Muslimsk krav om tørklæde undertrykker kvinder

Det muslimske tørklæde kan ikke skilles fra islams restriktive syn på seksualitet, skriver cand.mag. Karen M. Larsen i en kommentar til Tørklædeexperimentet på DR2

Da journalist Lisbeth Dilling kontaktede mig og spurgte, om jeg ville deltage i udsendelsesrækken Tørklædeexperimentet, som for nyligt blev vist på DR2, hvor nogle ikke-muslimske danske kvinder tager det muslimske tørklæde på for så at se, hvad der sker, blev jeg umiddelbart begejstret. For denne idé virkede klart som et alternativt indspark i den øjensynligt aldrig endende debat om dette muslimske klædningsstykke.

Selvfølgelig var jeg også lidt bekymret for, hvordan en sådan udseendelse i praksis ville komme til at se ud. Derfor gjorde jeg meget ud af at understrege, at det for mig ikke måtte ende i et Elisabeth Gerner stunt. For jeg er lige så meget en modstander af et tørklædeforbud som jeg er tilhænger af tørklædekritik. Eller med andre ord, jeg ville kun deltage i udsendelsen, hvis der blev plads til kritiske refleksioner over tørklædet, og det lovede Lisbeth Dilling mig, at der ville være. Et løfte, som jeg mener, at hun faktisk opfyldte.

Selve optagelsesfasen var spændende men ikke helt uden frustrationer. Spændende fordi jeg fik den ret uventede erfaring, at det forhold, at jeg gik med tørklæde i det offentlige rum ikke på nogen måde medførte, at jeg følte mig dårligere behandlet af de etniske danskere, faktisk tværtimod. Og det var også interessant at se, hvordan de to andre kvindelige forsøgskaniner reagerede helt anderledes forfærdede over den forandring, de mente at kunne iagttage hos selv sig med tørklædet på end jeg gjorde.

Jeg følte jo, at jeg ikke blev en anden ved at tage tørklædet på, formodentlig fordi jeg som lesbisk og overvægtig har erfaring med at tilhøre ikke særligt statusomgærdede minoriteter og jeg derudover er vant til at have min identitet indeni i stedet for udenpå. Og så blev jeg naturligvis udfordret til at tænke endnu mere over det muslimske tørklæde, end jeg havde gjort hidtil, hvad jeg vil komme tilbage til senere.

For frustrationer var der naturligvis også. Det irriterede mig ret så meget, at den muslimske kvinde, der deltog i udsendelsen, Samilla Qureshi, gjorde sig de største anstrengelser for at lade være med at svare på de spørgsmål, som jeg stillede hende under de samtaler med hende, der blev filmet og som skulle indgå i udsendelserne. Det var som at sidde overfor en Asmaa Abdol-Hamid klon!

Jeg ved fra mine muslimske elever, at muslimer som udgangspunkt, naturligvis, ligesom de fleste andre religiøse mennesker, kan og vil tale ærligt og åbent om deres tro. Og heldigvis for det, for kun ved en åben og ærlig samtale kan vi få den religionsdialog, som vi så afgjort har brug for. Udenomssnak skader den ægte og ærlige dialog og er blot et forkrampet forsøg på at møde negative fordomme med positive selv samme, men desværre giver en sådan strategi umiddelbart pote i forhold til dem, der ikke vil forholde sig til de reelle udfordringer, som islam jo også bringer med sig. Det kunne jeg bl.a. mærke på mine medkaniner Suzanne Giese og Ida Burchardi, og det er jo også et fænomen man i rigt mål kan iagttage hos dem, der ivrigt støtter op om Asmaa Abdol-Hamid.

En anden frustrationskilde var, at den butik, hvor vi skulle udrustes med hvert vores muslimske tørklæde, Islamic Impressions, både havde bøger og tidsskrifter for Hizb-ut-Tahrir stående frit fremme, ja på fremhævede pladser. Var det virkeligt nødvendigt at opsøge en sådan butik? Måske, i og med, at der nok ikke er så mange butikker, der sælger muslimske hovedtørklæder, men jeg synes, at vi skulle have fået lejlighed til at lægge distance til det, som butikken står for, hvad vi desværre ikke fik. Og det havde naturligvis også været interessant at høre, hvad Samilla egentligt synes om at den butik, hun ledte os til, hverver for Hizb-ut-Tahrir.

Efter optagelserne var der så den lange ventetid. Hvordan mon den bliver klippet? Hvordan vil reaktionerne blive på udsendelserne?
Kort før udsendelserne skulle vises, gik Samilla og Suzanne ganske uventet til medierne med deres version af hvad Tørklædeexperimentet handler om, nemlig en helt ureflekteret apologi for det muslimske tørklæde kombineret med en lidet nuanceret skildring af de tørklædebærende muslimske kvinder som vor tids mest foragtede menneskegruppe. Det var for mig rigtigt meget træls, at disse to kvinder hermed forsøgte at låse offentlighedens indtryk af, hvad Tørklædexperimentet handler om, men det er på den anden side dog indlysende, at disse to kendisser også havde deres budskab, som de gerne ville have ud.

At se den første udseendelse var delvist noget af en skuffelse. Der var vitterligt for meget fnis og for lidt indhold i den. Især var jeg rigtigt ked af, at det ikke kom med, at Samilla ved den samtale vi havde med hende i hendes hjem, efter en del udenomssnak, endte med at sige, at homoseksualitet er unaturligt, går imod Guds lov, vil medføre at man skader sit kommende liv (altså kommer i helvedet) og at hun havde forståelse for, at muslimske familier forstøder deres homoseksuelle børn. Disse udsagn havde kunnet sætte Samillas påstande om danskernes fordomsfuldhed i et vist perspektiv, hvad igen nok havde kunnet give udsendelserne lidt mere dybde.

De to andre udsendelser var derimod bedre, her kom nuancerne og de mange spørgsmål vedrørende tørklædet langt bedre frem og derfor er jeg alt i alt tilfreds med udseendelsesrækken.

Hvad for mig afslutningsvis er vigtigt at fremhæve, er, at det muslimske tørklæde lige netop er muslimsk, dvs. tilknyttet en religion. Det er derfor, at vi ikke kan forbyde det, hvis vi vil være et demokrati, for et af demokratiets fundamenter er religionsfriheden. Men det er også derfor, at vi skal passe på med alt for ensidigt at udråbe det til at være et frit valg. Tvang og pres kan jo være mange ting. Ulovlig tvang er der kun tale om, hvis en kvinde med vold eller trusler om vold tvinges til at gå med tørklædet, vælger hun derimod at gå med det, fordi hun vil belønnes af Gud og frygter at blive straffet af ham, hvis hun ikke gør det, så er hun under en religiøs tvang, som vi imidlertid ikke kan forbyde hende at give efter for.

Hvad vi imidlertid bør gøre er at kritisere, at islam pålægger muslimske kvinder at gå med tørklæde. Det muslimske krav om tørklædet er, ligesom den katolske kirkes forbud mod prævention og abort, med til at undertrykke kvinder. Og denne undertrykkelse bliver ikke mindre af, at nogle muslimske eller katolske kvinder går ud i medierne og forsvarer denne undertrykkelse. Den sørgelige virkelighed er jo, at undertrykkelsen af kvinder, ligesom undertrykkelsen af mange andre grupper, kun er mulig, fordi tilstrækkeligt mange af dem, der undertrykkes, bakker op om denne undertrykkelse.

Det muslimske tørklæde kan heller ikke skilles fra islams restriktive syn på seksualitet. Sex må ifølge islam, ligesom indenfor højrekristendommen, ikke finde sted udenfor ægteskabet mellem mand og kvinde. Islam pålægger her kvinderne et særligt ansvar for at de, via deres påklædning, skal sikre, at denne seksuelle norm og orden opretholdes. Kvindens krop har altså et særligt seksuelt potentiale, der skal reguleres. Og det er en tankegang, som vi jo også kender i den vestlige kultur, hvor kvindens krop også som udgangspunkt er mere seksuelt ladet end mandens. Det er jo derfor, at den mere eller mindre afklædte kvindekrop bruges som blikfang i reklamerne, og at kvinder ikke må gå med nøgen overkrop i det offentlige rum.

Denne seksualisering af kvindens krop skaber tanken om den ærbare kvinde, som Samilla også er inde på i Tørklædeexperimentet. Ærbar er et uord, for det lægger jo op til, at der er kvinder, der er og opfører sig sådan, at de kan æres, mens andre øjensynligt er og opfører sig sådan, at de ikke kan æres. Og så længe vi tænker på den måde, får vi aldrig nogen kvindefrigørelse.

Karen M. Larsen, cand.mag. og gymnasielærer