Muslim: Jeg får hjertebanken ved synet af Dannebrog

Jeg har gjort status over året, der gik. Det er lykkedes mig at tage den mere med ro i det forløbne år, ...

Mit personlige forhold til Dannebrog har aldrig givet anledning til konflikt – heller ikke siden jeg for snart 35 år siden valgte at bekende mig til islam, skriver forfatter Aminah Tønnsen. Foto: Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Selv i disse urolige tider ved jeg med mig selv, at ingen nogensinde vil kunne fravriste mig hverken min åbne og rummelige danskhed eller min tro
Aminah Tønnsen, forfatter

Som dansk sydslesviger og muslim har Aminah Tønnsen altid forbundet Dannebrog med flere ting på én gang: Danskhed, fællesskab, sprog, kultur - men dog aldrig med kristendommen

Muslimer forbinder Dannebrog med korstogene. Danskere, der som voksne vælger at bekende sig til islam, må følgelig få et konfliktfyldt forhold til både danskhed, dansk kultur og Dannebrog.

Sådan lyder nogle af de fordomme, som med jævne mellemrum dukker op i medierne, når talen falder på Dannebrog, danskhed og kultur. Man har endvidere hævdet, at “Dannebrog aldrig kunne blive muslimers flag”, fordi de “må vende sig imod, hvad korset står for – eller ophøre med at være muslim”. Muslimer vil kræve at få et nyt flag, og så vil “grønne bannere med koran-ord i hvidt som en modsvarende identitetsmarkør vaje fra danske flagstænger”.

Der var dog allerede dengang flere muslimer, der afviste det fremsatte som fordomsfuldt tankespind uden nogen som helst hold i virkeligheden. Og det var da heller ikke muslimer, men Radikale Venstre – bakket op af SF og Enhedslisten – der i 2012 fremsatte forslag om at bryde Dannebrogs flagmonopol.

Forbudt at flage i fødebyen

Mit personlige forhold til Dannebrog har aldrig givet anledning til konflikt – heller ikke siden jeg for snart 35 år siden valgte at bekende mig til islam. Jeg bærer min tro og min danskhed med mig rundt i alle afkroge af livet og af verden som en usynlig, men kraftfuld baggage, som ingen kan fravriste mig.
 
Jeg har som vaskeægte sydslesviger fået det danske sprog, dansk kultur, Højskolesangbogen og Dannebrog i vuggegave. Dog har jeg aldrig nogensinde forbundet Dannebrog med kristendommen, men med danskhed slet og ret. Ikke en snæver, selvforherligende, fremmedfjendsk og nationalistisk danskhed, men en åben, fordomsfri og vidt favnende danskhed. En danskhed, der uden forbehold har omfavnet min slesvigske slægt og budt den velkommen i fællesskabet.

Da jeg – ligesom mange andre af datidens lærerbørn fra Sydslesvig – kom til verden på Sønderborg Sygehus i slutningen af 1940’erne, var det forbudt at flage offentligt med Dannebrog syd for grænsen. End ikke ved årsmøderne tillod den engelske besættelsesmagt brugen af Dannebrog; men nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde!

Brugte protestsvin som flag

Far og mor blev straks efter krigen sendt ud på landet for at oprette danske skoler: først i Bredbøl og senere i Satrup. Et stort Dannebrogsflag prydede endevæggen i skolestuen, og når far med farvekridt tegnede årets julekalender på tavlen, var der naturligvis små Dannebrogsflag på grangrenene. Ved den årlige skoleudflugt pyntede eleverne egerne på deres cykelhjul med strimler af rødt og hvidt crepepapir, og sådan kunne man vise sit nationale tilhørsforhold på mange måder i dagligdagen.

Man kunne også vise sit sindelag ved at have et rødbroget såkaldt Husum protestsvin gående i forhaven. Svinet var blevet fremavlet efter 1864, hvor det var forbudt at flage med Dannebrog i det tabte land. Med sin brede hvide stribe langs ryggen og på tværs hen over forben og hoved, ligner svinet Dannebrog, og arten lever den dag i dag i bedste velgående.

I ”forbudstiden” skulle fanerne i årsmødeoptoget gennem byen være rullet sammen omkring stangen og holdes sammen med flagsnoren i et par løse knuder. Det fortælles, at et flag engang under et årsmødeoptog rullede sig langsomt ud, mens fanebæreren ufortrødent fortsatte sin march og holdt sin plads i optoget.

Tililende forsøgte febrilsk at rulle flaget sammen igen for ikke at få vrøvl med politiet. Dengang blev episoden i aviserne omtalt som en stille protest imod flagforbuddet; men fanebæreren har senere bedyret, at betydningen af hændelsen først langt senere gik op for ham.

En gang dansk – altid dansk 

Da jeg i slutningen af 1970’erne boede i Rabat i Marokko, fik jeg hjertebanken ved synet af Dannebrog, der vajede fra den danske ambassades flagstang, og som jeg i et kort glimt kunne skimte over trætoppene, når jeg kørte mine børn i børnehave.

Jeg får stadig en klump i halsen, når jeg ser fortroppen af årsmødeoptaget dukke op på vej fra Flensborg midtby til årsmødepladsen ved Frueskoven – med blafrende faner båret frem af folkedansere og repræsentanter for de forskellige ungdomsforeninger.

Da jeg her i foråret havde trukket mig tilbage til familiens sommerhus ved Flensborg Fjord for at arbejde med min næste bog, hejste jeg Dannebrog hver morgen for at signalere ”huset er beboet – og jeg er glad for at være her”. Det var en rar måde at begynde dagen, og sammen med den omgivende natur gav det mig fred i sindet langt borte fra aviser og den evindelige nyhedsstrøm.

Det var det samme flag, som min far hejste dengang i 1950’erne, når han kom derover med skoleklasser eller lærerkolleger. Det hvide kors er gulnet, flaget har ikke de rette dimensioner, og den yderste kant er frynset af vind og vejr – men det er vores!

Jeg holder lige så meget af Dannebrog nu som i min barndom, og jeg bliver forarget, når halvfulde roligans slæber Dannebrog efter sig på grønsværen eller på gader og stræder – eller når en politiker lader sig fotografere med Dannebrog skødesløst hængende ned på gulvet.

Der har været en årrække, hvor jeg følte, at højrefløjen havde kapret min danskhed og mit Dannebrog; men selv i disse urolige tider ved jeg med mig selv, at ingen nogensinde vil kunne fravriste mig hverken min åbne og rummelige danskhed eller min tro – uanset hvilken symbolik andre lægger i flaget og uanset, hvilke fordomme andre måtte have om min tro.

Aminah Tønnsen
Forfatter og foredragsholder