Ramadan

Muslim: Ramadanen lærer mig, at jeg styrer min krop - den styrer ikke mig

Ramadan er et årligt åndeligt realitetstjek, skriver cand. mag Lamies Nassri. På billedet ser man fælles bøn i forbindelse med ramadanen, hvilket fandt sted i Korsgadehallen på Nørrebro i København. Foto: Polfoto/Niels Hougaard

Jeg kan kan godt crave en saftig burger, en lækker gelato eller bare den runde smag af kaffe. Men man dør ikke af at faste. Jeg er her stadig, skriver cand.mag Lamies Nassri

”Ikke engang vand?”
”Nej, ikke engang vand”.

Hvert år får jeg og mange andre muslimer stillet det samme spørgsmål omkring fasten. Og det er lige meget, om man bor i lille Danmark, Tyskland eller USA. Mange bliver overraskede over, at man som muslim under ramadanen hverken spiser eller drikker fra daggry til solnedgang.

Ja, fasten kan til tider være hård. Man kan godt blive tørstig ude i den varme sol, man kan godt crave en saftig burger med noget koldt at drikke, en lækker gelato fra Københavns stræder eller bare den runde smag af kaffe. Men man dør ikke af at faste. Jeg er her stadig. Tværtimod lærer fasten mig at være tålmodig og ikke at følge mine lyster her og nu. Ramadanmåneden lærer mig, at min krop er min, og at jeg styrer den. Den styrer ikke mig.

Typisk ser vi således politikere, der taler om børn, der ikke bør faste, syge, der falder om, og buschauffører, der kører galt i grøften. Og hvert år forklarer vi muslimer, at børn og syge er undtaget fra fasten, og at buschaufføren godt kan holde sit fokus på trods af politikernes skingre stemme. Hvad man ikke hører om fra hverken medier eller politikere, er, at vi, muslimer år efter år glæder os til ramadanmånedens indtræden.

Ramadanen er en kærkommen gæst - en måned, der handler om at opnå gudsbevidsthed (taqwa) og at komme tættere på Gud. For gennem fasten bliver jeg påmindet om Gud, og gennem påmindelsen bliver jeg endnu mere bevidst om mine handlinger, for jeg ved, at Gud ser mig.

Ramadan er en måned, der lærer mig at rette fokus mod det, der betyder noget for mig, og sætte pause for al den støj, vi konstant er omringet af. Hvad end det er nyheder eller politikere, der kører på repeat, opdateringer på Facebook og Instagram, der kører på repeat, eller den uendelige selviscenesættelse, hvor vi alle pludselig kører på selvrepeat.

I en tid, hvor alt går stærkt, og hvor vi bliver bombarderet med konstante nyhedsstrømme, har jeg brug for ramadanen til at komme ned i gear. Og skærer man morgenmad, frokost og aftensmad fra, så har man pludselig meget, meget tid at gøre godt med. De dage, der før susede forbi, står pludselig lige foran mig, og nu handler det om at gribe dagen, udnytte den og sætte struktur for mig selv på bedst mulig vis.

Nogle dage er bedre end andre, og de dage hvor jeg ingen plan har for mig selv, hvor jeg bruger dagen på at trille tommelfingre og vente på, at jeg må spise min lækre burger, jamen de dage føles ekstremt lange. Men når jeg bestræber mig på at fylde min dag med tilbedelse, refleksion og gode gerninger, så bliver fasten blot et middel til at opnå mit mål.

Ramadanen er et årlig realitetstjek for, hvad der egentlig betyder noget for mig i livet, hvilke dårlige vaner jeg skal arbejde på at komme af med, og hvilke gode vaner, jeg skal bestræbe mig på at opnå. For mens jeg selvfølgelig kan arbejde på mig selv alle årets dage, så trækker ramadanen en hel måned ud af kalenderen for mig, til i fred og ro, at fordybe mig i min søgen efter Gud og at blive en bedre muslim og et bedre menneske.

Gennem fasten bliver jeg påmindet om Guds mange velsignelser, velsignelser jeg i en travl hverdag hurtigt kan tage for givet. Ramadanen er med til at cementere, at jeg kan, hvad jeg sætter mig for, at Gud er med mig, og at min egen viljestyrke er stærkere end mine lyster. Og så må kaffen vente til Eid-morgenen, der følger. 

Lamies Nassri
Cand. mag i sprogpsykologi