Mod raketter og missiler er der brug for præster og profeter

En mand bærer tæpper på flugt fra Zeitun distriktet i Gaza By efter israelske angreb 12. januar. - Foto: MAHMUD HAMS Denmark

Midt i Gaza-konflikten er der kristne fra begge sider, som taler og arbejder for forsoning. Læs om dem i denne kommentar af Israelsmissionens generalsekretær Bodil F. Skjøtt

Konflikten mellem israelere og palæstinensere i Gaza er nu på sit 17. døgn. Der er endnu ikke fundet en vinder, og det har hele tiden været svært at se, hvad der skulle til, for at nogen af parterne kunne sige, at de havde opnået det, de ville.

Hamas popularitet, som var faldende, er nu stigende. Israelske kandidater til det kommende valg synes at stå stærkere i meningsmålingerne nu, end før den israelske aktion. Men det er vel ikke den slags resultater, krigen skal gøres op i.
 
Den kan også gøres op i tab på begge sider, men uanset hvad man måtte mene om tabstallene, kan man heller ikke ud fra dem udråbe vindere og tabere - og langt mindre afslutte de voldelige handlinger.

På begge sider blandt israelere og palæstinensere - har konflikten i Gaza indtil nu ikke bragt andet end endnu mere smerte og lidelse, endnu mere had og frustration, endnu større afstand, over hvilken man bagefter er nødt til at forsøge at råbe hinanden op. Ingen af parterne kan nå en løsning gennem vold og ødelæggelse. Konflikten er mellem israelere og palæstinensere, og selv om de fleste på den ene side er muslimer, og de fleste på den anden er jøder, er der også på begge sider kristne, som oplever at være enten subjekt eller objekt for had mod en kristen broder eller søster. Det er forståeligt, når de også i en sådan situation vælger side til fordel for deres egen nationale gruppe. Forståeligt, men vel ikke dermed rigtigt.
 
Og det er heller ikke alle kristne, der agerer således i det voldelige og hadfyldte landskab. Det vidner det opråb, som jeg modtog i går fra bibelselskaberne på begge sider om. I et brev underskrevet af Victor Kalisher, messiansk jøde og leder af det israelske bibelselskab, og Nashat Filmon, leder af det palæstinensiske, hedder det:
 
Vore hjerter bløder mens vi er vidner til fjendskabet og den eskalerede vold i Gaza. Sammen opfordrer vi alle til at stå sammen med os i bønnen om en hurtig afslutning af den forfærdelige krig. Vi beder om fred og respekt for menneskelivets ukrænkelighed. Israelerne og palæstinenserne er i krig, men det er vi ikke. ...

Om et par dage (skrevet 6. januar) samles vi for at bede og indlede en indsats for folket i Gaza og syd-Israel, og allerede nu arbejder vi aktivt sammen om humanitær hjælp til de nødstedte i Gaza.

Brevet slutter med en henvisning til 1. Tim 2, 1-4
 
I et andet brev afsendt af Musalaha, et forsoningsarbejde der ud fra et kristent grundlag arbejder for forsoning mellem israelere og palæstinensere, konstateres det, at begge parter lægger det fulde ansvar for konflikten på den anden side.

De billeder, som begge parter tegner, beskriver samme situation, men ser helt forskellige ud. Spørgsmålet er ikke, siger Musalaha, hvem der tegner det rette billede, men hvad gør vi som kristne? Hvordan være Jesu disciple, så vi bliver agenter for forsoning. Er vi så optaget af at forsvare hver vores moralske og etiske situation, at vi bliver ude af stand til at tage ansvar? Vi lever i samfund, som har valgt at løse konflikten gennem vold. Derfor er der stor brug for at tale om forsoning. Det er vores mandat at gøre det.

Derefter peger Musalaha på to roller, som kristne må optræde i midt i konflikten og ikke først bagefter: Rollen som præst, hvor vi går i forbøn. Og rollen som profet, der over for sine egne taler imod løgn og uretfærdighed. Vi må sammen og som kristne optræde i de to roller netop nu, hedder det.
 
Og det er der folk, der gør. De skal fremhæves, så andre får øje på dem og får frimodighed til at gøre det samme og ikke resignere, fordi det synes at nytte så lidt eller være umuligt. Der er messianske jøder, som ikke kun er optaget af at forklare, hvorfor Israel må handle som de må og det kan der gives gode grunde til at de må men også ser det som deres opgave at kalde deres egne ledere til selvransagelse, besindelse og omvendelse og bede om Guds tilgivelse og vejledning. I tillid til at kristne palæstinensere vil indtage samme rolle overfor deres ledere og ikke pege den moralske finger den anden vej. For det er præstens og forbederens rolle at stille sig imellem de stridende og gøre det midt i konflikten.

Som profeterne i Det Gamle Testamente talte imod løgnen og for social retfærdighed og omsorg for de svage, har kristne dem midt i konflikten og vi andre på afstand - også i dag en pligt til at optræde som profeter. Det kræver mod at sige sandheden og pege på uretfærdighed ikke kun den, som andre begår mod en selv og dem, man sympatiserer med, men også den ens egne begår. Det er altid forkert, når uskyldige lider, og magt misbruges uanset af hvem. 

Krig er krig, siger man og i krig lider uskyldige. Det kan vi konstatere, men det er ikke det samme som, at vi så må acceptere det. Krig giver os ikke som kristne ret til at ophæve moralsk forpligtelse, hedder det i brevet fra Musalaha. Det er ikke mindst midt i krigens rasen, at vi skal spille den rolle og tage det ansvar, vi som kristne er kaldede til: At stille os midt i striden og imellem de stridende som inter-sessors. At optræde som profeter, der lider med de lidende uanset med hvilken ret egne ledere bruger deres magt.

Vi bidrager ikke til en løsning af konflikten ved at pege fingre, og vi svigter som præster og profeter. Vi er kaldede til at agere med den barmhjertighed og kærlighed, som transcenderer sociale og politiske skel, og som ikke kan kvæles af raket- og flyangreb.

Bodil F. Skjøtt er teolog og generalsekretær i Den danske Israelsmission