Muslimer håber på Obama

Fremtiden vil vise, om Hillary Clinton kan leve op til den muslimske verdens forhåbninger til den nye amerikanske regering. - Foto: SCOTT OLSON Denmark

De fleste muslimer er ligesom vesterlændingene dybt bekymrede over religiøs ekstremisme og terrorisme. Nu håber de på Obama, skriver religionsprofessor John L. Esposito

Barack Obamas valgsejr skrev historie både i Amerika og i hele den muslimske verden. I samme øjeblik det stod klart den 4. november, at Barack Obama havde vundet, begyndte jeg at modtage lykønsknings-mails fra venner i Mellemøsten, Syd- og Sydøstasien og Europa. Nogle af afsenderne var blevet oppe hele natten for at høre det endelige resultat.

Naturligvis overraskede den verdensomspændende interesse og støtte mig ikke den havde været tydelig under mine nylige besøg i Europa, Mellemøsten og Sydøstasien. Alle de steder, hvor jeg holdt foredrag uagtet hvad emnet for foredraget var stillede nogen blandt publikum mig et spørgsmål om Obama og hans udsigter. Privat var det et samtaleemne. Så hvad kommer alt dette til at betyde?

I den muslimske del af verden såvel som i Europa og mange andre dele af verden bliver Obama budt velkommen som en internationalt indstillet præsident. Hans kenyanske far, hans skoletid i Indonesien, hans race og hans navn symboliserer for mange en unik international præsident, som står i skarp kontrast til hans forgængers profil. Obama bliver ligefrem set som modsætningen til George W. Bush: internationalt orienteret, erfaren, bevidst og fintmærkende, en afbalanceret og velformuleret statsmand. Ikke en brovtende cowboy fra Texas, som er, hvad Bush ofte anses for at være.

Forventningerne til Obamas udenrigspolitik vil være, at den er alt det, som mange i den muslimske del af verden har savnet under Bush, der er blevet set som neokolonialistisk, ensidig, arrogant, krigerisk og opsat på at blande sig. Derfor vil det af Obamas regering blive forventet, at den er villig til samarbejde, at den foretrækker at forsøge sig med diplomati først - frem for straks at gribe til militære trusler og invasioner, og at den vil undgå det, som mange mener har været en neokolonialistisk amerikansk udenrigspolitik, der hyklede, når den hævdede at være optaget af at fremme demokrati og menneskerettigheder. Obamas regering kan til forskel fra Bush ikke undlade at sætte ord bag handling.

Sin demokratiske retorik til trods har Bush-regeringen fortsat med at se den anden vej i forhold til autoritære muslimske allierede. Under Bush har Amerika nægtet at godtage valget af Hamas og har fordømt Hizbollah, men set på fra sidelinjen, da Israel tæppebombede Libanon og ødelagde meget af landets infrastruktur i en krig, hvis ofre i altovervejende grad var Libanons civilbefolkning.

Mange muslimer forventer i dag af Obama, at han skal leve op til de principper om selvbestemmelse, retfærdighed og menneskerettigheder, som de forbinder med Amerika, og bryde med Bush-regeringens (og for den sags skyld tidligere regeringers) dobbeltmoral, idet USA ikke har fremmet demokrati og menneskerettigheder i Mellemøsten.

I lyset af den forudgående amerikanske politik med demokratiske undtagelser (som ambassadør Richard Haass, ledende embedsmand i udenrigsministeriet under George W. Bush første valgperiode, formulerede det) hvor Amerikas nationale interesse i egen sikkerhed, stabilitet og adgang til olie blev gjort lig med ukritisk støtte til autoritære regimer og Israel vil Obama blive stillet over for en enorm udfordring af stærkt stigende forventninger.

Det vil blive kompliceret yderligere af det faktum, at nogle muslimske herskere til forskel fra deres befolkninger foretrak McCain ud fra den overbevisning, at han ville fortsætte Bush-politikken (og så sandelig hans forgængeres) med at støtte deres regimer til gengæld for deres samarbejde og det, der blev betragtet som Amerikas nationale interesser.

Såvel Amerika/Europa som de muslimske samfund er nødt til at indgå i fælles bestræbelser på at isolere ekstremister og bygge broer mellem medlemmer af hovedstrømningerne i politik. Internationale Gallup-undersøgelser (se min og Dalia Mogaheds: Hvem taler på vegne af islam? Det, som en milliard muslimer i virkeligheden mener) der er de mest omfattende og systematiske foretaget i den muslimske del af verden og repræsenterer 90 % af verdens muslimer i mere end 35 lande fra Nordafrika til Sydøstasien giver vigtige indsigter i, hvad der skal til for at få en ny retning i amerikansk udenrigspolitik og forholdet til den muslimske verden.

De fleste muslimer er ligesom vesterlændingene dybt bekymrede over religiøs ekstremisme og terrorisme, hvilket ikke er overraskende, eftersom de fleste angreb og de fleste ofre har været at finde i den muslimske del af verden. For flertallet af muslimer, som beundrer Vestens friheder, teknologier og retssikkerhed, er de vigtigste emner respekt for islam og muslimer samt vestlig især amerikansk udenrigspolitik.

Mange vil være på udkig efter en amerikansk regering, der lægger vægt på diplomati og dialog. De vil forvente sameksistens og konstruktivt engagement frem for indblanding, indgreb og dominans i USAs forhold til den muslimske del af verden. De ønsker at se demokratisering fremmet som et middel til selvbestemmelse, de vil have økonomisk støtte og uddannelse frem for overførsler af betragtelige mængder våben og militært udstyr til autoritære regimer, og de ser meget gerne en mere afbalanceret politik i USAs tilgang til den palæstinensisk-israelske konflikt.

Enighed om en plan for tilbagetrækning fra Irak bliver ikke let, og udviklingen af en ny politik til at håndtere de stadig værre forhold i Afghanistan uden at kræve et større og mangeårigt amerikansk militærengagement bliver svær. Vanskeligst bliver dog fortsat den palæstinensisk-israelske konflikt. Forhindringerne synes uovervindelige: det fejlslagne lederskab i både Israel og Palæstina, udsigten til en ny Netanyahu-ledet regering i åben konflikt med Hamas og et enormt pres internt i USA fra Israel-lobbyen og lederne af det zionistisk-kristne højre.

Der lader ikke til at være megen grund til at tro, at Obamas regering eller den nye kongres i USA vil ændre den lange tradition hos amerikanske præsidenter (de være sig Demokrater eller Republikanere) og kongresser for at være i overensstemmelse med Israels eksistens, sikkerhed og tryghed, men være anderledes forskræmte, når det gælder om at yde palæstinensiske muslimer og kristne en tilsvarende støtte. Et gennemsyn af Obamas valgkamp-rådgivere i udenrigspolitik og samfundsanliggender såvel som listen over dem, som rygtet vil vide vil blive udpeget til at indgå i hans nye regering (udpegelsen af nye ministre er sket, efter denne artikel er skrevet, red.), indgyder ikke umiddelbart håb om betydelig forandring.

Bush-regeringens politik og arv har efterladt Barack Obama og hans nye regering med mange store politiske og økonomiske udfordringer, og nogle af problemerne synes uløselige. Ikke desto mindre har Obama i forholdet til den muslimske del af verden og i vores fælles kamp mod den verdensomspændende terrorisme en enestående mulighed for at indvarsle en ny æra og sende et budskab om håb og konstruktivt engagement til hele den muslimske del af verden.

Fra: The Immanent FrameJohn L. Esposito er professor i religion og internationale anliggender ved Georgetown UniversityOversat af Sara Høyrup / texthouse.eu