før vi i samlet flok begiver os til mindehøjtideligheden på Gunnar Nu Hansens Plads.
 
Det er nu, vi skal stå sammen. Menneske først – jøde, kristen eller muslim så.