Musikkens sprog

Musikken taler så kraftfuldt til os gennem de følelser, som den udløser, at mange musikere og teoretikere regner musikken som et rigtigt sprog

Indiske klassisk musikkoncerter har en helt egen kvalitet særligt i de sjældne tilfælde nu om dage, hvor de ikke er begrænset af en på forhånd fastsat lukketid, sådan som det ofte gælder ved offentlige optrædender i Indiske byer.

Sidste uge var jeg ved en koncert af den gamle slags, hvor længden af udførelsen er knyttet til stemningen og entusiasmen hos musikerne og den ofte helt håndgribelige vekselvirkning mellem dem og publikummet af sande musikelskere. Vi rejste os først fra de tynde små tæpper på gulvet klokken 4 om morgenen efter for længst at have glemt den fysiske ubekvemthed, og efter at tiden, som vi forstår den, var ophørt med at eksistere.

Musikken ved denne koncert med nogle af landets bedste sangere overskred de begrænsninger, der var indbygget i den lille festsal, der tilhørte en fagskole i forstæderne. Uden at akustikken var noget at råbe hurra for, trak aftenen en uforglemmelig optræden ud af disse ydmyge og engagerede kunstnere. Optrædende af mindre kaliber har klaget over samme forhold; men disse mænd og kvinder øste ud af deres hjerter og kærligheden til det, de er optaget af, mens den proppede sal på sin side syntes at udvide sig og vibrere og give af sig selv, så den lyd, der opstod, var så nær på guddommeligt, som det er muligt at komme.

Fra gammel tid har det været sådan, at de stærkeste følelser i hver sin ekstrem af sorg/glædesspektret bevæger folk fra alle kulturer til at synge dem ud, hvad enten det er som den dybe smertes jamren eller klagesang eller glædens triller, rytmiske råb eller klappen og trampen. Eller en hvilken som helst nuance derimellem. Vi laver musik for at udtrykke det, der rører sig i os, og det antager uendeligt mange former.

En skabelseshistorie bliver rituelt til gennem sang hos Rathva-stammen i Gujarat. Jyotindra Jain har dokumenteret dette ritual og historierne hos dette folk, som mest af alt er optaget af skabelsen. I et Rathva-hus bliver folkets hovedmyte malet i et helligt indelukke. Mens en række malere er i gang, synger en gruppe sanger/musikere konstant historier, som vejleder malerne i deres arbejde, og lyden af trommens enstonige bas fører badvaen, ritualets mester, ind i en trancetilstand, i hvilken han sikrer, at den sungne og den malede genskabelse er i overensstemmelse med Oprindelsen.

Uden Krishna, erklærer et bengali-vers, er der ingen sang. David Kinsley har påpeget, at for den nordlige *(Nordindiens?sh) bhakti-kulter er Krishnas synge/danse-ophold i Vrindavan i praksis blevet løftet ud af sin biografiske kontekst og gjort til hans hele fremtræden. Man må gå dybere for at se, at sang her refererer til langt mere end morskab og fornøjelse.

Hos Australiens oprindelige folk sang Forfædrene verden frem. De var altså poeter i den oprindelige forstand, hvor poesis betyder skabelse. Ved at træde i Forfædrenes fodspor og gentage stroferne uden at ændre så meget som et ord eller en tone gentager man Skabelsen. Landets geografi reflekterer Forfædrenes Sanglinjer, som ligger over det ganske land, og disse fungerer også som kommunikationsstier mellem selv de mest spredte stammer.

Teorien om Mangefold Intelligenser, som er udviklet af Howard Gardner, regner musikalsk intelligens blandt de otte intelligenser på linje med vore verbale og talmæssige evner. Der er udbredt konsensus om, at af alle intellektuelle evner er denne den første, som udvikles. Man behøver blot være i nærheden af små børn, mens musik af en hvilken som helst slags bliver spillet, for at se hele deres krop reagere på musikken. Mange af os har oplevet, hvordan førsproglige småbørn kan fremtralle ret lange og til tider komplekse musikstykker. Og vi har set, hvordan børn, der er blevet diagnosticeret som lærehæmmede og har problemer med almindelig ord og tale, ikke desto mindre kan synge med lethed og ofte også stor og lutrende skønhed.

Nu om dage har vi ikke alene adgang til musik komponeret af mennesker, men også optagelser af hvalers, delfiners, ørnes og ræves sang. Og som om dette ikke i sig selv var usædvanligt nok, lod jeg mig for nylig fortælle, at i et thai-tempel uden for Bangkok havde et hold munke og nonner optaget lyden af jordens elekstriske svingninger. Dem havde de overført til grafer, som overraskende nok (eller man skulle måske sige: lidet overraskende) viste sig at passe til 18-takters fraserne i traditionel thai-musik.

Musikken taler så kraftfuldt til os gennem de følelser, som den udløser, at mange musikere og teoretikere regner musikken som et rigtigt sprog. De gamle grækeres idé om sfærernes matematisk præcise musik kom til udtryk i sci-fi-lydsporet til filmen Nærkontakt af tredje grad. Her kommunikerer en og samme musikbid (som faktisk er en enkelt gentaget akkord baseret på universel matematik) ikke blot til folk fjerne steder på kloden, men til livet ude i rummet.

Man kan hævde, at musik og rytme på mange måder er mere grundlæggende for vores art end ord og sprog, idet deres enestående evne til fremmanen og kommunikation ikke har sin lige i noget andet medie. Før vi bliver født, er vor moders hjertebanken vor egen helt personlige sang. Siden beroliger og trøster vuggeviser os, og gentagne børnerim og messende recitation lærer os ting. Og så er der den messen, alene eller i grupper, som i de fleste religiøse traditioner flytter os over i andre bevidsthedstilstande. Der er også folkemusik, som er en almindelig måde i mange kulturer rundt om i verden, hvorpå man fejrer en gruppes særpræg og udtrykker universelle følelser som kærlighed og smerte. Mere alvorstungt skal tilføjes, at alverdens hære gennem tiden har marcheret i krig opildnet af trommehvirvler og patriotiske vers.

Når de hellige sanskrit-tekster messes, rækker meningen udover ordene i stroferne. Rytmen taler til steder dybt i os, ligesom også anden hellig musik gør det såsom gregoriansk kirkesang og muezzinens hellige kalden til bøn. De fleste af os behøver ikke engang forstå ordene for at blive berørt af dem.

Vi reagerer på dette skjulte sprog, som binder os alle sammen, og som er temmelig forskelligt fra hverdagssproget, der er skabt af ord og betydninger, som veksler alt efter, hvem der tillægger mening eller foretager fortolkninger, og som så ofte er blevet brugt til at distancere os fra hinanden.

Marguerite Theophil fra Indien er ph.d. og arbejder som konsulent og mægler for organisationer og enkeltpersoner. Hun er mytekyndig og historiefortæller og har udgivet bogen: Uniting Heaven and Earth: The transformative power of story (Om at forene himmel og helvede historiefortællingens forandrende kraft). Hun inviterer det hellige ind i sit liv ved at rejse og indgå kontakt samt ved at lære om og skrive om åndelige discipliner og perspektiver. Hendes email er: weave@vsnl.net.© Marguerite Theophil 2007

Oversat af Sara Høyrup/www.texthouse.eu