Minus nødhjælp: Kristne er lavkastefolk

I Pakistan bør hinduer og kristne i manges bevidsthed ikke behandles på lige fod med medlemmer af flertallet, fortæller generalsekretær Henrik Ertner Rasmussen. Foto: Foto: Sxc.hu

Når religiøse mindretal i Pakistan diskrimineres ved uddeling af nødhjælp, hænger det indirekte sammen med Pakistans lovgivning, mener generalsekretær Henrik Ertner Rasmussen

Der har i pressen i de seneste dage været flere meldinger om, at hinduer, kristne og andre religiøse mindretal i Pakistan bliver forfordelt i forbindelse med distributionen af nødhjælp i de områder, der er ramt af de uhyggeligt store oversvømmelser.

Meldingerne er troværdige, når man tager i betragtning, hvordan disse mindretal også til hverdag oplever diskrimination fra det sunnimuslimske flertals side. Selv om der i princippet er religionsfrihed og lighed for loven i Pakistan, oplever de kristne ofte, at deres rettigheder slet ikke tages alvorligt af de offentlige myndigheder.

Hinduer og kristne hører til de laveste kaster
Der er to hovedfaktorer, som gør sig gældende i flertallets tankegang. Den ene er, at især hinduer og kristne i landet i den nedarvede sociale struktur på det indiske subkontinent tilhører de laveste kaster, dem, der er henvist til at gøre det hårdeste og mest beskidte arbejde, og som derfor i manges bevidsthed ikke bør behandles på lige fod med medlemmer af flertallet.

Den anden er, at ikke-muslimer ifølge traditionel islamisk tankegang skal undertrykkes, og hvis man vil gøre godt imod dem, skal det være for at vinde dem for islam.

Minus politirapport ved vold mod kristne
I de få nyhedsmedier, som beretter om mindretallenes situation, rapporteres der ofte om, hvordan kristne f.eks. oplever at blive udsat for vold, og at politiet efterfølgende nægter at optage rapport.

Derimod bruges f.eks. blasfemilovene i Pakistan ofte af muslimer, således at politiet uden reservationer tager en anmeldelse om, at kristne har talt nedsættende om profeten Muhammad eller har vanhelliget Koranen, for gode varer.

Det er meget alvorligt, fordi en person, der kendes skyldig i blasfemi, risikerer dødsstraf. Mange kristne har allerede fået dom for blasfemi ved lokale domstole, men er senere blevet frikendt i en højere retsinstans.

Det er dog en stor belastning for kristne, der kommer i fængsel for blasfemi, idet de er i konstant fare for overgreb fra muslimske medfanger, og en appelsag kan ofte være år om at blive behandlet i retssystemet.

Ofte ligger der ikke andet bag anklagerne om blasfemi end en strid mellem en kristen og en muslim om f.eks. ejendomsret eller andre personlige uoverensstemmelser. Her kan en muslim bekvemt benytte sig af en beskyldning om blasfemi mod en kristen og på den måde få ram på ham.

Leder-angst for at melde diskrimination
Set i lyset af sådanne sager er det ikke underligt, at kristne og andre mindretalsgrupper i Pakistan udsættes for diskrimination i forbindelse med distributionen af nødhjælpen.

Det er blot vanskeligt at dokumentere, idet kristne ledere i Pakistan normalt passer meget på med ikke at udtale sig offentligt om konkrete tilfælde af diskrimination i det hele taget, simpelt hen for at beskytte både sig selv og de direkte berørte mod repressalier.

Biskop begik selvmord ved retssal
Der er dog undtagelser. Den kendteste er afdøde biskop John Joseph af Faisalabad, der i protest mod blasfemilovene den 6. maj 1998 tog sit eget liv ved retsbygningen i Sahiwal, hvor en kristen, Ayub Masih, stod anklaget for blasfemi.

Desværre er der på trods af denne dramatiske handling ikke taget alvorlige skridt til at afskaffe blasfemilovene. Dog fortsætter kristne og andre menneskerettighedsaktivister med at opfordre lovgiverne til at afskaffe disse love, der stort set kun bliver brugt mod kristne.

At nogle muslimer også sympatiserer med de kristne aktivister, viser det faktum, at en ny bygning på en islamisk uddannelsesinstitution i Faisalabad faktisk er blevet opkaldt efter biskop John Joseph.

Henrik Ertner Rasmussen er generalsekretær i Dansk Europa Mission og panelist ved religion.dk.