Sansning

Katolik: "Min oplevelse af Guds nærvær er ofte sanselig"

Pilgrimsvandringer, påskenatsmesser og andre særligt sansemættede og spektakulære oplevelser er lidt som storme og bølger, der lægger sig igen og glider ind i det stille hav af hverdagens tilbedelse, skriver katolsk freelancejournalist og forfatter Malene Fenger-Grøndahl. Foto: Soren Kjeldgaard

Ligesom kærligheden til mine nærmeste udspiller kærligheden til Gud sig i krop, sjæl og ånd, hvor ord ofte synes overflødige eller utilstrækkelige, skriver katolik og journalist Malene Fenger Grøndahl

Min oplevelse af Guds nærvær er ofte sanselig, både når det foregår på det indre plan og på det ydre, eller i en kombination. Typisk sætter jeg ikke ord på, for ligesom kærligheden til mine nærmeste udspiller kærligheden til Gud sig i krop, sjæl og ånd, hvor ord ofte synes overflødige eller utilstrækkelige.

Mine første erfaringer med kristen gudstjeneste og kristen bønstradition fandt sted inden for folkekirken, hvor man vel kan sige, at ordet og intellektet fylder ganske meget – til tider på bekostning af den sanselige, kropslige erfaring og den ordløse kontemplation. Derfor var det også svært for mig at opleve gudsnærvær og gudshengivelser under disse gudstjenester. Salmesang og altergang var for mig de bedste elementer; de lagrede sig i mig som en fornemmelse af, at min kropslighed var en del af Guds skaberplan, og at tilbedelsens kropslige element var et svar på Guds skaberhandling.

Da jeg konverterede til katolicismen, var det især en kærlighedshandling. En nødvendig konsekvens af at ønske at være tættest muligt på Gud. Det oplevede jeg, at jeg var i den katolske liturgi, hvor Kristus opfattes som reelt tilstedeværende i brød og vin, og hvor kroppen inddrages i tilbedelsen med knæfald og bønnesvar. Ved særlige lejligheder indgår også røgelse, der dels er som en himmelsk duft, der når os som en påmindelse om Paradis, dels stiger op som vores bønneoffer til Gud.

Da jeg kort efter min konvertering var på en længere udlandsrejse i et land, hvor der stort set ingen kirker var, oplevede jeg for første gang en nærmest fysisk længsel efter messen og kommunionen (nadveren). Da jeg vendte tilbage til Danmark og deltog i messen igen, var det som en sanselig, kropslig og åndelig erfaring af at være hjemme. En stille beruselse, som når man genser sin elskede efter lang tid adskillelse og mærker gnisten og genkendeligheden i omfavnelsen.

Det er denne kombination, jeg oplever, hver gang jeg går til messe. Allermest holder jeg næsten af hverdagsmessen, hvor min krop af sig selv finder ind i liturgiens faste former, og jeg med stemme og krop, med bønner og kropslige bevægelser tilbeder og takker og tager imod. Det er en erfaring af at være en celle i kirkens store krop. En krop, som er ét hele på tværs af tid og rum. Hvor jeg som en lille celle indgår i en organisme, som lever i og med Gud i en evig vekselvirkning mellem at give og modtage – med alle sanser.

Følelsen, der knytter sig til sanseoplevelsen, kan variere i styrke og karakter fra gang til gang. Men oplevelserne af hver messe lagrer sig samme sted og vokser i mig som et hav, hvor dråbe på dråbe føjes til. Og hvor der er så dybt og så klart, at kærlighedens lys fra Gud kan skinne. Pilgrimsvandringer, påskenatsmesser og andre særligt sansemættede og spektakulære oplevelser er lidt som storme og bølger, der lægger sig igen og glider ind i det stille hav af hverdagens tilbedelse.

 Malene Fenger Grøndahl
Freelancejournalist og forfatter