Monos betyder ensom

Ensomheden er en anbefalelsesværdig livsform. Søster Abraham skriver om ensomhed.

Hverken mand eller kvinde faar sin fulde værdi gennem samliv eller ægteskab - deres menneskelige værdighed og værdi ligger i dem selv. Det er først og fremmest som enkelt individ, vi møder Gud, og det er som sådanne vi har vort ansvar over for Ham.

"O beata solitudo - o sola beatitudo" (oh salige ensomhed - oh du eneste salighed) udbrød den hellige Bruno, da det endelig var lykkedes ham at etablere sig i den ensomhed, han havde længtes efter siden sin barndom.

Han var født i det 11. århundrede ind i en adelig familie i Koeln, var allerede som barn dybt religiøs og blev derfor bestemt for en gejstlig løbebane. I Paris studerede han teologi og filosofi og udmærkede sig i begge disse fag.

Seks unge sluttede sig til ham som disciple, men det var først, da han nåede 52-års alderen, at biskop Hugo af Grenoble i 1084 skænkede ham de bygninger, som skulle komme til at danne kernen i klosteret La grande Chartreuse, hvor Bruno og hans disciple kunne leve det ensomme liv, de følte sig kaldet til.

Man kaldte dem kartheusere, og det er lykkedes dem op gennem tiderne at bevare ensomheden. Da der i vor tid begyndte at komme for mange turister til La grande Chartreuse, flyttede munkene til et andet sted og overlod deres traditionsrige kloster til turisterne.

Kartheuserne var gået tilbage til den livsform, som var den oprindelige for alle kristne munke og nonner, men som var ved at dø ud i Vesteuropa.

Det var for øvrigt interessant, at det var en biskop, som hjalp dem tilbage til ensomheden, for det har i høj grad været biskopperne, som gennem tiderne er gået ind for fællesskabsklostrene. Dels kunne man lettere kontrollere munke og nonner, når de var samlet i fællesskaber, og dels kunne de så påtage sig forskellige sociale opgaver såsom undervisning og sygepleje.

Derfor var fællesskabsklostrene blevet populære i den vestlige kirke i den grad, at det første spørgsmaal, man bliver udsat for som munk eller nonne, når man møder nogen, der ikke kender ens dragt, er dette: "Hvilken orden tilhører De?"

En orientalsk kristen munk eller nonne må så svare, at de ikke tilhører nogen orden, for sådanne eksisterer ikke i Østen, hvor man altså ikke er blevet organiseret i så høj grad, som tilfældet er i Vesten.

Den ensomme livsform er noget, som udmærker kristendommen i sammenligning med de to andre abrahamiske religioner, jødedommen og islam. Jesus fra Nazareth var jo ugift og levede således i ensomhed, uden familie, selv om Han var socialt aktiv i høj grad.

For Abrahams rolle i historien spillede hans ægteskab en afgørende rolle, om Moses forskellige polygame aegteskaber hører vi en hel del i de bibelske skrifter, og det samme gælder profeten Muhammad i Koranen og i muslimsk tradition.

I jødedommen er enhver mand religiøst forpligtet til at gifte sig. Men kristendommen valgte fra begyndelsen af en anden vej. Allerede i Pauli breve og i Apostlenes Gerninger ser vi, at ensomheden anbefales og betragtes som en prisværdig livsform for dem, som er i stand til at leve sådan.

Man kunne naturligvis tro, at en sådan tradition kunne føre til foragt for ægteskabet. Men det modsatte har vist sig at være rigtigt. Ingen af de to andre religioner hævder det monogame ægteskab med så stor iver som kristendommen. Jesus kritiserer sin samtids jøder, fordi de tillader mænd at skille sig fra deres hustru og gifte sig med en anden (Matt.5:32).

Den vesteuropaesike jødedom går ind for monogami (ægteskab mellem een mand og een kvinde) siden 11-tallet under indflydelse af kristendommen, medens orientalske jøder indtil oprettelsen af staten Israel holdt sig til den polygame tradition.

Munkevæsenet har yderligere virket til gode for kvindernes rettigheder i samfundet. Hverken mand eller kvinde faar sin fulde værdi gennem samliv eller ægteskab - deres menneskelige værdighed og værdi ligger i dem selv. Det er først og fremmest som enkelt individ, vi møder Gud, og det er som sådanne vi har vort ansvar over for Ham.

Den fælles gudstjeneste er af stor værdi og vigtighed, men som det siges "Religiosus sine oratione est religiosus sine ratione" - en religiøs person uden privat bøn er en sådan person uden eksistensberettigelse (Jeg tillader mig i dette tilfælde at oversætte "ratio" sådan, vel vidende, at det kan betyde "fornuft" og meget andet. En af mine latinlærere påstod, at det kan betyde alt med undtagelse af støvleknægt!)

Hvis munke og nonner ikke har adgang til ensomhed, bliver de en contradictio in adjecto - en selvmodsigelse. Men det gælder ikke bare munke og nonner, det gælder ethvert menneske. For er vi aldrig alene, så risikerer vi i forvirringen, som hersker omkring os, at afskære "tråden ovenfra", den tråd, der forbinder os med Gud og ligesom den oprindelige tråd i edderkoppens spind er den, der holder hele spindet sammen.

Jerusalem, den 18.oktober, 2003

Kirsten Stoffregen Pedersen/Søster Abraham