Miraklet i Lourdes - og alle de andre

Massabielle-grotten i Lourdes (Frankrig). Foto: Wikimedia.org

Selvsuggestion? Tilfældighed? Svaret afhænger af synet på Gud, mener katolske Kirsten Kjærulff

Den nye film om valfartsstedet Lourdes har igen sat gang i spekulationerne om mirakler både i Bibelen og op gennem historien til vores tid.

Filmen lod spørgsmålet stå åbent: Var der tale om guddommelig indgriben? Selvsuggestion? Tilfældighed? Er mirakler overhovedet mulige? Er det ikke på tide, at vi reviderer vor opfattelse af Bibelens beretningen om jomfrufødslen og Jesu undere? Kan den slags overhovedet tages alvorligt i en verden, som domineres af et kritisk rationelt virkelighedssyn? Skal begreber som virkelighed og sandhed ikke defineres af videnskab og fornuft? Svaret afhænger af synet på Gud.

I Peter Seewalds: Gud og verden, en interviewbog med Kardinal Joseph Ratzinger, nu Pave Benedikt XVI, siger Kardinalen: "Det kommer ikke an på, om vi anerkender en eller anden usædvanlig begivenhed som et mirakel. Det handler om, at Gud er og forbliver Gud. Og at han også fremover, på den måde, han selv vil, og som er god for verden, og når han vil, kan give sig til kende i verden som skaber og Herre".

Jomfrufødslen - et mirakel
Det største og helt omvæltende eksempel er jomfrufødslen. Det er en nyskabelse svarende til Adam og Evas skabelse i tidernes morgen. Det er en opfyldelse af Guds løfte om, at "kvindens afkom skal knuse hans (Satans) hoved". (1. Mos. 3,15).

Det bibelske belæg for Marias jomfruelighed er blandt andet hendes undrende ord til budbringeren Gabriel: "Hvordan skal det gå til? Jeg ved jo ikke af nogen mand?" Her bliver biologiens love sat ud af kraft over for Helligånden, som er Skaberånden, 'Herren og Levendegøreren'. "Han blev ikke født af blod, ej heller af køds vilje, ej heller af mands vilje, men af Gud", skriver Johannes.

Gud bruger miraklet?
Ja, for Gud måtte begynde helt forfra med en helt ny skabelse for at genoprette sit ødelagt skaberværk. Derfor måtte det nye menneske, Jesus, 'den nye Adam', skabes af Gud selv ved Hans Helligånd. Ligesom det første menneske, Adam. Derfor måtte Han blive kød i et en kvinde, som var ren, fri fra arvesynden, 'fuld af nåde', som Eva var før syndefaldet. Maria er 'den nye Eva'.

Men disse argumenter kan naturligvis kun accepteres af den, som bøjer sig for, at 'Gud er Gud, om alle land lå øde'. Hvis man mener, at troen skal indrettes efter tidens ånd, og Guds almagt reduceres til det, som er menneskeligt begribeligt og forklarligt, så kan man ikke acceptere hverken jomfrufødselen eller de mange andre underfulde begivenheder i Bibelen, ligesom man også vil søge at bortforklare mirakler, som finder sted i vor tid.

Mirakler i følge Bibelen
Bibelen er fyldt med beretninger om mirakler, både i Det Gamle- og Det Nye Testamente. Altid er de Guds tegn til mennesker, vidnesbyrd om, at Han er med sit folk. I Det Nye Testamente er de vidnesbyrd om, at Guds rige er kommet med Kristus. Det gælder forvandingen af vand til vin ved brylluppet i Kana. Det gælder bespisningen af de fem tusinde i ørkenen. Det gælder vandringen på søen, og det gælder de mange helbredelser og opvækkelsen af døde: Jairus' datter, enkens søn i Nain og især den dramatiske opvækkelse af Lazarus, som på Jesu befaling kommer ud af graven indviklet i ligklæderne og allerede stinkende af forrådnelse.

Nutidens mirakler
Mirakler i nutiden kan også kun forstås som tegn, tegn på, at Gud er den medvandrende Gud, at Han er hos os "alle dage, ind til verdens ende". Det drejer sig ikke kun om helbredelser, men om meget forskellige overnaturlige tegn: Eukaristiske mirakler (hvor nadverens brød og vin forvandles til synligt kød og blod), eller ikoner, som græder mennesketårer, blod eller velduftende olie, som det var tilfældet med ikonen i Den Russiske Kirke i Bredgade i København i 1995.

Stigmatiseringer og sårmærker
Det kan være stigmatiseringer, hvor et menneske på overnaturlig vis modtager Kristi sårmærker, som det første gang berettes om Frans af Assisi i 1226, men som også har ramt mennesker i nyere tid og i nutiden. Det mest kendte eksempel er Pater Pio, som døde i 1968. Han levede de sidste 50 år med sine blødende sår uden, at det nogensinde lykkedes læger eller andre at finde en naturlig forklaringer på fænomenet.

Hvad betyder mirakler?
Hvis sådanne mirakler er Vorherres værk, hvad er så meningen med dem? Hans sårmærker skulle aldrig vække opmærksomhed omkring ham selv, men pege hen på det værk, som Kristus, verdens eneste frelser, har gjort for os ved at dø på korset. Padre Pio er altså et kristologisk budskab, et budskab, der har Kristus i centrum", siger en af de præster, der har boet sammen med Pater Pio.

Hver type af mirakler har således sine budskaber: De eukaristiske mirakler skal åbne menneskers øjne for, at nadverens mysterium er en reel forvandling og ikke kun et symbol. De grædende Mariabilleder og statuer vil åbne menneskers øjne for, at vi med vor egoistiske og materialistiske livsfom er på vej mod en afgrund: Moderen græder for sine børn.

Begivenheden i Portugal
Overnaturlige kosmiske begivenheder vil åbne vore øjne for, at Gud stadig er Skaberen og universets Herre. Et eksempel er begivenheden i Fatima, Portugal i 1917, hvor Jomfru Maria gentagne gange havde vist sig for 3 hyrdebørn. De var fortvivlede over, at folk ikke ville tro på dem, når de fortalte om hendes besøg og budskaber. Derfor lovede hun at give et stort tegn, når hun for sidste gang viste sig for dem den 13. oktober. Det var rygtedes, så den pågældende dag var der samlet 70.000 mennesker, som ventede på, om der virkelig ville ske noget usædvanligt.

Det var øsende regnvejr. Alt var søle og ælte, folk blev gennemblødte under deres paraplyer, men så kom Jomfru Maria til syne, og i det samme skiltes skyerne, solen brød frem, og nu begyndte den at dreje ligesom et ildhjul rundt om sig selv i voldsom fart og udsende gule, grønne, røde, blå og violette strålebundter.

Træerne, klipperne, jorden og hele den enorme menneskemængde antog de mest fantastiske farver. Folk var forfærdede, åndeløse, ude af sig selv. Pludselig så det ud, som om solen løsnede sig fra himmelhvælvingen og styrtede ned imod dem. Alle skreg af rædsel og troede jorden var ved at gå under. De kasede sig på knæ og bad højt. De hele varede omkring 10 minutter, så vendte solen tilbage til sin sædvanlige plads, men til alles forbløffelse var alt nu blevet tørt, både folks gennemblødte tøj og mudderet på markerne, hvor de stod.

Mediernes dækning
Hele dette himmelske drama var blevet overværet af 70.000 mennesker, heraf mange videnskabsmænd, journalister og andre skeptikere. Det var blevet iagttaget af andre på mange kilometers afstand. Og aligevel blev begivenheden nærmst ignoreret af pressen , især i det protestantiske Danmark, hvor det er nærmest pinligt at tage sådanne undere alvorligt, endsige skrive om dem. Vi er blevet mere påvirket af oplysningstid og positivisme end de katolske og ortodokse lande. Derfor er holdningen betydelig mere skeptisk her.

Mirakler kan inspirere
Men miraklerne har deres plads i kirken og historien. Niels Christian Hvidt skriver i sin bog "Mirakler - møder mellem himmel og jord", at de er "en af de konkrete måder, hvorpå Gud fører kirken gennem historien og giver de troende nyt mod og ny inspiration. Miraklerne er tegn på Guds eksistens, den konstante bekræftelse på, at han er nærværende."

Kirsten Kjærulff cand. mag., katolik og panelist på religion.dk

Andre læser lige nu