Mindfulnessinstruktør: Min første krise var et uhyre under sengen

Karsten

Ud af den lille spire er der vokset en stadig dybere tillid til det at møde kriserne som nye muligheder, skriver mindfulnessinstruktør Karsten Skipper Foto: Torunn Hessen Schei/www.integrativvejledning.dk

Over for denne drage havde jeg ingen virkelig effektive våben eller forsvar
Karsten Skipper, mindfulnessinstruktør og psykoterapeut

Jeg besluttede, at der ikke var ondsindede væsener under min seng. Dermed såede jeg et frø til en indsigt, som spirede og voksede gennem senere kriser i mit liv, skriver mindfulnessinstruktør Karsten Skipper

En af de tidligste kriser jeg kan huske, var da jeg havde fået mit eget værelse. Jeg vil tro, at jeg var omkring fem år gammel. Jeg kan huske, at jeg lå i min seng og stirrede ud på skyggerne og kunne ikke sove. Jeg havde ganske vist fået at vide, at der ikke fandtes uhyrer, men det føltes alligevel som om, noget gemte sig i krogene og bare ventede på, at jeg et øjeblik var uopmærksom, så det - eller de? - kunne kaste sig over mig.

Jeg lå og stirrede ud i mørket, og blev mere og mere bevidst om mit forfærdelige dilemma: hvis det for alvor skulle være mit værelse, var jeg nødt til at kunne sove der. Men hvad nu hvis uhyrer alligevel fandtes og lå på spring under min seng?
 
Efter hvad der føltes som timer tog jeg en afgørende beslutning om at stole på, at der ikke var ondsindede væsener under min seng, og give slip ind i søvnen. Jeg tog mod til mig, lukkede øjnene og slappede af og valgte dermed at risikere at blive ædt!

Udefra set er det måske en banal episode, som næppe fortjener at blive kaldt en krise, men det føltes som en kæmpe sejr. Jeg har aldrig siden for alvor været bange for mørket, og jeg såede et frø til en indsigt, som spirede og voksede gennem senere kriser i mit liv.
 
De virkelige uhyrer i mit liv, da jeg var fem, var nok i virkeligheden en baggrund af utryghed på grund af en krise i mine forældres parforhold. Over for denne drage havde jeg ingen virkelig effektive våben eller forsvar, men det frø, jeg såede den aften, lå klar til at spire. Og kom mig til hjælp, da jeg blev gammel nok til at gøre mine egne erfaringer i det voksne kærlighedslivs farefulde verden, og på den måde uforvarende kom ind i dragens hule.
 
Da jeg i begyndelsen af tyverne for første gang stiftede bekendtskab med mindfulness, befandt jeg mig i en form for eksistentiel krise og havde indskrevet mig på en særdeles intensiv stilhedsretræte i et afsides hjørne af Indien. Jeg havde ingen steder at løbe hen og gemme mig, hverken fra mig selv eller smerterne i min utrænede krop, der på ingen måde var vant til at sidde med korslagte ben i ti til tolv timer om dagen.

Jeg følte mig pludselig meget alene, og selvom jeg vidste, at det var absurd, følte jeg mig svigtet af mine forældre, som ikke havde givet mig den mindste forberedelse på den udfordring, jeg stod i nu.
 
På en eller anden måde var det lige det, der skulle til, for at frøet kunne spire. Som med uhyrerne under sengen fandt jeg mod til at give slip og se det ukendte og uoverskuelige i øjnene, uanset hvad der måtte komme. Mindfulness er netop denne attitude af at se livet i øjnene, som det er. Hvad enten det nu byder på uhyrer eller sommerfugle.

Hemmeligheden ligger i, at den sikkerhed og kontrol, som mindfulness giver en over for livets op- og nedture og i mødet med uhyrerne under sengen, kommer gennem venskab. Man finder modet til at se på det uden fordomme, og lidt efter lidt bliver man ven med uhyrerne og ven med sit sind.
 
Det var langt fra min sidste krise, og jeg tror ikke rigtig på, at der findes en "sidste," når det gælder kriser. Men ud af den lille spire er der vokset en stadig dybere tillid til det at møde kriserne som nye muligheder.

Med det ønsker jeg ikke at bagatellisere de virkelige tragedier og dybe kriser, som folk står i. Jeg vil bare gerne sige til folk, at hvert øjeblik, hvor de finder modet til at se livet i øjnene med åbenhed - også når der er angst, depression, stress og parforholdskriser - planter de frø til noget nyt. Samtidig tror jeg, at det er med til at skabe forudsætningen for, at vi, også som samfund, kan finde nye veje i en tid med store kollektive kriser.

Karsten Skipper
Cand.mag i idéhistorie og religionsvidenskab, psykoterapeut og mindfulnessinstruktør
 
Se Karsten Skippers hjemmeside