Muslimers brug af Barnabas-evangeliet

KRONIK: Det apokryfe Barnabas-evangelium er ukendt i den vestlige verden, men både kendt og udbredt i den muslimske. Den eneste grund til at beskæftige sig med dette besynderlige skrift er da også, at det af mange i den muslimske verden betragtes som »Jesu sande evangelium«, skriver dagens kronikør

Dr. Muhammad Tahir-ul-Qadri, der er stifter og leder af den også her i landet kendte bevægelse Minhaj-ul-Quran, holdt i juli 1984 tre forelæsninger om islam og kristendom ved en international muslimsk kongres i Oslo. De er siden blevet udgivet i Pakistan og genoptrykt flere gange.

Den ene af forelæsningerne omtaler Barnabasevangeliet (B) og viser, at ul-Qadri i lighed med andre islamiske lærde benytter dette apokryfe skrift ganske ukritisk som dokumentation for, at den kristne kirke har forvansket Jesu oprindelige og sande budskab. Ifølge B ligger dette nemlig på linje med Muhammeds.

Slutningen på dr. Qadri´s omtale af B lyder: »Jeg opfordrer alle kristne til i Herrens navn at forkaste falske skrifter og tilslutte sig den lære, der er indeholdt i Barnabasevangeliet, som var den mest autentiske bog i de første to hundrede år efter Kristi død.«

I »The Gospel of Barnabas« (London, 1984) skriver David Sox, at B i bund og grund er ukendt i den vestlige verden, men både kendt og udbredt i den muslimske. Man kan i dag læse det på internettet (www.barnabas.net), og man skal ikke studere det særligt grundigt for at begribe, at det ikke har kunnet påkalde kristne teologers interesse. Det lugter af falsum på 12 miles afstand, som det er sagt, og alene nogle besynderlige geografiske og historiske oplysninger, som forfatteren til B serverer, bevidner det.

Den eneste grund til at beskæftige sig med dette besynderlige skrift er, at det af mange i den muslimske verden betragtes som »the true Gospel of Jesus«. Det dokumenterer Christine Schirrmacher med stor grundighed i bogen »Mit den Waffen des Gegners« (Berlin, 1992), hvor hun også nævner, at det er forholdsvis få muslimske stemmer, der eksplicit har ytret sig negativt om B´s autenticitet.

Der foreligger to manuskripter til B, det ene på italiensk, det andet - dog ufuldstændige - på spansk. Det er det italienske, der i Lonsdale og Laura Raggs engelske oversættelse fra 1907 er kendt og udbredt i den muslimske verden. I 1908 blev det oversat til arabisk og er siden kommet i flere oplag i Egypten. I Pakistan er Raggs oversættelse solgt i ca. 30.000 eksemplarer. Det er oversat til urdu, persisk og indonesisk og udgivet i mindre oplag på hollandsk og fransk, sidstnævnte kendt i Nordafrika.

I bogen »Fynd och fusk i bibelns värld« (Stockholm, 1979) fortæller Per Beskow, at han på det islamiske kulturcenter i London så flere hyldemeter med eksemplarer af B til gratis uddeling. På internettet ledsages det af islamiske kommentarer.

B omtales og citeres endvidere i talrige bøger og artikler af muslimer og benyttes ikke så sjældent i undervisning og lærebøger - ofte uden at det nævnes, at dets fremstilling af Jesu liv og lære på de væsentligste punkter er modsat den, der findes i Det Nye Testamente. Ifølge Schirrmacher har det været brugt som grundlag for en videnskabelig fremstilling af kristendommen på al-Azhar, den anerkendte uddannelsesinstitution for sunnimuslimer i Kairo; Sox oplyser, at det uden forbehold bruges som kilde til historien om Jesus i bogen »The Prophets«, en læsebog for muslimske børn, udgivet i London i 1980 af bl.a. »Union of Muslim Organisations«.

Forfatteren til B omtaler Jesu liv og lære. Meget fortæller han på samme måde som i Det Nye Testamente, men ofte gengivet så det passer ind i hans muslimske forestillingsverden. Han begynder med at slå fast, at Barnabas - ham vi ellers kun kender fra Apostlenes Gerninger - var en af Jesu apostle, og at det er ham, der er forfatter til evangeliet; senere hører vi, at det er Jesus selv, der har beordret Barnabas til at skrive »my gospel«.

Vi følger Jesus fra bebudelsen af hans fødsel til beretningen om hans død - der gives en islamisk vending. Vi hører om Jesu rejser, undere, lignelser og ikke mindst om hans belæringer, om det sidste måltid (uden nadverindstiftelsen), om forræderiet, om processen og korsfæstelsen og til sidst om himmelfarten.

Det er forfatterens sigte at slå fast, at det er et bedrag, der ikke mindst skyldes Paulus, når Jesus kaldes for Guds søn. Jesus er en profet, der stort set prædiker og lærer det samme som senere Muhammed, hvis komme Jesus forudsiger og længes efter.

Man kan på internettet selv læse om de belæringer, der er tillagt Jesus - om omskærelse, rent og urent osv. Her skal jeg nøjes med at citere og referere tre markante steder: I skriftets 70. kapitel gengives fortællingen fra Matthæus-evangeliet (kap. 16) om Peters bekendelse ved Cæsarea Filippi, men unægtelig på en anden måde end hos Matthæus. Jesus spørger disciplene: Hvem siger I, at jeg er? Peter svarer som hos Mattæus: Du er Kristus, Guds søn. - Men så hedder det: »Da blev Jesus vred og irettesatte ham med vrede, idet han sagde: Gå væk fra mig, for du er djævelen og søger at bringe mig til fald. - Og han truede de 11, idet han sagde: Ve jer, hvis I tror dette, for jeg har hos Gud opnået magt til at forbande dem, der tror det. - Og han var villig til at vise Peter bort, hvorpå de 11 bønfaldt Jesus og bad for ham, og han bortviste ham ikke, men irettesatte ham igen og sagde: Vogt dig for nogensinde igen at sige sådanne ord, for Gud vil så fordømme dig! - Peter græd og sagde: Herre, jeg har talt som en dåre, bed Gud om at tilgive mig.«

I forbindelse med en omtale af Adams skabelse fortæller Jesus, at Adam så en indskrift på himlen, der skinnede som en sol, og at der stod: »Der er kun én Gud, og Muhammed er hans profet.« En indskrift, Adam blev så begejstret for, at han bad Gud om, at den første del af den måtte blive skrevet på hans venstre tommelfingernegl, og den anden på hans højre. - Efter uddrivelsen ser Adam, at den samme indskrift står over indgangen til paradiset.

Korsfæstelsen og Jesu sidste tid skildres på følgende vis: Judas forråder Jesus for 30 guldpenge. Da han kommer sammen med soldaterne, bliver Jesus angst og trækker sig ind i et hus. De øvrige 11 disciple er faldet i dyb søvn. Det bliver med ét aldeles mørkt, og mens englene Gabriel, Michael, Rafael og Uriel kommer og gennem et vindue i husets sydlige hjørne fører Jesus til den tredje himmel, forvandler Gud Judas, så at han til forveksling ligner Jesus og taler som han. Det bliver da ham, der bliver taget til fange, forhørt og dømt og til sidst korsfæstet trods sin energiske og fortvivlede insisteren på, at han er Judas, ikke Jesus. Det hjælper ham ikke, Gud har besluttet, at han skal lide den smertefulde død, fordi han ved sit forræderi ville udlevere en anden til den.

På korset råber Judas: Gud, hvorfor har du forladt mig? - Da han er død og begravet, røver nogle disciple hans lig i den tro, at det er Jesus, og de udbreder den bespottelige lære, at Jesus er opstået fra de døde - en spot, der efter Guds bestemmelse skal blive ved at lyde, indtil Muhammed kommer og afslører sandheden.

At forfatteren til B ikke har været i Jesu følge, fremgår med al tydelighed af de både geografiske og historiske informationer, B indeholder: Nazareth anbringes ved Genesaret Sø; Jesus sejler til Jerusalem! Ypperpræsten omgås på fortrolig fod med både Herodes og Pontius Pilatus, og ved sidstnævntes hjælp får ypperstepræsten udvirket, at det romerske senat udsteder et dekret om, at det er forbundet med dødsstraf at kalde Jesus Guds søn. Et dekret, hedder det, der bliver indgraveret på en kobberplade og sat op i templet i Jerusalem.

Lonsdale Ragg er ikke i tvivl om, at B er komponeret af en eks-kristen, der er konverteret til islam, og han mener at kunne påvise, at det må være blevet til i første halvdel af det 14. årh. Andre forskere formoder, at skriftet først er blevet til i sidste halvdel af det 16. årh. under inkvisitionen i Italien eller Spanien. Anledningen hertil er historien om, hvordan en munk, Fra Marino, fandt B i pave Sixtus V´s bibliotek i Rom, skjulte det i sine klæder og smuglede det ud af biblioteket. Sixtus V var pave fra 1585-90.

Muslimer påstår, at B er fra første eller andet århundrede. Det var, siger de, kendt og brugt i Alexandria, akkurat sådan som det apokryfe skrift Barnabasbrevet var det - et skrift, bl.a. dr. Qadri forveksler det med, selv om det siger noget ganske andet end B. Og når man ikke har fundet bare så meget som et fragment af B. fra den tid, skyldes det udelukkende, at det blev fordømt og brændt som kættersk af den del af kirken, der sejrede ved det store kirkemøde i Nicæa i 325.

Grunden til muslimers interesse for B må være , at det bekræfter Koranens udsagn om Jesus. Han er nævnt i ikke færre end 15 suraer. Men hvorfor ønsker de at få Koranens udsagn bekræftet i et skrift, de anser for at stamme fra urkristen tid?

Måske er svaret, at profeten Muhammed til at begynde med var overbevist om, at det budskab, han skulle forkynde for araberne, var nøjagtigt det samme som det, der var blevet forkyndt af alle tidligere profeter, Adam, Abraham, Moses osv. og især da af profeten Jesus.

Efter at være kommet til Medina, opdager han imidlertid, at både jøder og kristne er uenige med ham i den opfattelse. Og han gør da den »mageløse opdagelse«, som det hedder i Frede Løkkegårds Muhammed biografi (Gad- 1972), at hans forkyndelse svarer fuldstændig til Abrahams, og at det således ikke er ham (Muhammad), der kommer med noget nyt eller har misforstået Guds oprindelige budskab, men at det er jøderne og de kristne, der har forvansket dette. Et bevis herpå bliver så af hans sene efterfølgere fundet i Barnabasevangeliet

Som nævnt betragter ul-Qadri B som den mest autentiske bog om Jesus og hans budskab. Jeg ved ikke, om danske imamer er enige eller uenige med ham. Jeg har efterlyst et svar på Kristeligt Dagblads debatside (religion.dk), men kan ikke se, at jeg har fået svar.