Muslimske øjne på tværreligiøse ægteskaber

Et ægteskab er mere end blot en forbindelse mellem to mennesker; det er også forbindelse mellem to familier, understreger muslimske Safia Aoude. - Foto: Foto:

Hent inspiration og vejledning fra Muhammeds ægteskaber til at takle udfordringerne i et tværreligiøst ægteskab, opfordrer muslimske Safia Aoude

Danskerne er ikke meget for at lade deres børn komme sammen med eller gifte sig med en muslim. Det gælder også den anden vej, fortæller en ny undersøgelse foretaget af Politiken og TV2.

Læs muslim og jurist Safia Aoudes kommentar til, hvorfor vi er så tilbageholdende med tværreligiøse ægteskaber:

Det er nok meget naturligt, at folk som gifter sig med hinanden, gør det, fordi de har fundet et åndeligt fællesskab.

I vores tro er det sociale og kulturelle grundlaget for vores moralske og etiske holdninger, og derfor finder man naturligt sammen med andre, der deler disse grundholdninger.

Dermed ikke sagt, at man ikke kan gifte sig med nogen, der har et ganske anderledes åndeligt grundlag i livet; men idet ægteskab er en dyb og langtrækkende forbindelse mellem mennesker, vil man oftest vælge at indgå denne forbindelse med et menneske, der deler ens synspunkter og åndelige grundlag.

Muslimske kvinder må kun gifte sig med muslimer
Hvis man vælger at følge de islamiske regler for ægteskabets indgåelse, kan man som muslimsk kvinde kun indgå ægteskab med en muslimsk mand. Og en muslimsk mand kan i henhold til islamiske regler kun indgå ægteskab med enten muslimske kvinder eller fromme kristne og jødiske kvinder.

For troende muslimer vil denne regel derfor også spille ind på statistikken for tværreligiøse ægteskaber, og ægteskaber mellem muslimske kvinder og ikke-muslimske mænd vil stort set ikke forekomme mellem troende mennesker, men er typisk sekulært baserede.

Ægteskabet er halvdelen af religionen
Ægteskab er indenfor islam en meget vigtig institution. Det er på ægteskabet, at samfundet bygges videre og ægteskabet er indenfor islam derfor én af grundstenene for samfundets opbygning og vedligeholdelse, og derfor siger man også, at "ægteskab er halvdelen af religionen".

Derudover tjener ægteskabet også til at opfylde menneskers naturlige fysiske og psykiske behov, samt tilgodeser menneskets åndelige udvikling.

I Koranen hedder det: Og blandt Hans tegn er (også), at Han har skabt jer hustruer af jeres egen art, at I må finde sjælefred hos dem, og Han har skabt kærlighed og barmhjertighed mellem jer. Heri er der sandelig tegn for folk, som vil tænke sig om. ( 30:21)

Modsat grundholdning kan føre til splittelse
Et ægteskab er en del af livets åndelige udvikling, og derfor må man både som ægtefælle og selvstændigt individ være sig meget bevidst om de særlige udfordringer, et tværreligiøst ægteskab kan afstedkomme.

Udveksling af synspunkter og sund debat tilføjer uden tvivl sund dynamik til enhver social forbindelse mellem mennesker, også i ægteskabet. Men en alt for modsat grundholdning til de ting, der spiller en stor rolle i menneskers liv, kan før eller siden føre til uenigheder og splittelse.

Et ægteskab er mere end blot en forbindelse mellem to mennesker; det er også forbindelse mellem to familier, og når der også kommer børn i forholdet, opstår der en ny familie, der har brug for struktur og strategi. Hvis ægtefællerne i deres grundlæggende åndelige udgangspunkt allerede er uenige om alt for mange ting, kan familiens struktur ende med at blive skadet, ødelagt eller endda opløst.

Det er sådanne overvejelser, som måske begrænser nogle menneskers lyst til at kaste sig ud i et tværreligiøst ægteskab.

Lær af Muhammeds ægteskaber
Men hvis begge parter har modet og overblikket til det, kan tværreligiøse ægteskaber være ligeså givende og velsignede som rent muslimske ægteskaber.

Allahs budbringer (Allahs fred og velsignelser med ham) indgik i sin levetid også en del tværreligiøse ægteskaber, og ved at studere hans eksempel vil nutidens muslimer kunne hente inspiration og vejledning til, hvordan man bedst takler sådan et ægteskabs udfordringer.

Safia Aoude er muslim og jurist og panelist ved religion.dk.