Muslim: Yahya Hassans fortælling kan da ikke komme bag på nogen
Yahya Hassen overser noget helt alment menneskeligt: at den, der føler sig nytteløs, ikke-respekteret og undertrykt, automatisk udøver tryk på dem, der er svagere end han selv: kvinder og børn, mener forfatter Aminah Tønnsen
Så gik der hul på bylden! En ung andengenerations-indvandrer er så vred, at han står frem og uden omsvøb bekræfter, hvad andre (også medierne) har skrevet om og antydet i årevis om forholdene i visse indvandrermiljøer.
For det kan da ikke komme bag på nogen, hvad Yahya Hassan fortæller om vold, om hykleri og dobbeltmoral, og om fusk for økonomisk vindings skyld.
LÆS OGSÅ: Yahya Hassans digtsamling runder de 11.000 eksemplarerDet er mere end femten år siden, at det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning erklærede, at muslimer i Vesten bør overholde værtslandets love, ikke misbruge det sociale system og ikke søge om ydelser, de ikke er berettiget til. Sådan en fatwa opstår ikke ud af den blå luft.
I meget grove og generaliserende vendinger udpeger Yahya Hassan entydigt forældregenerationen som skurken uden overhovedet at nævne de traumer og dybe ar på sjælen, som mange flygtninge bærer rundt på, og som forhindrer dem i at indgå i menneskelige relationer på en fornuftig måde.
Han overser endvidere noget helt alment menneskeligt: at den, der føler sig ugleset, nytteløs, ikke-respekteret og undertrykt, automatisk udøver tryk på dem, der er svagere end han selv: kvinder og børn.
Det er ikke omkostningsfrit at træde udenfor
Hvor tit har jeg ikke i min tid i Nordafrika i 1970erne hørt: Min far slog mig, og jeg elsker ham stadig. Underforstået: så tager mine unger heller ikke skade af lidt tæsk nu og da. Man talte om respekt i situationer, hvor der efter vores målestok er tale om angst og frygt. Der var dengang sjældent vilje til at lave om på tingene, og man havde ingen forståelse for, hvilke konsekvenser en sådan opdragelse havde for børnene.
LÆS OGSÅ: Akkari: Yahya Hassan har ikke overskud til de kærkomne nuancer
Det siger sig selv, at det er endnu sværere at bryde den sociale arv, når man som voksen og traumatiseret skal begynde helt forfra i en fremmed kultur, som man ikke forstår, og man som det ofte sker - bliver grebet af frygt for, at det omgivende samfund vil bemægtige sig ens børn.
Når medierne har påpeget dobbeltmoral og svindel i visse indvandrermiljøer, har de ressourcestærke fra de samme miljøer været de første til at råbe: racisme!, i stedet for at gribe i egen barm og reflektere over, hvem det er, der har svigtet. Tit har det undret mig, at de etniske danskere, der har giftet sig ind i disse miljøer, synes at have accepteret hele pakken i stedet for at råbe vagt i gevær.
Jeg ved dog af egen erfaring, at det ikke er omkostningsfrit at træde udenfor og forsøge at forandre holdninger og indgroede vaner. Men hvilken tilfredsstillelse er det ikke, når det rent faktisk lykkes at påvirke andre til at revurdere deres holdninger og adfærd.
Frustrationer kan vendes til aktivt medborgerskab
Straf og sanktioner er nyttesløse; men medierne beretter faktisk med mellemrum om ressourcestærke unge, der har mærket uretfærdigheden og frustrationerne på egen krop, og som nu har overskud til at hjælpe ressourcesvage unge i samme situation.
Og mange steder gør engagerede pædagoger, konsulenter, frivillige og mentorer med og uden indvandrerbaggrund en kæmpe indsats for de unge. Det er et langt og sejt træk at få frustrationerne vendt til et engageret og aktivt medborgerskab.
LÆS OGSÅ:Yahya Hassan skal ikke stå alene
Yahya Hassan har fået luft for sin indestængte vrede; men det kan nok ikke undgås, at hans udtalelser vil blive opfattet som et indlæg i integrationsdebatten - selvom han hellere vil opfattes som digter.
Om han er digter, ved jeg ikke. Jeg trykkede automatisk på stop-knappen, da det andet ukvemsord lød ud af højttaleren. Jeg har aldrig brudt mig om tekster, der flyder over af ukvemsord. Der er ingen grund til at forfladige et sprog uanset budskabet.
Aminah Tønnsen er muslim, forfatter og foredragsholder og panelist ved religion.dk.