Klassiker

"For mig handler ramadanen ikke om mad"

Igennem ramadanen tøjles lyster og begær, selvkontrollen vindes tilbage, og kærligheden til Den Nådige gror frodigt, skriver muslimske Tessie Nour Jørgensen. Her er det muslimske kvinder i Libyen, der fejrer ramadanens afslutning i 2011.

"Ramadan giver et spirituelt fællesskab, der ophøjer og skaber glæde," skriver muslimsk studerende Nour Tessie Jørgensen

Fortællingen lyder, at Rajab er Guds måned, Shaban Profetens måned, og Ramadan befolkningens. Måneden for renselse og tilbedelse.

Ramadan er muligvis mest kendt som en pine for muslimske børn i skolerne eller ædegildet, når solen går ned. Med tiden må vi gøre op med fordomme, og her kommer så en anden version af Ramadan.

Ramadan er et spirituelt fællesskab
Hvilken glæde, der strømmer over én, når dagene bliver talt ned til den første Ramadan! Det spirituelle fællesskab ophøjer og frembringer månedens glæde og kærlighed. Men for mig handler det ikke om mad, faktisk har den stået på rugbrødsmadder de seneste år. Det er den spirituelle sti, som fasten medbringer, der gør Ramadan helt speciel.

LÆS OGSÅ:
10 vigtigste ting at vide om ramadanen

Fasten rummer flere trin
Det første niveau af fasten er afholdelsen fra al spisning, drikkelse og ægteskabelige relationer fra solopgang til solnedgang. Det følgende niveau er overholdelsen af de obligatoriske handlinger som bøn.

Endvidere bør den fastende afholde sig fra at synde med tungen og øjnene, ligeledes at synde med ører, hænder og fødder. Så frem for at synde bør den fastende beskæftige hele kroppen med tilbedelseshandlinger og ihukommelsen af Den Mest Barmhjertige.

Det sjette niveau er fasten med sindet og hjertet, altså at bevæge sig i en trancelignende tilstand, hvor hele kroppen og sindet er hengivet til Den Mest Elskværdige. Den fastende kunne beskæftige sindet med tanker om det hinsides, som mindsker kærligheden til materielle og midlertidige elementer.

Det sidste, højeste og fineste niveau af fasten er en fuldkommen ihukommelse af Den Barmhjertige; at hengive sig til en evig kærlighed til Lyset.

At faste er ikke spild af tid

At tage fuld kontrol over sine handlinger, og ikke lade sig styre af lyster og begær dikteret af maven og øjnene, er vindende og ophøjende. Nogle ville mene, at det er spild af god tid, men for mig at se handler livet ikke om kærlighed og begær efter materielle goder og mad.

LÆS OGSÅ:
Server dadler og linsesuppe for de fastende

Der burde ikke findes god og dårlig mad, da mad blot er til for at få vores krop til at fungere. For at citere den gode gamle Augustin, som mange af de islamiske filosoffer er inspireret af, så er skaberværket til at blive brugt, ikke beundret.

At elske Gud og fornægte Satan

Igennem Ramadan tøjles lyster og begær, selvkontrollen vindes tilbage, og kærligheden til Den Nådige gror frodigt. Kærligheden til Den Elskværdige gror til en ophøjet trance af lyksalighed, når den ikke hæmmes af omverdens forstyrrelser. For at nå det absolutte mål; at elske Gud så meget at man ikke har plads til at hade Satan (Sufi Rabia fra Basra).

Tessie Nour Jørgensen er muslimsk studerende og panelist på religion.dk

Igennem Ramadan tøjles lyster og begær, selvkontrollen vindes tilbage, og kærligheden til Den Nådige gror frodigt, skriver muslimske Tessie Nour Jørgensen. Foto: Privatfoto