"Muslimernes religiøse ligeværd er blevet knægtet"
Har man glemt, at når en minoritet angribes, angribes hele samfundet? Hvor er Dannevangs frie, fredfyldte demokratis fortalere, spørger muslim Bettina Meisner efter brandattentat
Brandattentatet i Islamisk Trossamfund i søndags var en voldsom tragisk terrorhændelse. På Dansk Islamisk Trossamfunds hjemmeside står der, at branden ifølge brandvæsenet kunne have udviklet sig voldsomt med tab af menneskeliv.
Tanker og bønner går til mine tanter og onkler, brødre og søstre og ikke mindst til de børn, som var til stede i bygningen, da branden blev påsat. Det er danske muslimer, statsborgere og brobyggere, der har lidt overlast!
Politikerne har ikke ligefrem stået i kø for at tage afstand fra denne had/terrorforbrydelse. Man kunne da have håbet på formildende ord fra langt flere politikere, end tilfældet er. Men tak til dem der trods alt tog sig tid.
Har man glemt, at når en minoritet angribes, angribes hele samfundet? Hvor er Dannevangs frie, fredfyldte demokratis fortalere? Burde man ikke forsvare samfundets og den enkelte borgers ret til den fundamentale grundlovssikrede religionsfrihed? Hvor blev sammenholdstanken og frisindet af? Hvor blev medfølelsen, empatien og omtanken for næsten af?
For mig, der har været muslim i mange år, er hændelsen og tavsheden ikke overraskende. Den vidner derimod om, at vi som førstegenerationsmuslimer i landet har en stor opgave i forhold til dialog, sameksistens, formidling og efterlevelse af ægte islam foran os.
Et historisk tilbageblik påminder om de første muslimers trængsler. I Taif (en by uden for Mekka) oplevede profeten Muhammad fysiske overgreb, mobning og latterliggørelse fra byens beboere, blot fordi han ønskede at udbrede det islamiske budskab på fredelig vis. Da han efterfølgende måtte søge ly, var responsen fra hans læber en spontan bøn:
"Oh min Herre kun over for dig klager jeg min svaghed, mangel på ressourcer og ydmygelser foran folk. Du er den Nådigste og Barmhjertige Herre. Jeg søger ly i lyset af Dit åsyn, der oplyser himlene og fordriver mørket, og som kontrollerer alle jordiske handlinger såvel som dem i det hinsides…"
I profetens eksempel ses det tydeligt at gengældelse og had ikke fulgte i kølvandet på selv den dårligste behandling.
Jeg mener ikke, man kan bebrejde den almindelige borger, at de ikke forstår de angreb, der oftere og oftere bliver begået mod den muslimske del af befolkningen. Mediernes og politikernes skærpede og kritiske retorik, mener jeg derimod i nogen grad, man bør bebrejde, og det bør på det skarpeste indskærpes oftere i den fortløbende debat.
Man må vel også erkende – med sænket pande – at muslimernes eget dårlige eksempel desværre også har skylden indimellem.
Men for at vende tilbage til Profeten Muhammads eksempel havde han endnu en vigtig pointe i sin bøn: Jeg håber, at Gud i deres efterfølgere (Taif kommende generation) vil bringe mennesker der tilbeder en Gud, uden at sidestille nogen med Ham.”
Et håb, der også holdes i hævd i dag, idet der i moskeerne i disse måneder, uger og dage kommer stadig flere og flere borgere, der tiltrækkes af islam. Det er klart endnu en konsekvens af den fra politikernes side skærpede og kritiske retorik. Retorikken gør med andre ord folk nysgerrige på islam og dets væsen.
Her til sidst kan jeg kan ikke lade være med at trække George Orwell og hans bog ”Animal Farm” ind i debatten. Napoleon, grisen der ender som diktator på den kommunistiske bondegård, ændrer i slutningen dyrenes syv bud til et enkelt: ”Alle dyr er lige” til ”Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre”.
Jeg mener, at man ligefrem kan hævde, i manglen på politikernes afstandtagen, at muslimernes religiøse ligeværd er blevet knægtet. Trist, at den der tier, som bekendt samtykker.
I håbet og viljen til fredelig sameksistens.
Bettina Meisner er skolelærer og underviser ved Islamisk Trossamfund.